Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Ny studenter-forperson vil have studerende tilbage før barerne åbner

Q&A — Danske Studerendes Fællesråd har fået ny forperson. Mike Gudbergsen vil have flere penge til uddannelse, færre dispensationsansøgninger, og så vil han have universiteterne åbnet før barer og caféer.

Den nye forperson for De Studerenes Fællesråd (DSF) har travlt, og Uniavisen kan lige blive klemt ind mellem to møder. Mike Gudbergsen har netop overtaget roret fra Johan Hedegaard Jørgensen, der har takket af efter to år.

Hvad vil du bruge dit formandskab til?
»Jeg vil bruge det på at kæmpe for studerende, og kæmpe for at få flere penge tilbage til vores uddannelser.«

Hvordan skal du få flere penge tilbage på uddannelserne?
»Jeg vil forklare vores politikere, at de ikke kan se uddannelsesområdet som en sparegris man kan knalde, hver gang man skal bruge penge til noget andet.«

Alle kan vel godt bruge flere penge. Hvorfor skal studerende have dem?
»Det er der mange forklaringer på. Vi kan for eksempel se, at studerende mangler faglig afklaring. De ved ikke, hvad der forventes af dem, fordi feedbacken er sparet væk og underviserkontakten er i bund. Det skaber stor usikkerhed blandt studerende og er med til at give helt uacceptable stress- og ensomhedstal.«

Hvad har DSF udrettet om et år med dig i front?
»Om et år ser vi forhåbentlig en finanslov, der fører midler tilbage uddannelsesområdet. Det lykkedes at sætte en stopper for nedskæringerne. Uddannelsesloftet er afskaffet sammen med grønthøstermodellen. Nu skal pengene tilbage til uddannelse igen.«

Godstoget der kører gennem alt

Mike Gudbergsen bæver ikke i stemmen, når han kræver flere penge til uddannelserne, men han er heller ikke grøn, når det kommer til studenterpolitik.

Mike Gudbergsen læser statskundskab, og han har været aktiv i stort set alle råd og nævn på sin vej, senest har han i to år været forperson for Studenterrådet på Københavns Universitet.

Han er overbevist om at han nok skal få råbt politikerne op.

»Uddannelse har en grundlæggende værdi for den enkelte og for samfundet. Derfor er DSF et godstog, som kører gennem alt. Vi kommer ikke til at ændre retning, og vi kører på, indtil de andre indser at de tager fejl og vi har ret,« siger han.

Studerende skal tilbage på campus

Af de mere aktuelle problemer, hvad arbejder DSF så med nu?
»Vi har et stort fokus på at få fortalt politikerne, at det bedste man kan gøre er, at få studerende tilbage på universiteterne.

Studenterrådet på Københavns Universitet har allerede udtrykt bekymring for nedlukningen, og de fortæller at blandt studerende rammer den anden nedlukning hårdere end den første.

Skal studerende tilbage før nogen andre?
»Før barer og caféer. Sidste gang åbnede man barer og universiteter samtidigt. Den situation skal vi ikke ende i igen. De studerende skal tilbage, så snart det er sundhedsmæssigt forsvarligt.«

Hvordan vil I konkret arbejde for det?
»Jeg skal tale med forskellige afdelinger og høre om studerendes problemer. Koordinere med ligesindede organisationer som Danske Gymnasieelevers Sammenslutning (DGS) og professionshøjskolernes elevforeninger. Og så skal jeg ringe ordførere op, invitere mig selv på kaffe, og fortælle om de studerendes udfordringer.«

Mike Gudbergsen lægger vægt på, at DSF ikke står alene. Han kommer lige fra en gåtur med formanden for DGS, og senere skal han skrive et debatindlæg sammen med Den Grønne Studenterbevægelse.

Og så er der en demonstration på vej, planlagt i samarbejde med Uddannelsesalliancen, en sammenslutning af organisationer der værner om vigtigheden af uddannelse.

Færre dispensationsansøgninger

Mike Gudbergsen har mange ambitioner for DSF. »Sager er der nok af«, siger han. Jeg beder ham komme med et eksempel på noget, de gerne vil ændre, som ikke koster penge.

»For eksempel skal studerende med funktionsnedsættelse (ordblindhed for eksempel, red.) nogle steder søge om dispensation for hver eneste eksamen. Det er ikke holdbart, at de skal søge hver gang. De stopper jo ikke med at have en funktionsnedsættelse. Dispensationer skal kun søges én gang,« siger Mike Gudbergsen, som generelt vil nedsætte mængden af dispensationsansøgninger og gøre det enklere at være studerende med særlige behov.

»Det skal også være lettere at være international studerende. Det skal ikke ses som en byrde men som en gavn for Danmark, at nogen vælger at tage en uddannelse her. Det er en myte, at det koster for os at give internationale studerende en uddannelse. Vi tjener faktisk penge på det.«

Orlov og orienteringsløb

Det er meget du skal nå. Hvordan får du tid til alt det?
»Jeg tager orlov fra studiet. Nu arbejder jeg for studerende i fuld tid.«

Hvad laver du i din fritid?
»Jeg løber i en time og lader telefonen blive derhjemme. Og så er jeg faktisk begyndt på orienteringsløb. Jeg løb et på Amager Fælled forleden.«

Og hvor bor du?
»På 4. Maj Kollegiet.«

Der er jo også mange ansvarposter at tage der… gør du det?
»Ja, der fik du mig … jeg sidder også i bestyrelsen der.«

Seneste