Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
DÅRLIG KU-DAG - Uddannelsesministeriet bekræfter, at KU ikke får lov at købe universitetets bygninger af staten.
»Det var et nej.« Sådan lyder den kortfattede besked fra Uddannelsesministeriet til Uniavisen om Københavns Universitets flere år gamle – men mange gange fremførte – anmodning om at få bygningsselveje.
KU havde ønsket at købe bygningerne – ifølge universitetsbestyrelsens eget forslag til en pris på ni milliarder kroner.
Københavns Universitet bor i dag til leje hos den statslige Bygningsstyrelse, der administrerer en stor del af statens ejendomme. Her er KU langt den største logerende, idet KU-bygningerne udgør omkring en tredjedel af styrelsens portefølje.
»Det er afgørende, at universiteterne betaler den reelle husleje, så pengene ikke går op i mursten, men i forskning og undervisning.« Esben Lunde Larsen tidligere i 2015
Huslejen fra KU og de øvrige universiteter er på årligt godt to milliarder kroner, og heraf går en væsentlig del – omkring en halv milliard kroner – direkte retur i statskassen, selv om de tæller med i regeringens bevilling til forskning og uddannelse på (i 2016) 20,6 milliarder kroner.
Hvis KU havde fået selveje, ville staten altså skulle finde et trecifret millionbeløb et andet sted.
Regeringens afslag er samtidig et holdningsskifte fra uddannelsesminister Esben Lunde Larsens side. Tidligere i år sagde han til Uniavisen:
»Vi gik foran i VK-regeringens tid med selveje til landets gymnasier, og dette vil vi gerne fortsætte på universitetsområdet. Det er afgørende, at universiteterne betaler den reelle husleje, så pengene ikke går op i mursten, men i forskning og undervisning.«
Esben Lunde Larsens regering har også netop med finansloven annulleret en aftale fra 2001 med KU om at betale støtte til huslejen i de nye KUA-bygninger på Amager. Det vil koste KU 70 millioner kroner om året fra 2017, penge, der kun kan overføres fra forskning og undervisning, ifølge KU’s ledelse.
I midten af juni måned 2015 erklærede de øvrige borgerlige partier, Liberal Alliance, Konservative og Dansk Folkeparti i Uniavisen, at de også støttede KU-selveje.
Uddannelsesministeriet oplyser, at der endnu ikke findes en skriftlig begrundelse for afslaget til KU.
Uniavisen bad 19. november uddannelsesminister Esben Lunde Larsen kommentere afslaget til KU, men ministeren vil gerne vente med at drøfte sagen til den kommende uge.
chz@adm.ku.dk