Ømheden og ondskaben

Jeg møder Michael Haneke i Wien, på den hyggelige Café Eiles, der kiler sig ind mellem byens teatre og frekventeres af skuespillere og teaterfolk. Den 72-årige filminstruktør viser sig at være en charmerende herre med en tør humor.

Michael Hanekes film er blevet overøst med priser: Han har vundet Den Gyldne Palme i Cannes fire gange, og sidste år vandt han en Oscar for bedste udenlandske film for mesterværket Amour. Den 18. juni modtager han Sonnigprisen, Danmarks største kulturpris, på Københavns Universitet.

»At vinde priser er en bekræftelse af mit arbejde – og forbedrer mine arbejdsforhold: jo mere anerkendelse man får, jo nemmere er det at få gode arbejdsvilkår og penge til nye projekter. Det skal man ikke kimse ad,« konstaterer Haneke.

Efter Bergman og Kieslowski er Haneke den tredje filminstruktør, der modtager Sonningprisen. Han føler sig meget beæret over dét selskab: »Bergman var min ungdoms filmgud,« siger han, »og Kieslowski og jeg har altid behandlet beslægtede emner. Dekalog var en stort projekt, og især hans drejebøger var glimrende.«

»Begge har selvfølgelig en vis alvor i deres arbejder, og de ser ikke filmkunsten som underholdning, men som et sted, hvor vi konfronterer vores problemer. Det er også, hvad jeg forsøger at gøre, så det forbinder os.«

Nådesløs kamp mellem Europa og USA

Sonningprisen bliver uddelt hvert andet år for ’et fortjenstfuldt arbejde til gavn for den europæiske kultur’. Haneke selv har indspillet film i hjemlandet Østrig, men også i Frankrig og Tyskland, mens genindspilningen af klassikeren Funny Games fandt sted i USA.

»Jeg er hverken fransk filmskaber, eller tysk eller østrigsk. Jeg laver mine film, hvor det er muligt, og hvor kan jeg finde de skuespillere, jeg har brug for til at fortælle historien,« siger han.

»Det store plus i europæisk kunst er mangfoldigheden, at der er mange forskellige mentaliteter, identiteter og traditioner, som hvert land har udviklet i løbet af historien. Denne rigdom på variation er sværere at finde andre steder,« siger Haneke.

»Den amerikanske filmindustris indflydelse er steget enormt i de seneste år, og der er en nådesløs kamp i distributionssektoren. Hvis man skaber såkaldte kunstfilm, er man nødt til at vinde priser på festivaler. Tidligere var fjernsynet en legeplads for de unge instruktører, men det er ikke længere tilfældet. I dag skal man følge producenternes krav til indhold og produktionsforhold, og det går ud over niveauet. Jeg har altid indspillet omkring tre minutter om dagen, men nu skal man producere 12 minutter per dag på en amerikansk tv-serie – det kan simpelthen ikke være godt,« fortsætter han.

Michael Hanekes karriere begyndte i tv og på teater, men han har nu instrueret film i næsten 30 år. Er det blevet sværere at skabe kunstfilm i denne periode?

»Filmkunsten er i konstant forandring. I dag kan alle optage en film med computeren og mobilen. Og hvis de har gode ideer, så er det fint. Da jeg så Hitchcocks Psycho første gang, var jeg selvfølgelig meget fascineret af brusescenen. Og jeg så filmen 50 gange i biografen for at forstå scenen. I dag køber jeg bare DVD’en og ser den, billede for billede, og kan analysere den selv. Det er en utrolig fordel.«

Til gengæld mener Haneke, at betingelserne for unge filmskabere er blevet ringere de seneste år:

»Det er blevet sværere at komme ind i branchen. Man kan lave én film, måske to, men hvis de ikke får stor succes, så er man væk. Da jeg begyndte at lave film, var det nemmere: vi havde niche-programmer, hvor man kunne vise film. Men nu konkurrerer offentlige tv-stationer med de private, og det giver ingen kapacitet for kunstneriske produkter. Derudover er filmakademiet i München forpligtet til at uddanne fem-syv nye instruktører hvert år. Jeg ved ikke, hvor de alle skal finde beskæftigelse. At lave film er populært i dag, og konkurrencen er enorm, men det er ikke særlig nemt for en ung person,« mener Haneke.

Ser altid glasset som halvt tomt

Hanekes film er ikke letfordøjelige. Han behandler temaer som vold og død i en kompromisløs og skånselsløs stil.

»Disse emner er også ubehagelige for mig, det er jo derfor jeg laver film om dem! At fremprovokere en følelsesmæssig reaktion er dramaets essens. Den græske tragedie er ikke morsom. Jeg vælger emner, der irriterer og berører mig. Pointen er at skabe en form for forfærdelse eller chok: at man føler noget dybere. Mainstreamfilm og tv kører med en slags beroligelsesstrategi, der er i strid med dramaets grundidé, nemlig, at vi skal vise en konflikt på en måde, der gør, at tilskueren beskæftiger sig med den senere. Stort set 90 procent af filmene vil underholde, så jeg er glad for de sidste 10 procent, der beskæftiger sig med den virkelighed, vi lever i. Og virkeligheden er bare ikke så sjov,« siger han.

Haneke har læst psykologi og filosofi på universitetet. Hans film er ikke letforståelige, og han fortæller, at hans mål er, at give stof til eftertanke.

»Jeg forsøger at lave film, som jeg gerne selv vil se. Film tilfredsstiller mig, når de på en eller anden måde bringer mig videre. Når jeg går i biografen eller læser en bog, og nogen forklarer mig alt, så keder jeg mig. Men hvis jeg forlader biografen som en anden person, end jeg gik ind, så er der sket noget. Vi interagerer med kunst, fordi der skal ske noget.«

»Jeg har ikke talent for komedie, selv om gode komedier er noget helt vidunderligt. Det er det berømte glas, som jeg altid ser som halvtomt; det er et spørgsmål om karakter og mentalitet. Jeg har kun instrueret én komedie på et teater – mit eneste reelle flop. Jeg har intet talent for det.«

I sin seneste film, Amour, skildrer Haneke et gammelt ægtepars kærlighedshistorie, som den udvikler sig med sygdom og død. Hvordan forklarer Haneke, at netop den film blev hans største internationale succes?

»Døden var tidligere et totalt tabu, men nu begynder vi at behandle emnet offentligt på grund af det aldrende samfund. Jeg var heldig, at filmen kom på det rigtige tidspunkt. Jeg beskæftigede mig med -døden på grund af noget, der skete i min familie, så jeg var nødt til at konfrontere spørgsmålet. Men det er altid helt tilfældigt: når jeg laver en film, vælger jeg et emne, der bevæger, irriterer eller forarger mig, og muligvis falder noget mig ind. Der er dog mange emner, jeg går og tænker over uden at noget brugbart kommer frem!« siger han med et smil på læben.

Medievold afstumper os

I Bennys Video og Funny Games skildrer Haneke brutal og sanseløs vold. Men han forklarer, at det var repræsentationen af vold i medierne, der interesserede ham, ikke volden i sig selv.

»I hvilket omfang bidrager medierne til at afstumpe fornemmelser for vold? Det er et vigtigt spørgsmål, synes jeg. Jeg gider ikke se actionfilm, hvor vold er en forbrugsvare. Den permanente og ureflekterede tilstedeværelse af vold i medierne sløver sensibiliteten over for vold.«

»Da der var krig i Jugoslavien, var folk chokerede efter at have set de første billeder. Men efter et år var de vant til det. Og jeg synes, det er farligt. Hvis verden var, som de viser den i tv-nyhederne, ville jeg have slået mig selv ihjel for længst. Hvis man konstant bombarderes med chokerende billeder, bliver man mere og mere afstumpet. Hvis du hører et trykluftsbor hele tiden, gør det dig vanvittig i begyndelsen, men med tiden vænnes du til det. Folk har tendens til at vænne sig til ting, og repræsentationen af vold i medierne er uforholdsmæssig stor. Det har altid irriteret mig gevaldigt, og jeg betragter det stadig som et kæmpe problem,« siger han.

»Til gengæld har jeg prøvet at finde en æstetisk form, der taler om vold uden at vise den. Tilskuerne skal opfatte volden som dybt skræmmende og ubehagelig. Mine film er chokerende, fordi tilskueren er vant til, at vold oftest præsenteres i biografen som forbrugsvare,« siger Haneke.

Michael Hanekes film er langt mindre voldelige end nogen tv-thriller, hvis man tager hensyn til, hvad man ser, siger han, for sådan opnår han, at emnet foruroliger og aktiverer seerne:

»Spørgsmål er langt mere skræmmende end svar, og at stille spørgsmål er en vigtig opgave for dramatisk kunst. Hvis man stadig påstår, at svaret eksisterer, så virker det ikke,« smiler Haneke: »For på de store spørgsmål i livet gives der ingen svar!«

uni-avis@adm.ku.dk