Nøglerne, tak

Døren til rektorkontoret er åben, og vi kan gå lige ind – hvor er han? Der kommer han Uniavisen i møde, lidt tøvende, lidt forbeholdent, mens han byder velkommen med sit karakteristiske knirk på den lavmælte stemme. Øjenlågene er tunge, men under deres rullegardin spiller et sæt brune øjne, der er både levende og lune.

Ralf Hemmingsen har dækket op med kaffekopper i Mega Mussel. Vi sætter os i den ene ende af det store mødebord, hvis mahogni er så blankpoleret, at det spejler torsoen med den lyseblå skjorte og den mørke jakke. I inderlommen har han sit lager af nikotintyggegummi.

En horrorlov skal implementeres

Vi begynder i efteråret 2005. Det er brydningstider på det gamle universitet, hvor Ralf Hemmingsen er dekan på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet. Fogh-regeringen har vedtaget en ny styringslov i 2003, som hele det akademiske miljø har besvaret med et skrig.

Loven omstyrter det interne demokrati, hvor universitetsbefolkningen selv vælger sine ledere. Nu skal professionelle bestyrelser erstatte medarbejderdemokratiet, fordi politikerne vil styrke relationen mellem universitet og industri.

I udgangspunktet er jeg ret indadvendt. Tænksom. Jeg kan godt lide ro og fred

Horrorstemningen peaker i grundforskningsmiljøerne, da universiteternes minister Helge Sander erklærer, at universitet og erhvervsliv skal fortættes og formulerer sit dogme om at afkorte vejen ’Fra Forskning Til Faktura’. Ralf Hemmingsen deltager som dekan i kritikerkoret:

»Der var en stor frygt på det samlede universitet. Hvor skulle det hele ende med den reforms kortsigtede erhvervstænkning? Bliver universiteterne en slags udviklingsafdeling for industrien?« siger han, der selv var med til at formulere et meget kritisk høringssvar til politikerne.

Høringssvar eller ej, universiteterne fik deres bestyrelser, og Københavns Universitets bestyrelse er spritny og har daværende nationalbankdirektør Bodil Nyboe Andersen for bordenden, da den i efteråret 2005 skal beslutte, hvem den vil ansætte som rektor.

Hemmingsen husker, at han slog fast til jobsamtalen, at rektor er garant for den akademiske kultur og hele værdisættet for universitetet. En slags ankermand for grundforskningen.

»Det indgik jo meget tydeligt i den politiske kontekst – også i loven – at man ønskede et mere udadvendt universitet, og der var meget opmærksomhed på, om den nye konstruktion ville medføre en fundamental ændring af universitetets rolle.«

Den udbredte frygt for at erhvervslivet ville mosle ind og tvinge armen om på grundforskningen har siden vist sig at være ubegrundet, mener Ralf Hemmingsen i dag, hvor vi gør status over 11 års op- og nedture.

»I øjeblikket er de store industrivirksomheder nogle af vores allerstærkeste støtter, for de fastholder over for politikerne, at dyb faglig indsigt kombineret med en villighed til at interagere med dem, er essentiel. Det kunne man ikke vide dengang.«

Det blev ikke industrien, Ralf Hemmingsen skulle bande over i sin sidste periode af de 11 år han fik som rektor for universitetet.

Hentelys

Tænkte du over, at du som den første ansatte rektor ville mangle den naturlige legitimitet, som de medarbejdervalgte rektorer havde?

»Ja, det gjorde jeg i høj grad. Men jeg havde trods alt været valgt dekan i tre et halvt år. Der havde jeg nok lidt legitimitetsmæssig hentelys,« siger Ralf Hemmingsen og stiger en halv tone på det usædvanlige ord, »fordi jeg havde prøvet at køre en rigtig valgkamp. Der var tre kandidater, valgmøder, hele maskineriet, så jeg var ligesom testet på en større kreds, som SUND jo var.«

Når rektor, dekaner og institutleder ansættes i dag, har de ikke universitetsbefolkningens flertal med som et godt rygstød i deres arbejde, og det er en udfordring, mener Ralf Hemmingsen:

»I dag hvor der ikke er noget hentelys, er det en større udfordring – og det er klart en løbende proces at sikre legitimiteten.«

Rektors sherry

Den 1. marts er det Henrik C. Wegener , der rykker ind og skal etablere den fornødne legitimitet som leder for universitetets 50.000 diskussionslystne ansatte og studerende.

Men først skal han møblere det historiske kontor i Nørregade med udsigt til Folkekirkens Nødhjælp og Sankt Petri Kirke, der sukker af historie.

Interiøret er klassisk, god smag: Gyldne rammer, teglgule vægge, mørke stilmøbler og kulturradikale lampetter. Fire ovale rektorportrætter har været her siden rektor Kjeld Møllgaards tid. På væggen bag skrivebordet hænger dog en ekspressiv sag og larmer med sine elektriske blå kubismer. Om det abstrakte Richard Mortensen-værk siger Ralf Hemmingsen:

Når mørkemænd påstår, at masseuniversitetet har indebåret en lavpandet studentermasse, er jeg uenig

»Det var et, Linda (Nielsen, rektor 2002-05) fik hængt op. Det var lidt voldsomt for mig, så jeg flyttede det hen bag arbejdsbordet. Og de to der, som er lidt mere stilfærdige, har jeg selv lånt af Ny Carlsbergfondet,« siger han med et nik i retning af to kønne naturmalerier i kystnære farver.

»Og herinde,« siger Ralf Hemmingsen og åbner døren til et højt, slankt kabinet, »havde Mogens Fogh sine flasker og cigarer. Det var herfra, studenteroprørerne tog hans tobak og sherry, da de besatte kontoret. Så sad de herude på gangen og tømte rektors flasker og røg store cigarer.«

Oven på kabinettet står små gavesouvenirs, som Ralf Hemmingsen har fået på rejser. Han løfter en fint udskåret lille æske i cedertræ op og drejer den mellem hænderne:

»Sådan nogle er de glade for i Kina, de bruger dem til deres visitkort,« siger han og antyder med et lille smil, at han ikke selv har for vane at dele guldrandede visitkort ud fra en lille trææske.

Oprydnings-arbejdet

Nabokontorerne bebos af prorektorerne, der i Ralf Hemmingsens cheftid er vokset fra en til to. Hele administrationen på Frue Plads har fået en overhaling.

»Da jeg trådte til, var administrationen spredt rundt på en masse små kontorer, og der var en forventning om, at der skulle ske en tydeliggørelse af forvaltningens formål og retning. Den daværende universitetsdirektør havde 17 personlige referencer eller sådan noget,« siger Ralf Hemmingsen og hæver et bryn.

Allermest påtrængende var behovet for professionel og gennemsigtig ledelse, for det fandtes ikke, siger han.

»I den gamle model, hvor nogen var valgt, bestemte de hovedsageligt hvem der skulle være professor, og så var der noget ressourcemæssigt omkring fordelingen mellem institutterne, men der var ikke en egentlig professionel ledelse for det samlede personale.«

En HR-afdeling havde universitetet ikke. Der var et personalekontor, der varetog juraen, men der var overhovedet ingen udviklingsaktivitet, så også der tog Ralf Hemmingsen fat:

»I mine første år var der også mange, nok især TAP-personalet (det teknisk-administrative personale, red.), der efterspurgte reel ledelse. Introduktion, ansættelse, coaching, krisehåndtering – at lederne selv udvikler sig og accepterer noget feedback, det fandtes ikke. Det er vigtigt, at man agerer nogenlunde gennemskueligt og professionelt for det samlede personale. Og det er en fordel ved den nye model, at det er lettere, fordi forventningen er der.«

Alt nyt fra Borgen er dårligt nyt

En anden forventning var, at politikerne efter at have påduttet universiteterne professionelle bestyrelser, ville give dem et større ansvar, for det var en udtrykkelig intention med loven af 2003 at den centrale regulering skulle være mindre.

»Det er i den grad ikke sket,« siger Ralf Hemmingsen og tager en dyb indånding inden han besvarer mit spørgsmål om ledelsens forhold til politikerne:

»Jeg vil tillade mig en kort forelæsning på to-tre minutter.«

»Bureaukratiet er bare vokset. Der er udviklingskontrakt, revision, ministertilsyn, rigsrevision og selvfølgelig hele den økonomiske styring. Derudover er der byggestyring, som ligger i et andet ministerium, men som også er kæmpestort. Der er lag på lag af styrings- og kontrolmekanismer og inden for hver af dem udmøntes der detaljer, detaljer, detaljer.«

Alle, der har en tilknytning til KU har i de senere år skullet lære at sige fremdriftsreform, dimensionering, omprioriteringsbidrag og mere forvaltningssprog givet af politikernes intervention.

Det var en trist sag, og den belastede universitetet meget i en periode, men jeg er hverken vred eller sur på nogen

Ralf Hemmingsen om Penkowa-skandalen

»Detailreguleringen af uddannelserne er total, og alligevel klager politikerne over, at der bliver lavet for mange nye uddannelser. De har ikke haft det politiske mod til at bremse det, og nu hedder det sig, at det er bestyrelserne der har været uansvarlige. Det er meget godt, men jeg har selv indtil for tre år siden hørt ministeren forklare, at vi nu skulle optage 500 flere studerende få måneder før deadline, hvor udbuddet allerede var besluttet,« siger Ralf Hemmingsen.

Forventer man så til gengæld, at den politiske reguleringsiver skyldes stærke visioner på uddannelses- og forskningsområdet, må man ifølge rektor nummer 258 – hvis tone nu bliver endnu mørkere – tro om igen:

»I øjeblikket er der ingen langsigtet, politisk strategi for forskningsudviklingen i Danmark, og det anser jeg for en af de helt store politiske problemstillinger. Hvis vi som et land uden ret meget andet råstof end brains skal klare os godt, er Danmark nødt til at genetablere en forskningsstrategisk tænkning. Globaliseringen betyder jo at permeabiliteten (gennemstømningen, red.) af kloge hoveder ind og ud af landet er steget dramatisk.«

Helge Sander har ikke fuldt fortjent sit dårlige eftermæle, mener Ralf Hemmingsen, for han gav faktisk forsknings- og innovationsmiljøerne mulighed for at lægge langsigtede strategier med solide midler fra den daværende globaliseringspulje:

»Der var et handlerum for en positiv udvikling. Som politiker skaffede Sander universiteterne 10-14 milliarder, og den vældige investering gjorde det muligt for KU at løfte sig.«

De senere år har ledelsen skullet finde to procents besparelser årligt og dertil gav finanslov 2016 et kraftigt økonomisk hug til universiteterne, med en fyringsrunde i foråret 2016 som kedelig konsekvens.

»Vi er steget op på globaliseringspenge. Vi svæver i ballonen nogenlunde stadigvæk, men det er ved at være på dampene. Hvis ikke der kommer et nyt blus under gassen og lampen bliver tændt igen, så ryger vi ned i trætoppene.«

Rektors nikotin

Forelæsningen om politikernes manglende visioner er slut. Ralf Hemmingsen smutter et nyt nikotintyggegummi frem fra inderlommen. Det sker flere gange i timen. En diskret manøvre, som jeg kun opdager, fordi jeg deler hans last og elsker lyden af den lille hvide brik, der bryder folien med et klik. På spørgsmålet om nikotinens virkninger, svarer han:

»Nikotin har en stimulerende virkning. Man bliver lidt mere … på. Afhængighedsgraden er på niveau med heroin. Inden jeg tyggede tyggegummi røg jeg cigarer, cerutter og pibe, så jeg har aldrig prøvet at være uden nikotin,« siger Ralf Hemmingsen og sender tre små puf af luft ud gennem næsen i et fnis.

Når man er rektor skal man selvklart kunne træde frem og være på. Men det er nu den tilbagetrukne rolle som reflekterende og analytisk strateg, der passer Ralf Hemmingsen bedst. De udadvendte aktiviteter og netværksarbejdet overlader han oftest til prorektor Lykke Friis, der shiner i den offentlige rolle.

Han beskriver sig som introvert:

»I udgangspunktet er jeg ret indadvendt. Tænksom. Jeg kan godt lide ro og fred. Ikke at jeg er socialt angst, jeg kan godt skrue op for det og tale til forsamlinger og stormøder – jeg kan også lede dem hvis jeg skal – men jeg foretrækker, at der ikke er for mange mennesker ad gangen.«

Penkowa – giver ikke hjertebanken

Ralf Hemmingsen fik brug for at tale sin sag til masserne, da Danmarks største forskningsskandale ramte KU halvvejs i hans rektorperiode ved årsskiftet 2010/11. Mange tråde ledte tilbage til ham, der var dekan på det fakultet, der helt usædvanligt lod Milena Penkowa indlevere en revideret doktordisputats, siden ansatte hende i et professoratvikariat og toppede med at skaffe hende den fornemme Eliteforsk-pris.

»Bygningsstyrelsen er bygherre. De bestemmer, vi betaler – og i dag er overskridelserne ude af kontrol«

Med Weekendavisens journalistiske mellemkomst blev Milena Penkowas dokumentfalsk og videnskabelige uredelighedssager allemandseje, og internt krævede mange professorer Ralf Hemmingsens afgang. Ingen anden enkeltperson har fået sit eget faneblad på universitetets hjemmeside, men bestyrelsen stod last og brast, og Ralf Hemmingsen red stormen af. I dag fortryder han at indstille hende til Eliteforsk-prisen (som hun senere blev frataget), for han vidste jo godt, at en fond havde politianmeldt hende for misbrug og dokumentfalsk.

»Det var en fejlopfattelse, at vi indstillede hende. Vi havde drøftelser herinde med det juridiske apparat, og den samlede vurdering var, at når der ikke var en afgørelse der stemplede hende, så skulle man ikke lade det have indflydelse. Kammeren (Kammeradvokaten, red.) skrev i sin store udredning, at man udmærket kunne have ventet, fordi hele sagen var for rodet. Det var måske en vis grad af naivitet.«

Så når jeg siger Penkowa til dig i dag, så siger du?

»Det er ikke sådan, at jeg får hjertebanken ved tanken. Jeg synes, det har været en rigtig trist sag. På mange måder var Milena Penkowa en lovende person. Udredningen af alle hendes mange artikler, viste, at der har været falsknerier, og nogle har fået kritik for videnskabelig uredelighed, men der var også mange, som den internationale kommission ikke kunne finde noget på. I den forstand er det tragisk at en potentielt dygtig forsker har fået rodet sig ud i så mange usandheder, der har væltet det hele og i øvrigt skadede universitetet.«

Hun har fået en artikel publiceret i et videnskabeligt tidsskrift for ganske nyligt, hvad tænker du om det?

»Det har jeg ingen kommentarer til. Jeg synes det var en trist sag, og den belastede universitetet meget i en periode, men jeg er hverken vred eller sur på nogen. Det var en tung sag vi skulle igennem. Jeg har ingen kommentarer til, hvad Penkowa laver nu, hvor hun ikke er her mere.«

Det store sorte punkt

I disse uger er der anderledes muntre begivenheder at tale om. På KUA3 pakker jurister, teologer og Det Informationsvidenskabelige Akademi flyttekasser ud. De nedre undervisningslokaler og de øverste etager i Mærsk Tårnet er åbne og har givet sine første gæster et benovet kig over Københavns skyline. Og på Nørrebro rejser naturvidenskabens nye bygning sig langsomt. Københavns Universitet har ikke fået nye bygninger siden halvfjerdserne, men i Ralf Hemmingsens rektorperiode har kranerne danset for KU. Om byggeboomet siger han:

»Selvfølgelig kan man lave geniale opfindelser i gamle bygninger, men når man har en forpligtelse over for et stort antal studerende og vil tiltrække dygtige ansatte, så skal der være progression i det. Hvis vi skulle vente 10-15 år, havde vi stået med noget helt utidssvarende.«

Nybyggerierne ligner unægtelig et fysisk vidnesbyrd om velstand og fremgang på universitetsområdet. Men backstage er bygningsområdet blevet Ralf Hemmingsens helt store fortrydelse, for i hans skrivebordsskuffe ligger et afslagsbrev:

»Jeg har ingen forestilling om at embedsmændene ikke forvalter sagligt, jeg siger bare, at det er en syg incitamentsstruktur«

»Det er for mig det store, sorte punkt, at det ikke lykkedes at få bygningsselveje. Det har været helt molboagtigt til tider. Det er universitetet, der har behovet, som vi beskriver, men det er Bygningsstyrelsen, der er bygherre. De bestemmer, vi betaler – og i dag er overskridelserne ude af kontrol,« siger han og tager et nyt tyggegummi:

»Det er en meget mærkelig incitamentsstruktur i den offentlige sektor. Hvis man er ondsindet, kan man sige, at der på strukturelt niveau er incitament til at gøre sagerne så dyre som muligt, fordi Bygningsstyrelsen skal levere et overskud til Finansministeriet. Jeg har ingen forestilling om at embedsmændene ikke forvalter sagligt, jeg siger bare, at det er en syg incitamentsstruktur.«

Universitetet afleverede ellers i 2015 et gennemarbejdet og godt forslag, hvor KU ville betale procentuelt mere for selv at eje sine bygninger end DTU betaler, siger Ralf Hemmingsen:

»Vi kom aldrig til en forhandling om selveje. Man meddelte bare, at regeringen ud fra et overordnet samfundshensyn mente, at det ikke var hensigtsmæssigt.«

Det er en fiasko, siger den afgående rektor, ikke bare personligt, men for både universitetet og det øvrige samfund, at det ikke lykkedes:

»Det er en stor sag. Det er et strukturelt problem. Det er illogicality. Det koster skatteborgerne penge, og det ærgrer mig. Der ligger en opgave i at få skabt nærhed og tillid mellem universiteterne og ministeriet, så selvejet vil være naturligt i en tættere alliance. Den opgave ligger og venter.«

Tilbage til katederet

Når Ralf Hemmingsens afløser, Henrik C. Wegener, skal ud og løse den og andre fremtidige opgaver, skal Hemmingsen ikke hjem og læse bøger af Georges Simenon og rejse hele opsparingen op med familien, selv om han holder umådeligt af begge dele.

Han skal tilbage til sin professorstilling og undervise overbygningsstuderende i psykopatologi, læren om psykiske symptomer på medicinstudiet, og hans forberedelser begynder nu.

Glæder du dig til at skulle tilbage og undervise?

»En af mine gamle overlæger på Kommunehospitalet sagde, når jeg blev for pædagogisk i min måde at tale om ting på: ’Jeg kan godt høre du er degnesøn’ (sagt med drævende diktion). Så ja, jeg har nok det pædagogiske, didaktiske med fra min opvækst. Og jeg glæder mig bestemt.«

Degnesøn er han rigtignok. Ralf Hemmingsens far var adjunkt i biologi, geografi og kemi på Efterslægtsselskabets gymnasium og gennem 25 år rektor på Roskilde Amtsgymnasium.

»Min far var ikke højakademisk, men han havde da lavet noget forskning i sin ungdom og været på nogle faglige rejser og sådan noget. Jeg var med ham ovre på hans skole og se laboratorierne, så jeg havde sådan en fornemmelse af hvad det akademiske miljø gik ud på.«

Barndommens have

Ralf Hemmingsens beskrivelse af barndommen er lykkelig:

»Vi boede på Brønshøj kirkebakke, der var god til både rulleskøjter og sæbekassebiler. Vi havde jo haver, så der var huler, træhytter i træerne og kravlesnore. Og selv om mødrene var hjemmegående, pylrede de ikke ud i haven for at se hvad vi lavede.«

Ralf Hemmingsen betegner miljøet som »et forstadskvarter med temmelig meget liv rundt om i de mentale aktiviteter.« Hans kammerater var sønner og døtre af indflyttere fra nordsjællandske gårde, og den særlige ånd de bragte med sig var slet og ret karakterdannende, mener han:

Vi er steget op på globaliseringspenge. Vi svæver i ballonen nogenlunde stadigvæk, men det er ved at være på dampene

»Jeg fik en meget kraftig fornemmelse af det grundtvigske højskolemiljø med samvær, sange og klaverspil. Det landgrundtvigske kom til at betyde meget for mig. Det gav en god chance for at få meget bredde ind i mine første 15 år.«

Ralf Hemmingsen er et ordhoved, men når vi nærmer os de mest personlige sager, finder han den første vej ud.

Da jeg spørger, hvilken far han selv er, når hans ubekvemhed helt ud i højre hånd, der lander tungt i bordet mellem sætningerne som for at lægge de nærgående spørgsmål ned.

»Det må man jo spørge dem om, men så langt synes jeg ikke, vi skal gå. Jeg ser dem tit, også dem der ikke bor derhjemme. Jeg har … jeg synes selv jeg har et meget nært forhold til dem, og vi har en tradition for at rejse sammen.«

Hans forældre blev skilt, da han var ti, men to ting hjalp ham igennem, mener han: det højskoleagtige fællesskab i miljøet i Brønshøj, hvor han blev boende hos moren, og rejserne som faren, der stiftede ny familie med tre børn, tog ham med på:

»Min far introducerede det med at rejse ud i Europa. Det er det, han stod for, der har betydet eksistentielt mest for mig. Han var en lidt rastløs sjæl, og han kunne godt lide lidt action.«

Ralf Hemmingsen har været i Paris 45 gange.

Humanist eller mediciner

Gymnasieårene plantede en interesse for de humanistiske fag i Hemmingsen, der var optaget af både sprog og historie og også arvede sin mors store interesse for musik. Men læge ville han også gerne være, for så kunne man jo arbejde med den menneskelige hjerne. Så hvad skulle han vælge?

»Jeg vaklede indtil den sidste time mellem historie og medicin. Og jeg kan ikke gøre rede for valget. Havde deadline været tre timer tidligere, var det blevet historie.«

Der var ingen læger i familien, så student Hemmingsen var ’anspændt’ over om han ville kunne klare det krævende studie, han begyndte på i 1968:

»Det ansås for svært, og det er det sådan set også. Især i begyndelsen. Vi var 800 på årgangen. Efter første år var der en stopprøve med 5-6 eksaminer, hvor 70 procent dumpede, så jeg var bestemt nervøs. I månedsvis sagde jeg: ’Jeg kan ikke tale med nogen før efter den 19. juni’.«

Men Ralf Hemmingsen bestod. Han blev cand.med. i 1975, dr.med. i 1981 og siden speciallæge i psykiatri. I 1995 fik han et professorat i psykiatri ved Københavns Universitet, og resten er historie.

Ro på, studerende

Det er en analytisk stærk og veloplyst generation af opvakte unge mennesker, der venter i undervisningslokalet, mener degnesøn Hemmingsen. Han spår, at deres puls er høj og deres viden om verden kolossal, ikke mindst på grund af de digitale medier, og det han gerne vil gerne lære dem er … at stoppe op:

I øjeblikket er de store industrivirksomheder nogle af vores allerstærkeste støtter

»Menneskets mentale grundtræk – og de ting der kan blive forstyrret – ændrer sig ikke med samme hast som de elektroniske medier. Og der kan ligge en opgave i at formidle det til de studerende: Ro på. Man er nødt til at koncentrere sig lidt for at blive i stand til at bruge fænomenologi, altså evnen til ved hjælp af en samtale – og information om hvordan folk gebærder sig i øvrigt – at danne sig et helhedsbillede af den anden person for at finde ud af hvordan man bedst kan hjælpe dem, og det nærmer sig en generisk, fundamental psykisk funktion at kunne det.«

Ralf Hemmingsen ser lyst på udviklingen i studentersegmentet, siger han:

»Når mørkemænd påstår, at masseuniversitetet har indebåret en lavpandet studentermasse, er jeg uenig. I dag er de bedste endnu bedre end for 30 år siden. Den helt store gruppe er hverken dårligere eller bedre end dengang. Det kan godt være, at fem-ti procent ikke ville være sluppet igennem tidligere, og det giver da nogle udfordringer. Men det samlede billede er stærkt.«

Det lyder på dig, når man går uden om det sorte punkt, som om det har været verdens bedste job at være rektor for Københavns Universitet?

»Ja, det vil jeg nok sige. Som teenager kan jeg huske, at jeg i min lidt naive autoritetsbeundring tænkte, at biskop, rigspolitichef og rektor stod frem som de tre mest attraktive og fornemme titler. Det har været en glæde og et privilegium at være rektor på KU, og hvis en eventyrfe gav mig valget mellem de tre – eller for den sags skyld forsvarschef eller pave – ville jeg vælge rektorposten igen.«

Men så ville han også have nøglerne.