Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Ny studieintro på Nat: Sådan var det at være med

CAMPUSDAGENE – En af de studerende på Fysik fortæller om sin oplevelse af det omdiskuterede introduktionsforløb på Det Naturvidenskabelige Fakultet.

»Lige inden jeg startede, tænkte jeg, at det egentlig var okay ikke at have rustur,« siger fysikstuderende Sissel Bay Nielsen, som oplevede Campusdagene på Det Naturvidenskabelige Fakultet indefra.

»Jeg behøver ikke at drikke mig helt vildt fuld i en hytte, sammen med en masse andre fysikstuderende. Det havde jeg ikke noget behov for. Vi fik alle tilsendt et program ud, som var meget detaljeret, og jeg synes, det så rigtig fornuftigt ud og tænkte, at det nok skulle blive sjovt. Jeg følte mig faktisk virkelig velkommen. Så dér blev jeg egentlig positivt overrasket.«

LÆS OGSÅ: Debatten om den nye studiestart på Naturvidenskab

Skuffelse

»Men da jeg troppede op til Campusdagene, var det, efter min mening, knap så godt planlagt, og der var alt for lidt social aktivitet. Man lærte ikke rigtig folk at kende. Det var først på den tredje dag, onsdag eftermiddag, at vi havde en navneleg, hvilket jeg mener er alt for sent.«

»Vi sad inde i et auditorium fra otte til fire næsten hver dag og hørte på – godt nok rigtig spændende – forskerforedrag, men det er ikke det, man lige har brug for, når man starter. Da har man jo bare brug for at finde ud af, hvem de andre på studiet er, og stifte nye bekendtskaber. Når der starter 200 nye mennesker samtidig, føler man sig som en lille bitte myre i en kæmpe myretue.«

Forskellige måder at bryde isen på

»Vi blev delt ind i nogle grupper fra starten, som skulle være vores små netværk, og tanken bag dem var egentlig god nok, men i praksis foregik der udelukkende faglige aktiviteter, og ingen sociale, i de små grupper.«

»Vi havde fysik-lege, hvor vi for eksempel skulle trække hinanden hen ad gulvet på et stykke pap eller affyre vandraketter om kap. Idéen var god, men det blev lidt stenet i længden. Og det gør, at man kender folk på deres faglighed og ikke deres personlighed. Man har lyst til at bryde isen på anden måde. Det faglige er vigtigt, men det er bestemt også vigtigt at få det sociale med – det som kun er socialt. Så man kan lære hinanden at kende under mere afslappede forhold.«

Dem, der forsvandt

»Man kan se, at de studerende der er hoppet fra – som jeg ser det – desværre er studerende, som ikke var så socialt engagerede. Jeg synes selv, det krævede en stor indsats af mig at skabe sociale netværk på studiet i starten, selv om jeg havde den fordel at have deltaget i brush-up-kurset (fagligt genopfriskningskursus to uger inden studiestart, red.).«

»Fra det kursus kendte jeg allerede mange, og jeg så en klar tendens til, at det primært var deltagerne fra kurset, der engagerede sig i de sociale aktiviteter efter studiestart. I campusdagene blev der lagt stor vægt på at fortælle os om, hvor vigtigt det er at skabe faglige netværk, så vi havde nogen at diskutere fysik med. Men hvis man ikke har fået de venner undervejs, som det føles naturligt at tage den snak med, så kan det jo være ligegyldigt.«

Savnede rusvejledere

»Det var slet ingen rusvejledere til Campusdagene. Fraværet af de ældre studerende resulterede i, at det var vores studieleder og nogle ansatte, der stod for arrangementerne. Og det er klart, at de ikke har det samme indblik i, hvordan de sociale bånd bedst knyttes, og hvordan man giver faglig engagement videre i vores øjenhøjde.«

Seneste