Nej tak til tabuisering af funktionsnedsættelser

24% af alle studerende har en funktionsnedsættelse.

Jeg lader det lige stå et øjeblik.

24% af alle os studerende har i den seneste studiemiljøundersøgelse nævnt, at vi har en funktionsnedsættelse. Vidste du det? Jeg gjorde ikke. Undersøgelsen viser, at der stadig er rigtig meget at gøre for at aftabuisere funktionsnedsættelser, men i den grad også i forhold til at hjælpe studerende med funktionsnedsættelser.

Jeg har selv ADHD og blev først diagnosticeret ret sent. Først som 26-årig, da jeg var på andet år af min universitetsuddannelse i samfundsfag og historie. Og jeg vidste ærlig talt ikke, hvad jeg skulle gøre, da jeg fik den information. Jeg vidste ikke, hvilken hjælp jeg kunne få, og skammen over min funktionsnedsættelse, og de udfordringer det gav mig, gjorde det kun sværere at søge hjælpen.

Den oplevelse er jeg sikker på, at jeg ikke er ene med.

Hjælpen afhænger af dit netværk

Hvis ikke det var fordi, jeg havde en nær ven, der kendte til SPS (Socialpædagogisk støtte) og pressede mig til at få snakket med studievejledningen og søge SPS, så havde jeg ikke selv fundet derhen i tide. Og det er et kæmpe problem!

Universitetet skal blive meget bedre til at hjælpe studerende med særlige behov det rigtige sted hen. Og selvom jeg har al respekt for det arbejde, studievejledningen laver, så er det for mange alt for svært at tage fat i dem som det første. De føles for langt væk.

Jeg mener, universitetet i højere grad skal ansætte studerende, der selv har en baggrund med funktionsnedsættelser. Studerende som det er nemmere at spejle sig i, og studerende som har oplevet systemet på godt og ondt.

Lad os få ambassadører

Med ambassadører i systemet, der selv har funktionsnedsættelser, kan man som ny studerende allerede under studiestart mulighed for at møde og kontakte nogen tættere på en selv og ens egen situation. Ambassadørerne kan bruges i løbet af studiet, hvis man først møder sin funktionsnedsættelse senere. De kan være broen mellem studerende med funktionsnedsættelser, og den støtte man kan få. Og så kan ambassadørerne bidrage med erfaringer og viden om, hvordan systemet og administrationen kan gøre det bedre fremadrettet.

Men selv med ambassadører synes jeg faktisk ikke, det er nok. Vi skal også have de helhedsorienterede studieplaner ordentligt indfaset. Det kan ikke passe, at GDPR skal bruges som undskyldning for, hvorfor man ikke kan tilbyde tilpassede studieplaner til studerende med funktionsnedsættelser. Tiden bruges simpelthen forkert, når man skal skrive den ene dispensation efter den anden, særligt når det går allerværst. Det skal kunne gøres bedre.

Studerende med funktionsnedsættelser har forskellige behov, og det er vigtigt, at vi gør, hvad vi kan for, at alle studerende ligestilles. Her mener jeg ikke, at alle skal have den samme hjælp. Nej, vi skal i stedet have den hjælp, vi har behov for, så vi med funktionsnedsættelser også får en god uddannelse.