Søren Højbjerg drømmer om et frit marked og en lukket grænse

Ryger du i bilen?

»Ja, det er jo min bil. I own it. It’s mine. Jeg har til gengæld hverken hund eller kat eller børn i den. Det er min bil, og jeg vil fandeme ryge i den, hvis det passer mig. Og jeg har været høflig ikke at ryge i dag,« siger Søren Højbjerg bag rettet i sin Seat Cupra GTI med 192 hestekræfter og et lille askebæger, hvor kopholderen plejede at være.

Ryger du også indenfor derhjemme?

»Ja, det kan jeg eddermame love dig for. Det er min lejlighed.«

Ja, ja. Men det kan jo godt være, at du ikke vil leve i røgen, selv om det er din lejlighed.

»Det er jeg ligeglad med. Mine bedsteforældre røg, og det har aldrig generet mig en skid. Den eneste form for rygning, jeg har registreret, det var mine onkler og tanter, som røg cerutter og cigarer. Det kunne jeg fandeme godt lugte. Men det var kun stramt de første tre minutter, så vænnede jeg mig til det,« siger han.

Nye Borgerliges folketingskandidat Søren Højbjerg drømmer om et frit marked og en lukket grænse. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk har han brugt et helt liv på at hinke sig frem til et politisk parti, hvor han kunne sænke teltpælene for bestandigt. Som ung mand stemte han på Socialistisk Folkeparti, ligesom forældrene i øvrigt gjorde det. Den tradition fortsatte han indtil murens fald, hvor tiøren ramte gulvet, tæppet gik, og han stod desillusioneret tilbage.

»Der blev det ret tydeligt for mig, at det der venstreorienterede-halløj var fup og fidus. Socialisme var ikke andet end en gang økonomisk bluff. Så meldte jeg mig ind i Socialdemokratiet,« siger han.

Som medlem af Socialdemokratiet kerede han sig om arbejderens lod i livet, og han stillede endda op for partiet som listefyld til byrådsvalget i 1993. Men så hoppede Socialdemokraterne, ligesom alle andre partier i Folketinget, med på rygeloven, der ulovliggjorde indendørsrygning på arbejdspladser, skoler, offentlige institutioner, restauranter og så videre. Da partiet accepterede et omfangsrigt rygeforbud, måtte de også forvente et medlem mindre i Søren Højbjerg.

På hylden hos Nye Borgerlige

Til daglig er Søren Højbjerg systemudvikler og programmør på Københavns Universitet. Alle hverdage møder han troligt op på Søndre Campus med sin fars gamle pilottaske i armen og et lille blankt lommeaskebager i jakken for at programmere de digitale veje, hvorfra journaler digitaliseres og sendes rundt i et enormt forgrenet computersystem. Det kræver et nørdet sind, fortæller han.

Det nørdede sind er ikke til at overse i andelslejligheden i Farum, hvor hylderne er fulde med bøger om 2. Verdenskrig, gamle tog og whisky, som han dog ikke drikker men »nyder«. Der er også et apparat, som trækker hans specialfremstillede ure op, mens der på hemsen er bygget en elektronisk togbane. Den er af mærket Märklin og nøjsommeligt dekoreret. Før i tiden øvede han sig i at dirke låse op for udfordringens skyld, han spiller brasiliansk storetromme i et karnevalsorkester, og så bruger han en del fritid på spillet ’Axis and Allies’, en avanceret udgave af strategispillet RISK. Her kæmper han som Japan mod de allierede magter, og alle træk noterer han i et Excel-ark for at udregne det perfekte træk.

Også valgkampen er arrangeret i Excel. Da Nye Borgerlige skulle opsætte valgplakater, herunder hans egne, opstillede han en tabel for hvert område med vejnavn, rute og antallet af plakater.

»Jeg er det, jeg vil kalde en nørd. Mine interesser og min politiske indsigt har jeg læst mig til. Jeg har også læst meget om 1. og 2. Verdenskrig. Den interesse kom, fordi min morfar sejlede britisk konvoj-tjeneste, da han ikke ville finde sig i det, ham der Hitler lavede.«

Interesserne og holdninger er ekstremt koncentrerede, og de politiske skift har altid handlet om meget specifikke emner, fortæller han. For eksempel dengang han pludselig blev liberal. Det skete ved et tilfælde, da han af uransaglige årsager kom til at læse den østrigske økonom og klassiskliberale tænker Ludvig von Mises bøger.

»Alle de der røverhistorie om undertrykkelse af arbejderklassen, det var noget vrøvl. Jeg følte mig sgu lidt røvrendt.«

Med von Mises’ i baghovedet meldte han sig ind i Liberal Alliance, hvor han var medlem i 10 år. Men da Rasmus Paludan dominerede det seneste folketingsvalg, gik Søren Højbjerg skridtet videre mod højre.

»Som et lyn fra en klar himmel gik det op for mig, at jeg skulle være medlem af Nye Borgerlige. Rasmus Paludan lavede et show på Nørrebro med en koran og noget bacon. Det var åndsvagt og noget fis, men pludselig gik Nørrebro i flammer. Og jeg ved præcis, hvad det var for nogle mennesker, der brændte dæk af og tændte bål. Der indså jeg, at der var noget galt. Det var en alvorlig øjenåbner.«

Hvad åbnede du øjnene for?

»At der er nogle mennesker, der er blevet lukket ind i det her land, som aldrig skulle have været lukket ind.«

Hvad er det for nogle bestemte mennesker?

»Det er nogle mennesker, der er præget af et tankegods, der hedder islam.«

Regler for livet

Søren Højbjerg går til valg med fem mærkesager. Han vil styrke forsvaret, ældreplejen og landbruget. Og jo mere beskatning, der kan fjernes, des bedre. Han vil også have kernekraft til landet, og så vil han rette op på »årtiers forfejlet udlændingepolitik.« Han taler om fanatiske økologister, som vil ødelægge det gode danske landbrug i stedet for at lade markedet gøre sin ting, og på Facebook refererer han til »barbariske mørkemænd,« der vil skade Vesten. Af sine fem mærkesager er det udlændingepolitikken, der betyder mest for ham, og han vender selv tilbage til udlændingepolitikken, når muligheden er der. Hans politiske mål indebærer asylstop, kravet om at udlændinge skal forsørge sig selv, og at kriminelle udlændinge skal udvises efter første dom.

Har du nogensinde fået at vide, at du er racist eller fremmedfjendsk på grund af dine holdninger?

»Jeg erindrer det ikke. Måske en enkelt gang, men jeg ved jo godt, at jeg ikke er racist. Jeg har jo oplevet folk fra et væld af kulturer og været vant til at glo gennem folks hudfarve. Derfor giver det ikke mening. Det er ikke af racemæssige årsager, at nogle mennesker opfører sig, som de gør.«

Han erkender dog, at hans mor »blev lidt paf«, da han meldte sig ind i Nye Borgerlige. Men derudover oplever han ikke så mange ubehageligheder. Det eneste, han kan komme på, er, når han i valgkampen står op klokken seks om morgenen for at vinke til bilister foran et stort banner med andre fra Nye Borgerlige. Nogle bilister giver en tommel op, andre giver en tommel ned, og nogle helt andre giver en langefinger. Men generelt synes han ikke, at det er så ildeset et parti længere.

På reolen i dagligstuen står de første mange James Bond-film, men rækken stopper ved ’Die Another Day’ fra 2002, og det er der en ganske særlig grund til, fortæller han. Han kan nemlig ikke klare, at det hele er blevet så woke, at Bond ikke må ryge længere, eller at en instruktør pludselig tager »en negerpige ind og lader hende lege 007.«

Der er sikkert mange, der vil kalde det racistisk, at du siger negerpige om en sort skuespiller?

»Der mener jeg bare, at Ian Fleming sikkert var en småracistisk gammel mand i 50’erne, og så må man sgu have respekt for, hvad det er for et univers, man er i. Det virker provokerende på mig, fordi man ikke respekterer den kontekst. Så må man bruge den sorte pige i en anden kontekst, hvor det er mere relevant. Ian Fleming var en whiskydrikkende cigaretryger. Come on! James Bond kan heller ikke være amerikaner.«

Ved siden af VHS-båndene står en bog, som har betydet meget for Søren Højbjerg. Det er den canadiske psykologiprofessor og polariserende debattør Jordan B. Petersons bestseller ’12 Rules for Life’. Den bog slugte Søren Højbjerg, og efterfølgende købte han både billet til Petersons foredrag i K.B. Hallen i sommer, og den seneste bog med 12 nye livsregler.

»Det var alle 600 kroner værd,« siger han.

Søren Højbjerg frygter, at Københavns Universitet vil gennemgå det samme, som han ser ske i USA og Canada. En udvikling hvor minoriteter kræver og får mere magt, og eksempelvis vil tvinge andre til at bruge bestemte pronominer.

»Jeg har sgu ikke noget imod mænd, der går i kjole, bøsser og lesbiske. Det har jeg sgu aldrig haft. Men når en lille minoritet af lgbt+minus vil have, at jeg bruger bestemte udtryk og skal forstå dit og sætte mig ind i dat, så synes jeg, at de skal slappe af. Der er stor forskel på, hvad man selv vil have, og hvad man kan forlange af andre. Jeg behøver ikke forstå en anden persons seksualitet, hvis jeg ikke skal have noget af gøre med dem seksuelt.«

Du tror slet ikke på, at samfundet tilgodeser en norm, og at nogle minoriteter kan have det svært i den norm?

»Jo. Men hvorfor skal jeg blandes ind i det? Det gider jeg sgu ikke. De må gøre, hvad de vil.«

Hovedbeklædningsfælden

Ved kommunalvalget i 2021 stillede Søren Højbjerg op i Furesø kommune, hvor han fik 181 personlige stemmer. Det gjorde ham til den 24. mest populære kandidat i kommunen. Også dengang handlede det om udlændingepolitik, minimalstatstankegods og bedre matematikundervisning i folkeskolen, så flere vil læse STEM-fag.

I den kommende tid skal han tage nogle ture i diverse gågader og vinke til morgentrafikanterne fra rabatten. Og så har han nogle enkelte debatarrangementer på sin hjemegn i Farum, hvor han forhåbentlig kan tale om den i hans øjne for lempelige udlændingepolitik. Han er dog lidt vævende, da talen falder på Dansk Folkepartis forslag om, at ældre skal have ret til at afvise hjemmehjælpere med tørklæde.

»Jeg synes, at det er lidt et fælde-spørgsmål. Hvis man har stor kærlighed til liberalismen, så skal man skærme den mod liberalismens fjender, og jeg kan godt love dig for, at islam er en stor fjende af liberalismen.«

Men synes du, at det er okay, hvis personer i hjemmeplejen bliver fravalgt, fordi de bærer tørklæde?

»Man må sige nej, hvis man ikke føler sig tryg ved en bestemt person. Det bliver altså lidt en fælde, lige så snart det handler om tørklæder. Det kunne jo også være et andet menneske, som ikke havde tørklæde, men også havde noget mistænkeligt over sig. Forstår du, hvad jeg mener?«

Nej?

»Det er ikke nødvendigvis tørklædet i sig selv,« siger han og tænker sig om en ekstra gang.

»Der er et eller andet ved de der tørklæder, jeg ikke kan lide. Hvad hvis en person valgte at gå med et rødt armbånd med hvid cirkel og et hagekors. Er det så også mit eget tøjvalg? Jeg ville opfatte det som en uniformering. Tørklædet fungerer som en uniformering.«

Er det ikke en lidt kras sammenligning?

»I forhold til hvad der foregik i Islamisk Stat, så ved jeg ikke, om det er en krads sammenligning.«

Men alle kvinder med tørklæde er jo ikke ligesom »dem fra Islamisk Stat?«

»Lad os vende den om. Hvis vi taler om Stalin, og jeg siger, at stalinisme er noget lort. Er det så det samme som at sige, at alle stalinister var massemordere? De fleste var ikke mordere. Det var et mindretal.«

Det lyder som om du mener, at ældre gerne må sige nej til en hjemmehjælper med tørklæde?

»Det er altså et fælde-spørgsmål. Jeg er udmærket klar over, at det ikke alle kvinder med tørklæde, der har tænkt sig at stjæle mine penge. De fleste muslimer er ikke nogle skiderikker. Men det mindretal, der er nogle skiderikker, er meget stort. Det er størrelsen af det mindretal af skiderikker, der er problemet.«

Ser du egentlig en dystopisk fremtid for Danmark?

»Jeg kunne godt være bekymret. Jeg kan jo se, hvad der foregår i Sverige, hvor dystopien er blevet til virkelighed. Der er områder, hvor der hersker lovløshed. De har dannet enklaver, hvor svensk politi ikke kan komme ind. Det er ikke et spørgsmål om dystopi, men om at være realistisk.«

LÆS OGSÅ: Ph.d.-studerende og folketingskandidat: Jeg håber ikke, du finder mig på Christiansborg om 30 år