Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Debat

Og der skal indrapporteres!

Et nyt databasesystem, FENRIS, for forskere kritiseres for at være et nyt kontrolsystem, selvom alle informationer i FENRIS allerede findes i eksisterende databaser

Det kan være svært at holde rede på alle de snedige databasesystemer (SIS, SYLLABUS, ABSALON, CURIS med flere), man som forsker/underviser til stadighed skal interagere med for at passe sit arbejde.

Den sidst tilkomne af disse database hedder FENRIS, og her skal den enkelte forsker/underviser indrapportere sin undervisningsaktivitet time for time, hvor alle så kan følge med i, hvad sidemanden laver.

Underligt nok har man ikke gjort plads til indrapportering af studenternes evaluering af de enkelte læreres indsats – eller omvendt. En sådan forglemmelse var aldrig sket, hvis systemet havde været implementeret i det tidligere Østtyskland!

Der er givetvis delte meninger om velsignelserne ved FENRIS som kontrolsystem. Hvad der derimod ikke kan være uenighed om, er, at alle de i FENRIS efterspurgte oplysninger allerede er tilgængelige i forskellige dele af det eksisterende undervisningsadministrative system.

Man kunne altså lige så godt have valgt at bruge kræfterne på at samordne disse eksisterende databaser, frem for at konstruere et nyt parallelt system og herved både lave administrativt dobbeltarbejde og pålægge underviserne en unødig og ikke-negligerbar administrativ arbejdsopgave.

For mig at se virker dette valg ærlig talt talentløst. Og hvis det er en overlagt handling, er den tillige respektløs i forhold til forskernes tidsforbrug.

Af disse grunde ville det være en fornuftig beslutning at stoppe yderligere implementering af FENRIS og i stedet bede programmørerne kaste sig over en samordning af de eksisterende databaser – hvoraf flere, fx SYLLABUS, alligevel trænger hårdt til en oprydning.

Seneste