Nina Palesa Bonde: »Skulle jeg læse jura og tage gældsvejen, eller skulle jeg blive butikschef i Jysk, så der var løn i morgen?«

Jeg overvejede at blive butikschef i Jysk, inden juraen fik fat i mig. Jeg syntes, det var vanvittigt spændende at arbejde i Jysk i mit sabbatår og første studieår. Nogle ville kalde det fjumreår, men det var vigtige år i min menneskelige dannelse. Jeg er ekstremt nysgerrig, og derfor er juraen perfekt for mig, for den gennemsyrer alt. På godt og ondt. Det handler om at skabe gode kontrakter, at undgå konflikter ved at udvise rettidig omhu, at kunne argumentere og at regulere vores samfund. Jura er en stor del af den samfundskontrakt, vi har med de andre borgere, som vi navigerer med og imellem. Jura er dit liv, og jeg er decideret forelsket i jura! Men der var tvivl.

Skulle jeg læse jura og tage gældsvejen, som jeg havde set mine forældre tynges af, eller skulle jeg blive butikschef i Jysk, så der var løn i morgen? I min opvækst gik mit ene barndomshjem på tvangsauktion. Det var en reel frygt, om jeg havde råd til at læse, for frygten for ikke at have penge sad i mig. For nogle er studielivet benhård overlevelse: Jagten på en bolig, regninger, der skal betales, SU-lån og -gæld. Jeg har empati med de studerende, der ligger søvnløse, mens de stirrer op i loftet og tænker: »Hvad gør jeg, hvis den her elregning slår bunden ud af det hele?« Det gjorde jeg nemlig selv. Og det er typisk ikke noget, man snakker med hverken sine forældre eller studiekammerater om. Min mor hjalp mig, så godt hun kunne på sin SOSU-medhjælperløn. Men jeg havde nok ikke læst jura, hvis det ikke var for SU-systemet. Hold fast, vi skal passe på vores SU-system!

Jeg husker første studiedag som en em af kapable og dygtige folk. Selv var jeg lige flyttet til København og havde intet. Hverken netværk, adgang til ventelister eller forældrekøb. Fuldstændig ren plade. De andre havde selvtillid, penge og indflydelse, og de bar sig selv med en selvfølgelighed. Og vi var ikke engang gået i gang endnu! Vi tog en runde, hvor folk skulle sige, hvad de gerne ville med studiet, og jeg kan huske, hvor mange titler der kom: En ville være anklager, en anden advokat, en tredje departementschef. De sad der, fordi de skulle opnå noget. Jeg sad der bare, fordi jeg gerne ville læse jura. Skulle jeg allerede vælge, hvad jeg ville? Vi var lige trådt ind ad døren!

I mit studiejob som sommerfuldmægtig  fik jeg et råd, jeg stadig sætter pris på. Min daværende og faktisk også nuværende kollega, Knud Erik Schmidt, havde opdaget nogle kommafejl i noget, jeg havde sendt ham. Der gav han mig sådan en knuderiksk brandtale om, at det produkt, vi laver, er så vigtigt for borgeren, at selv få kommafejl forstyrrer helt vildt. Hvis man er i kontakt med systemet én gang med en sag, der handler om, om man må være sammen med sit barn, eller om man skal to år i fængsel, så skal systemet også have tid til at udvise respekt og grundighed og ikke lave kommafejl. Det står jo i modsætning til rigtig meget, vi oplever i dag, hvor alt skal gå så stærkt. Resten af verden skal nok fortælle mig, at jeg skal sætte farten op. Men for borgeren, for samfundet, for din ordentlighed og integritet, må du godt sætte farten ned. Og lige læse det én gang til.

Jeg vil gerne undgå, at retterne forbløder, førend politikere lytter. Hver gang politikerne hører om en eller anden case, er svaret, at det må vi gøre noget ved med strammere og hårdere lovgivning. Bandelovgivning, vanvidskørselslovgivning, strafskærpelsespakker, gør hammeren tungere. En domsmandssag er blevet 20 procent længere på fem år. Men vi har jo ikke fået tilsvarende 20 procent flere ressourcer på området. Så vi løber hurtigere. Det minder mig om dengang for ti år siden, da vi med stille diplomati i lukkede udvalgsmøder gjorde politikerne opmærksomme på, at sikkerheden i retterne var dårlig. Der var hverken råd til scannere eller sikkerhedsvagter. Men politikerne reagerede ikke. Lige indtil en advokat blev dræbt i vores lokaler her. Der var kommet en mand ind direkte fra gaden med et våben i hånden, som skød en advokat. Forfærdeligt. Derefter fik vi penge til sikkerhed. Nu deltager vi i den offentlige debat, for det stille diplomati virker ikke. Det er historisk, for vi er aldrig før gået ud samlet med advokaterne, anklagerne og dommerne med budskabet om, at der er et problem. Sagerne skal føres til tiden, uden at vi går på kompromis med retssikkerheden. Det vil jeg også gerne kæmpe for, at dommere kan i fremtiden.

Mit ønske for de studerende er: stop lige op. Vi har ikke en tidsmaskine, som du kan sætte dig ind i og flyve tilbage og give dig god tid i dine ungdomsår. Det er ekstremt vigtigt at tage sig tid som studerende, for senere i livet tager arbejds- og familielivet over, og der er vilkårene for at tage en pause meget dårligere. Jeg mener ikke, at du skal bruge fire år på at skrive speciale. Men find rummet til at tage dig tid. Du må godt lægge et år til dit studie, uanset hvad Christiansborg banker dig i hovedet om. Du må godt tage på højskole. Du må godt tage på højskole en gang til! Jeg stemplede selv ud helt spontant i sommeren 2022. Med 24 timers varsel. Jeg var frivillig med Muskelsvindfonden til Grøn Koncert, smed alle de der titler og sagde: »Hvad kan jeg hjælpe med? Skal jeg rense toiletter, pante, sælge fadøl?« Det var så fantastisk.

Min mor begyndte at græde, da jeg blev færdiguddannet som jurist. Vi fejrede det ikke med et stort brag og champagne eller sådan noget. Men for mig var det en fejring at sige det til min mor. Hun reagerede ved at begynde at græde, som jeg gør nu. Jeg bliver helt rørt … Det var simpelthen så fedt at kunne fortælle hende det. Hun kommer fra sådan en lillebitte bjerglandsby i Lesotho, der ikke er på landkortet og ikke engang har et navn. Vejene er jordede, og der er den dag i dag hverken rindende vand eller strøm. Og så kunne hun se sin datter blive jurist. Det er fuldstændigt mind blowing for hende. Og det kan vores samfund. Det må vi for Guds skyld ikke ødelægge.

Jeg var den første, der satte Djøf i Pride-paraden. Vi er 100.000 medlemmer i Djøf og en stor del af dem, der beskæftiger sig med menneskerettigheder, er jurister. Jeg søgte Djøfs eventpulje og sørgede for, at vi gik med i paraden, selv om Djøf var forsigtige, og nogle af de mere konservative medlemmer syntes, det var en dårlig idé. Jeg spurgte også Djøf hvor mange sager, de havde om ulovlig behandling af medarbejdere med udgangspunkt LGBT-spørgsmål. De havde ingen sager. Men det er jo ikke fordi, sagerne ikke er der. Så er det fordi, Djøf ikke har gjort tilstrækkeligt opmærksom på, at de gerne vil have de sager fra medlemmerne.

Jeg kalder mig Djøf-tivist, fordi jeg synes, det er generaliserende og nedladende, når folk bruger ordet djøf’er som et skældsord. Det skal forsvinde fra vores sprog nu! Man kan næsten ikke forestille sig en rødvinsmiddag, hvor man taler om det offentlige, uden at den lige kommer. Så knuger jeg mit glas og spørger: »Hvad mener du egentlig med djøf’er?« »Nå, men det er jo dem der, sådan nogle konsulenter og sådan noget.« »Men lige i den her diskussion, vi har nu om plejehjem, sygehusvæsnet eller skoler, hvad er det for en stilling eller funktion, du gerne vil spare på eller synes er unødvendig?« Derefter møder jeg rigtig tit tavshed. Vi er blevet sådan en nem skydeskive for alt det, der måtte være galt. Hvis man vil skælde nogle af Djøf’s 100.000 medlemmer ud, må man være mere præcis. Du skal ikke skamme dig over at være djøf’er.

Mit næste projekt er et motorsavskursus. Det at uddanne sig er en proces, som ikke stopper, bare fordi man bliver kandidat. Jeg har altid elsket at gå i skole. Det er nok også derfor, jeg har så mange uddannelser. Det at blive ved med at uddanne sig, fordrer os til at blive ved med at se verden på en ny måde og ikke bare tage den ind gennem det samme, gamle filter og de samme, gamle forventninger. Jeg håber faktisk, at jeg ugen før jeg går på pension, lige har været på kursus.