Nej, undervisningen skal ikke optages. Og her er, hvorfor

Debatten om optagelse af undervisning dukker løbende op i valgkampen til univalget, senest i form af ønsket om mere »fleksibilitet« for de studerende. Men planen om at gøre universitetets forelæsninger til en slags YouTube-studie overser nogle helt fundamentale aspekter af, hvad et universitet er – og skal være.

Der er flere grunde til, at det er en dårlig idé at optage undervisningen. For det første vil optagelser hæmme den frie og udforskende undervisning.

En stor del af universitetsundervisningen består i at tænke højt, afsøge faglige grænser og diskutere idéer, også de kontroversielle. Hvis alt bliver optaget og potentielt siden delt løsrevet fra sin kontekst, bliver underviserne og de studerende langt mere tilbageholdende.

Det er naivt at tro, at man kan skabe et levende, kritisk og grænsesøgende akademisk rum, hvis alle løbende skal frygte at deres ord ender som smoking gun på sociale medier. Optagelser risikerer derfor at forarme – ikke styrke – undervisningen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor optager KU stadig ikke undervisningen?

Faglig fordybelse eller content på SoMe

For det andet vil optagelser splitte selve undervisningen op i to parallelle rum, for hvem er det egentlig, underviseren taler til? De studerende i auditoriet, der engagerer sig, stiller spørgsmål og skaber det akademiske fællesskab? Eller dem, der ser med hjemmefra på 1,25x hastighed?

Det risikerer at blive et skoleeksempel på det, sociologen Hartmut Rosa kalder samfundets »acceleration«, en jagt på at få mere undervisning hurtigere, mere effektivt og helst uden friktion.

Det er ikke akademisk fordybelse. Det er content

Og vi ved allerede, hvad næste skridt risikerer at blive: De mere kreative studerende begynder at klippe undervisningen op i små, letfordøjelige bidder, som bliver delt i private grupper – »funny moments om forelæserens politiske holdninger« – løsrevet fra den faglige kontekst, hvor de faktisk hører hjemme. Det er ikke akademisk fordybelse. Det er content.

Men universitetet skal netop være det modsatte. Det er et sted for langsommelighed, fordybelse og kritisk tænkning – processer, der ikke lader sig komprimere til videobidder, man kan spole i. Den akademiske samtale kræver nærvær, tid og gensidighed. Når undervisningen reduceres til et optageligt produkt, mister vi den resonans, som Hartmut Rosa peger på som forudsætning for ægte forståelse.

Undervisning er en levende proces, ikke et produkt. Hvis rummet bliver delt i to, bliver det dårligere for begge parter.

Universitetet er ikke et onlinekursus

Det er misforstået, når argumentet for optagelser baseres på ønsket om fleksibilitet. Et universitetsstudium er et fuldtidsstudium – ikke en fritidsaktivitet, man kan passe ind mellem studiejob og konsulentopgaver.

Det er i dag ingen hemmelighed, at mange studerende prioriterer eksterne aktiviteter over deres uddannelse, fordi det er det, der tæller på CV’et. Men hvis vi mener, at fagligheden og universitetets rolle som vidensbærende institution skal styrkes, må vi også turde insistere på, at undervisningen faktisk er noget, man møder op til.

Corona lærte os, at onlineundervisning er en fattig erstatning for den fysiske

Corona lærte os, at onlineundervisning er en fattig erstatning for den fysiske. Det var besværligt, ineffektivt og drænende for både studerende og undervisere. Nedlukningens undervisning tærede på spontanitet, diskussioner, pausesnakke og det faglige fællesskab.

Det er netop alt det, der kendetegner et levende studiemiljø, og som ikke kan genskabes på en optagelse. Hvis undervisningen optages permanent, hvad forhindrer så, at auditorierne gradvist tømmes?

Læring kræver deltagelse, ikke nursing

Endelig vil optaget undervisning føre til en folkeskolegørelse af universitetet. Når alt skal gøres tilgængeligt og letfordøjeligt, bidrager det til forventningen om, at underviserne skal nurse de studerende igennem studiet.

Men aktiv læring kræver deltagelse. Og når man vælger ikke at møde op, følger der naturligt spørgsmål og misforståelser, som underviserne skal håndtere på mail – spørgsmål, som ville være blevet afklaret, hvis man deltog i undervisningen. Det er en forkert mentalitet at forvente, at universitetet skal kompensere for fravær.

At optage undervisningen lyder måske som et lille, uskyldigt tiltag. Men det piller ved noget grundlæggende: universitetets sjæl. Det ændrer undervisning fra at være et fælles intellektuelt rum til at være et produkt, der kan forbruges individuelt og uforpligtende.

Hvis vi ønsker et universitet, hvor faglighed, samtale og kritisk tænkning trives, kræver det nærvær – ikke optagelser.