Østergaards debutantbal i Videnskabernes Selskab

»It’s gonna cost you,« hvisker en, of course, tweedklædt kvindelig forsker til sin sidemakker.

Årsagen er, at Uddannelsesminister Morten Østergaard fra talerstolen i Videnskabernes Selskabs festsal – hvor der ellers er højt til loftet – netop har luftet regeringens ambition om, at 25 procent af en ungdomsårgang i 2020 skal have en videregående uddannelse.

Scenen er paradigmatisk for reaktionerne på ministerens debut ved selskabets forskningspolitiske topmøde, der i år havde temaet ’Danske Universiteter i 2020’ – inspireret af de politiske reformplaner, man finder i regeringsgrundlaget.

Æggehovederne vejrer morgenluft, og lytter interesseret, men ikke ukritiske, til talen.

Mere frihed, ingen Nelson, klar dagsorden

De senere år har en genkommende kritik fra universiteterne lydt mod udviklingen af en bureaukratisk topstyring, der ifølge mange uni-ansatte truer universiteternes frihed og den frie forskning.

Denne kritisk imødekom Morten Østergård i sit oplæg, idet han sammenlignede det tidligere system med brydergrebet ’En halv nelson’, hvor universiteternes var blevet tvunget i knæ af et bureaukratisk jerngreb.

»Frihed og forskellighed giver bedre resultater. Jeg vil hellere styre via mål og resultater end gennem detailregulering,« sagde ministeren fra talerstolen.

Der altså ikke dømt fri leg. Der er stadig målsætninger og resultater at leve op til, men vejen dertil skal være mere fleksibel.

Om det så helt bliver en tilbage til det ’gamle demokrati’, som professor i neurologi ved KU, Olaf B. Paulson, efterspurgte og satte i modsætning til den nuværende ’topstyring’, er nok mere tvivlsomt. Ministeren var i hvert fald klar i mælet:

»Jeg oplever ledelser med klare dagsordener. Og det skal man ikke forveksle med dårlig ledelse, fordi man selv ikke er enig.«

Kvalitet i kvantitative tider

Ifølge ministeren er det vigtigt med klare målsætninger og krav til resultater, hvis uddannelseskvaliteten skal sikres.

Derfor understregede han også, at der under regeringen ikke ville komme flere spareøvelser, og at investeringen af 1 pct. af det samlede BNP i forskning ikke længere er et loft, men et gulv.

Tilsyneladende Gefundenes Fressen, ikke mindst for de samfundsvidenskabelige og humanistiske uddannelser, hvor, som Morten Østergaard selv formulerede det, det godt kan ’være lidt skrabet’ med undervisningstimer.

»Men nu skal man jo heller ikke sætte kvalitet lig kvantitet,« skyndte han dog at slå fast.

Løfter og ingen løfter?

Da en journalist fra ForskerForum ville vide, om ministeren så kunne garantere, at den nuværende underfinansiering på de humanistiske uddannelser på 5000 kr. per studerende ville blive bragt til ende, blev Morten Østergaard da også nødt til at forfalde til to gode retoriske greb. Det humoristisk-joviale og den politiske-træden-vande.

»Hvad tror du selv, var jeg lige ved at sige,« smilede han i første omgang muntert til journalisten – til salens samlede moro – men lagde så ansigtet i mere seriøse folder. »Vi vil i hvert fald blive med at forsætte det løft, som taxameterordningen har betydet.«

Det var sjovt. Og det lyder fint. Og sådan var det vist for det meste. De fremmødte forskere syntes overordnet at kunne lide, hvad de hørte fra den nye uddannelsesminister.

Men så længe regeringens første store uddannelsesreform ligger forude, fornemmer man en henholdende optimisme, der afventer at ord bliver til handling. Derfor vil kritikken et stykke tid endnu nok også primært tage form af skeptisk tisken i krogene.

uni-avis@adm.ku.dk