Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Nu er den sociale arv i uddannelse lige så stor som i USA. Så hvad kan Københavns Universitet gøre?

Danske unge får et liv, der ligner deres forældres. Den sociale arv i uddannelse er steget markant de sidste 20 år. Faktisk så meget, at den er lige så høj, som i USA. En løsning kan være sociale kvoter, men det rummer også problemer.

I Danmark er uddannelse gratis for alle. Vi har SU. Vi er ét af de lande i verden, hvor du har bedst mulighed for at tage lige præcis den uddannelse du vil, uanset hvilket hjem du kommer fra. Nogenlunde sådan har fortællingen om det danske uddannelsessystem med et meget lavt niveau af social arv lydt i lang tid. Men noget tyder på, at den fortælling skal skrives om.

I et nyt studie har Kristian Bernt Karlson fra Sociologisk Institut på Københavns Universitet og Rasmus Landersø fra Rockwool Fondens forskningsenhed kortlagt, hvordan den sociale arv i uddannelse har ændret sig for årgange født mellem 1911 og 1987.

Og konklusionen er både klar og overraskende: Efter at være faldet fra et meget højt niveau for danskere født frem til mellemkrigstiden til et markant lavere niveau for danskere født i 1960’erne, er den sociale arv i uddannelse steget markant. For danskere født i 1987 (det er den yngste årgang, der kan følges helt til enden af sit uddannelsesforløb) er den sociale arv i uddannelse lige så høj som i USA. Ja, faktisk lidt højere.

»Vores undersøgelse viser, at fortællingen om Danmark som et af de lande i verden, der har lavest social arv, sådan set er rigtigt nok. Det gælder bare kun for nogle særlige årgange eller generationer. Nemlig den generation man kan kalde den første store ’velfærdsgeneration’. Men det har vendt for dem, der er født i 70’erne og 80’erne, som ellers er dem, der er vokset op i den mest omfattende velfærdsstat,« siger Kristian Karlson.

Lange uddannelser driver den sociale arv i vejret

Det er faktisk i høj grad de mange lange universitetsuddannelser, der kan forklare, hvor den sociale ulighed er steget med næsten 50 procent på 20 år.

Det er måske ikke optagelsessystemet, der gør den store forskel, med mindre man laver noget radikalt som for eksempel kvoter.

Kristian Bernt Karlson, lektor på Sociologisk Institut

Hvor de tiltag, der førte til en markant reduktion af den sociale arv i uddannelse for årgange født i 1940’erne og frem til 1960’erne skyldtes en udvidelse og udbredelse af grundskolen, skal forklaringen på den stigende sociale arv findes helt oppe i toppen af uddannelsessystemet.

Uddannelsesniveauet er nemlig stigende. Hvor kun op til 15 procent af danskere født i midten af det tyvende århundrede har en videregående uddannelse, gælder det for 40 procent af dem, der er født i slutningen af 80’erne. Man da det er primært børn fra ressourcestærke hjem, der fuldfører en videregående uddannelse, har uddannelsesløftet i toppen af uddannelsessystemet ført til, at den sociale arv er steget voldsomt de sidste 20 år.

Forsker: Optagelsessystemet skal tænkes om

Det nye studie siger ikke noget om, hvorfor det primært er børn fra ressourcestærke hjem, der har uddannet sig, hvorved den sociale arv er øget. Men Kristian Karlson, der også har siddet i regeringens SU-ekspertudvalg og har været Uddannelses- og Forskningsministeriets sparringspartner på en stor evaluering af optagelsessystemet til de videregående uddannelser, vil gerne give et forsigtigt bud på, hvad Københavns Universitet kan gøre for at imødegå den stigende sociale arv.

»Det ligger jo i hele optagelsessystemet til de videregående uddannelser. Der er nogle interessante diskussioner om kvote 1 og kvote 2. For i virkeligheden lader det til, at kvote 1 skaber mere diversitet end kvote 2.«

Og den erkendelse kunne få KU og andre universiteter til at tænke nyt, siger Kristian Karlson:

»Det kan være, hvor man simpelthen går ind og laver kvoter på baggrund af social bagrund, lidt ligesom man diskuterer i rekruttering til bestyrelser i forhold til fx køn.«

Om det er politisk muligt og moralsk ønskeligt, ved han ikke. Sociale kvoter rejser også en diskussion om, hvorvidt det er retfærdigt, at en gymnasieelev, der har klaret sig godt i skolen, skal forhindres i at få plads på en uddannelse, fordi pladsen er reserveret til en anden med ringere meritter.

Men hvis det er universiteterne, der skal være med til at vende den udvikling, er det alligevel værd at overveje, for som Kristian Karlson siger:

»En af konklusionerne fra Uddannelses- og Forskningsministeriets rapport om optagelsessystemet var, at selektionen i, hvem søger ind på hvilke uddannelser, sker længe inden de studerende søger ind. Derfor er det måske ikke optagelsessystemet, der gør den store forskel, medmindre man laver noget radikalt som for eksempel kvoter.«

Seneste