Nikoline Prehn er ikke bange for sin vaskekælder

Nikoline Prehn er en af de få førstegangsopstillede folketingskandidater, der har fået meget medietid. De seneste uger er hun ikke blot blevet klasket op i lygtepæle og har blafret ensomt på et banner fra en stor hjørnelejlighed på Nørre Søgade. Hun har også været i livsstilsmagasinet Elle for at tale om den sexisme, hun har mødt, da hun gik ind i politik, og når hun har delt kondomer ud på Gothersgade midt om natten med sloganet ’Indpak din gren og stem på Prehn’.

Hun er også blevet interviewet til Berlingske, om de kommentarer hun fik, da hun reklamerede for samme kondomkampagne på sociale medier med et, for nogle, udfordrende nedringet billede. Men det tager Nikoline Prehn ganske roligt.

»Mandlige politikere har også delt kondomer ud. Og så vidt jeg ved, har de ikke modtaget samme kommentarer,« svarer hun.

Men egentlig gider Prehn ikke tale kavalergang, sexisme og kondomer. Hun har vist, hvor hun står, og hvorfor hun synes, at det er vigtigt. Nu vil hun gerne tale om klima- og uddannelsespolitik, om bedre og mere seksualundervisning og den gode tone i det ordentlige demokrati, hvilket hun også har optrådt i både Jyllands-Posten, Politiken og Go’ Morgen Danmark med.

Hvad fik dig til at stille op og bruge alle døgnets timer på at føre valgkamp?

»Én årsag er, at gennemsnitsalderen på Christiansborg er 46, og så er der slet ingen folketingsmedlemmer under 25. Det betyder, at 0-25-årige ikke har en direkte repræsentant, og det vil jeg gerne være.«

Hvordan var det så pludselig at få kommentarer om, at du var et »dukkebarn født med en guldske i røven« på grund af dit navn?

»Det er ret irriterende, fordi jeg virkelig har kæmpet for at blive opstillet. Der var ovenikøbet kampvalg, hvor jeg blev valgt af medlemmerne. Der er en hård tone på sociale medier, og der har både politikere og journalister et stort ansvar for, at der bliver talt pænere i den offentlige debat.«

Grundlovsdag med hornmusik

Nikoline Prehn voksede op i et travlt og rodet politikerhjem, hvor familiemedlemmer, venner, kolleger og bekendte fløj ind og ud ad døren. Sådan husker hun det i hvert fald. Det var et klassisk og nærmest karikeret socialdemokratisk hjem med Thorvald Stauning i baghovedet, Svend Auken i bogreolen, og historier om, at Anker Jørgensen hver dag gik fra arbejdet på Slotsholmen til hjemmet i Sydhavnen for at møde og småsnakke med almindelige mennesker. De to forældre, Heidi Linnemann og Rasmus Prehn, er begge socialdemokrater, og det samme er bedsteforældrene, som modsat de universitetsuddannede forældre, var smed, elektriker, frisør og frisør.

»Der var en klar forventning om, at man skulle tage stilling til verden omkring sig, og der blev diskuteret alt fra folkeskolen til international politik. Men man kunne ikke bare brokke sig hos mine forældre, hvis man ikke selv engagerede sig,« siger hun.

Politikerleden fandtes ikke i Aalborgkvarteret Hasseris. Den var i stedet erstattet af en årlig havefest på grundlovsdag, hvor flere end 100 mennesker troppede op.

»Der så jeg, at politik i virkeligheden handler om fællesskab. Der var fadølsanlæg, orkestermusik og en talerstol, hvor mennesker kom til orde med, hvad de brændte for. Det var drevet af engagement.«

Hårløst engagement

Det engagement tog Nikoline Prehn til sig. Som 13-årig meldte hun sig ind i Danmarks Socialdemokratiske Ungdom. Hun blev også valgt som formand for Aalborg Ungebyråd, hvor de fik indført flere skraldespande i Aalborg Midtby og en årlig miljødag i kommunen. Senere skrev hun debatindlæg og gik ind i Den Grønne Studenterbevægelse, Nødhjælpens Ungdom og Danske Gymnasiestuderendes Sammenslutning. Og da hun skrev om køn og kasser i Information klippede hun håret af for at frasige sig stereotypen om »den rige, 12-talspige fra Hasseris.«

»Jeg var træt af at blive set som Hasseris-pige med langt hår, der skulle glattes eller krølles hver dag. Jeg ville bryde ud af den kasse.«

Det lyder næsten trættende at have gang i så mange ting ved siden af skolen og gymnasiet?

»Jeg havde også 20 procents fravær i gymnasiet.«

Bliver du ofte frustreret over andre unge, som ikke engagerer sig i politik?

»Det er en splittelse for mig. Jeg kan sagtens følge politikerleden, hvis man ikke er vokset op i det. Hvis man slet ikke kender nogen, der er engageret i politik, ligner vores folketingsmedlemmer bare en gruppe mennesker, der rykker samfundet den vej, de lige synes.«

Hvad kan du så ikke følge?

»Min automatreaktion har været, at man selv må komme på banen og engagere sig. Sådan har jeg det stadi. Man har jo selv muligheden. Jeg forbinder virkelig politik med at kunne lave en positiv forandring.«

Afgiftsglæde

Der er flere områder, hvor Nikoline Prehn er villig til at gå længere eller stik imod sit eget parti, fortæller hun. Eksempelvis når det gælder klima, som er det, hun oplever som den største frustration blandt sine jævnaldrende.

»Jeg tror, at man skal gå efter færre biler i de store byer ved fx at indføre en betalingsring. Og vi skal have mere plantebaseret kost på plejehjem, sygehuse og i offentlige institutioner.«

Du har også nævnt oksekødsafgift?

»Jeg synes, afgifter er en god idé. Nu har vi lige lavet en afgift på flytransport, som både har været lang tid undervejs og i den lave ende, men i det mindste har man gjort noget. Man kunne også indføre afgift på oksekød og tøjproduktion.«

Lige netop en oksekødsafgift er jo Socialdemokratiets store dilemma, fordi den næppe vil ramme entrecoten i Nordsjælland. Vil den ikke i høj grad ramme jeres egne vælgere?

»Hvis man gør det, og jeg er overbevist om, at vi bliver nødt til at gøre det for at nå vores klimamål, skal vi bruge pengene fra afgifterne til at omfordele på andre måder. Eksempelvis sænke skatten i bunden eller øge de sociale ydelser.«

Men kunne du overhovedet forestille dig, at dit parti ville indføre en oksekødsafgift, når vælgerne sandsynligvis vil hade det?

»Ja, det skal bare gøres på den rigtige måde. Jeg oplever, at der er mange unge socialdemokrater, som vil støtte det. Man glemmer ofte, at der er uenighed internt i partiet.«

Upartisk

Et af Nikoline Prehns politiske forbilleder er da også det socialdemokratiske medlem af Københavns Borgerrepræsentation Laura Rosenvinge. I et debatindlæg i Politiken i juli i år skrev Rosenvinge, at der herskede en »en antistorby, antiidentitetspolitisk og antiwoke socialdemokratisme, hvor man hellere vil lefle for tastaturkrigerne på Facebook.« Nikoline Prehn er meget enig.

»Jeg synes, at hun har ret, når hun kritiserer folk i vores parti for ikke at være gode nok til at fokusere på mangfoldighed. Der er også nogle socialdemokratiske folketingskandidater, der har sagt nogle vilde ting om køn og lgbt+-miljøet. Laura Rosenvinge sagde det, rigtig mange unge socialdemokrater tænker.«

Er Socialdemokratiet selv med til at tale forskellene mellem land og by op?

»Mit parti har været med til at fodre forskellen mellem land og by. Det er politikere som Inger Støjberg og i nogle tilfælde min egen partiformand, som er med til at tale de forskelle op. Men i virkeligheden er der ikke så stor forskel på de mennesker, der bor på landet og i byerne. Landet har brug for byerne, og byerne har brug for landet.«

Hvornår er Socialdemokratiet ikke dit parti?

»Det er det ikke, når Mette Frederiksen siger, at danskerne er utrygge, når de går ned i deres vaskekælder. Det er med til at tale en polarisering op, og jeg har aldrig hørt om nogen, der er bange for at gå ned i deres vaskekælder. Vi kan sagtens diskutere reelle problemer med bander og unge mennesker, der bliver hevet ind i bandemiljøer. Det skal vi tale om. Men vi skal ikke tale noget op, som ikke findes.«

Du er førstegangsopstillet folketingskandidat. Er du ikke bange for åbent at kritisere dit eget parti og din egen formand?

»Det er vigtigt, at man tør kritisere andre og sit eget parti. Ellers vil det være uærligt. Jeg oplever også, at unge politikere fra andre partier åbent kritiserer deres egne partier. Jeg synes, at det er ret fedt, at vi har en generation af unge politikere, som tør sige, hvad vi mener.«

Og du er ikke bare naiv?

»Nej, det synes jeg ikke. Jeg siger det jo ikke, fordi jeg vil være på tværs. Det er holdninger, som jeg ofte møder, så jeg ved, at jeg ikke står alene. Der er en stor del af Socialdemokratiet, som er enige i, at forskelle skal tales ned og ikke op.«

Du taler meget om Socialdemokratiet som et arbejderparti og din egen familie med arbejderbaggrund. Synes du, at der er nok arbejdere i partiet?

»Ja. Særligt i DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom, red.) har jeg eksempelvis fået en masse venner, som går på en erhvervsuddannelse. Mange af mine universitetsvenner kender slet ikke nogen, der går på en erhvervsuddannelse. Det er jo helt vildt, at folk på Statskundskab ikke kender nogen, der læser til tømrer eller industritekniker. Det gør jeg på grund af DSU.«

Du er selv politikerdatter fra Hasseris, der flytter fra Aalborg for at bo i hovedstaden og studere Statskundskab. Nu vil du så være politiker uden nogen erhvervserfaring. Kunne det være en kritik af din opstilling?

»Det ville være en skør kritik. Jeg omgås mennesker fra alle mulige forskellige samfundslag, og det er det, der legitimerer mig som kandidat. Jeg har ikke levet i en boble. Jeg stiller også op for at få flere unge under 25 år til at gå op i politik og lade deres stemmer blive hørt på Borgen. Når man er under 25 år, er det jo klart, at man ikke har 10 års erhvervserfaring.«

LÆS OGSÅ: Søren Højbjerg drømmer om et frit marked og en lukket grænse