Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Kultur
Interview — »Der er nogle lysende ikoner i tiden, som bærer civilisationen fremad,« siger kunstneren Kristian von Hornsleth, som har skaffet pengene til at rejse en 2,5 meter høj skulptur i bronze, der hylder dna-forskeren Eske Willerslev.
Skulpturer og statuer over store forskere er ikke noget særsyn, slet ikke på Københavns Universitet, men monumentet over dna-professor Eske Willerslev skiller sig ud, for det vil med meget stor sandsynlighed stå færdigt, mens han selv er i live.
Kunstneren Kristian von Hornsleth siger nemlig, at han med hjælp fra samarbejdspartnere har skaffet de 1,6 millioner kroner, som det koster at rejse en skulpturel fortolkning af Willerslev ved idrætsparken i Hørsholm, hvor den skal være rollemodel for områdets unge. En stor del af pengene er tjent ved salg af mini-versioner af den endelige skulptur til en pris på 10-50.000 kroner per styk.
Den store skulptur får titlen ‘Forskeren’, og den ligner, som man kan se på billedet foroven, et menneske, der enten er i løb med fartstriber efter sig, eller på en eller anden måde er fastfrosset i metal.
»Det er en hyldest til forskningen, for jeg mener også, at kunst er en slags forskning,« siger Kristian von Hornsleth. »Jeg har mødt Eske Willerslev nogle gange, og vi deler en fascination af den grundforskningstanke, der ligger i at kaste sig ud i den store uvidenhed.«
Hvis lille Frederik eller Mohammed eller Katrine går forbi, tænker de: hvad er det for noget og hvem er han?
Kristian von Hornsleth
Kunstværket er ifølge Kristian von Hornsleth en påmindelse om individers bidrag til civilisationen, og han siger, at han som ung læste om videnskabsmænd som Einstein og Bohr og pionerer som Wright-brødrene, der foretog verdens første motordrevne flyvning i 1903.
»I dag er det jo folk som Elon Musk,« siger han. »Der er nogle lysende ikoner i tiden, som bærer civilisationen fremad.«
»Eske mindede mig om, at hvis der ikke er nogle skøre mutanter som ham, så kommer der ikke noget ny forskning frem. Så bliver det hele nogle 13-tals-piger, der sidder og venter på læreren og sidder med deres skinnende ipads og kigger på Family Guy og Justin Bieber,« siger Kristian von Hornsleth.
Hvordan skal sådan et stykke bronze hive de unge væk fra Family Guy og Justin Bieber?
»Hvis lille Frederik eller Mohammed eller Katrine går forbi, tænker de: hvad er det for noget og hvem er han? Det er sgu da spændende. Hvad er dna-forskning? Hvad er celler? Hvad er sygdomme? Hvad er overgrebskapitalisme? Hvad er overvågning? Hvad er journalistik? Pludselig får de en god idé, og så redder vi planeten fra klimaet og menneskeheden. Det er et meget ydmygt håb.«
Ja, eller ikke ydmygt, det er da et stort håb.
»Vi ikke skal være eliteforskrækkede,« siger Kristian von Hornsleth, der ignorerer Uniavisens kommentar. »Team Danmark satser på dem, der er sindssygt dygtige. Det nytter ikke noget, at folk som Eske Willerslev skal stå i kø bag alle mulige middelmådige forskere til at få midler. Vi må lære kulturen, at det er de der skøre tosser, vi skal satse på. Der skal gives mere frihed til superprofessorerne, for de har ikke andet i hovedet end at lave deres forskning. De løber ikke med pengene og investerer dem offshore, som alle andre gør.«
Apropos elite, hvorfor skal statuen stå i landets tredjerigeste kommune? Hvorfor er det de rige, der skal have Eske Willerslev?
»Det er en buddhistisk tilfældighed,« siger Kristian von Hornsleth. »Jeg arbejder ud fra et buddhistisk princip om, at de mennesker jeg møder på min vej, er dem jeg arbejder med. Jeg har været i kontakt med Københavns Universitet og fik den besked tilbage, at de ikke turde sætte den op, fordi de andre professorer ville blive sure.«
Også Gentofte Kommune fik ifølge von Hornsleth et tilbud om at modtage Forskeren, men takkede nej. »Borgmesteren sagde, at Bodil Kjer og Poul Reumert er mere kendte, så hvorfor skulle det være Eske? Han kunne ikke se idéen med Eske som lysende symbol for en hel generation og en åbenhed over for samtidens muligheder,« siger Kristian von Hornsleth.
De Djøf-typer, der sidder i fondsbestyrelserne ved ikke en skid om, hvad kunst er, de ved ikke andet end hvad der passer ind i deres små fucking firkanter.
Kristian von Hornsleth
»Så var det jeg mødte en spændende fyr, der hedder Lars Seier (Christensen, red.) fra en bank, der hedder Saxo, og han er
Kristian von Hornsleth siger at Stadion Allé i Hørsholm er »en udfordrende lokalitet«.
»Der er noget kontrapunktisk til stedet. Der er en immanent kritik af systemet.«
Er det korrekt, at den koster 1,6 millioner kroner? Og hvordan bliver den lavet?
»Ja, den bliver modelleret op i ler 2,5 x 1 meter, og så bliver den formstøbt i gips, og derefter støbt i en gummiform, og så bliver der lavet en bronzefigur i den. Det bliver lavet i Kina. Det er desværre ikke billigere derude, men de er sindssygt dygtige. De laver buddhastatuer i 30 meters højde og har 10.000 års historie med bronzestøberi. Folk må ikke tro, det er noget Taiwan-lort,« siger Kristian von Hornsleth.
Har nogen aktivt søgt at stikke en kæp i hjulet på projektet?
»Nej, ikke andet end at 23 fonde har sagt nej. Nu udstiller vi afslagene i den coffee table-bog, vi laver [om projektet]. De Djøf-typer, der sidder i fondsbestyrelserne ved ikke en skid om, hvad kunst er, de ved ikke andet end hvad der passer ind i deres små fucking firkanter,« siger Kristian von Hornsleth.
Seneste forskerhyldest var i 2019
Det er en tradition at forevige store forskere i kunsten, og alene foran Københavns Universitets hovedbygning står en hel række buster af fortidens lærde.
Senest tilkomne ved Frue Plads i det indre København er seismologen Inge Lehmann (1888-1993), som bliver hyldet i en lidt abstrakt skulptur af Elisabeth Toubro.
»Der har faktisk været støtte fra et privat selskab, nemlig medicinalfirmaet Ferring. De har puttet 500.000 kroner i det. De har sponsoreret Eskes forskning. De har ikke et stort behov for at blære sig med det, de gør det bare. De er meget dygtige og søde.«
Hvem har købt de små skulpturer, der finansierer den store?
»Det er en hær af lokale folk i Hørsholm og omegn, der har indset, at folk ikke nogen forbindelse til alt det lort, vi sætter op i rundkørslerne . Jeg siger til dem, I får lov at købe dem her til en god pris. Der er fire størrelser, hvad har I? 10 – 20 – 30 eller 50.000? Så kan I være med. Så laver vi 50 af dem, og når der så er solgt for cirka en million, er vi kørende, og det nåede vi her for nylig.«
»Jeg piver ikke over ikke at få ja til nogle legater, men jeg synes, det er sjovt, at de ikke kan rykke lidt på paragrafferne for Danmarks fedeste forsker. Der er mange dygtige forskere, det er ikke dét – men Eske har det der særlige bipolare gear, der gør ham meget underholdende og formidlende.«
Kristian von Hornsleth siger, at de danske fonde i virkeligheden bruger penge, som kunne være betalt i skat, når de støtter forskning eller kunst.
»De danske fonde er betalt af skatteyderne. Når A.P. Møller og Lundbeck tager penge ud af overskuddet og lægger det i fonde, skal de kun betale 10 procent i skat, mens vi andre skal betale 50 procent. De sidder og spiller skrankepaver og kloge for vores penge, kan du følge mig? Det er sgu da totalt udemokratisk, og så skal vi stå og bukke og neje for de tosser? Nej tak, du, vi klarer den selv.«
Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Eske Willerslev inden deadline.
Angående Kristian von Hornsleths udtalelse om at have været i dialog med Københavns Universitet, har Uniavisen ikke kunnet opklare forløbet, men forhenværende prorektor Thomas Bjørnholm bekræfter at have talt med von Hornsleth, men siger, at han ikke husker, hvad de præcis talte om.