Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Ole Wæver efter 45 tweets: »Enhver der ser det, vil jo tænke sikke en narrehat«

I seks måneder er Ole Wæver blevet konfronteret med sine fejlvurderinger af krigen i Ukraine. Men søndag aften blev det for meget for topforskeren, som svarede igen med en monolog på 45 tweets.

Gennem de sidste seks måneder er specielt en video gået i rundgang på Ole Wævers Twitter-profil. Et for ham famøst sammenklip fra Deadline, hvor han tilsyneladende og uden skyggen af tvivl afviser, at sanktioner mod Rusland vil have nogen effekt, at våbenhjælp til Ukraine er nærmest ligegyldig, og at en ukrainsk sejr er ønsketænkning.

Klippet er ikke forskerens fineste øjeblik, og siden februar blev det en tilbagevendende hovedpine. Med klippets rotation på sociale medier kommer hver gang et hav af spekulative og nedværdigende kommentarer om, at han må være på Putins lønningsliste, en opremsning af alle de andre gange han angiveligt har taget massivt fejl, og hvorfor medierne dog giver den karl taletid.

 

»Jeg havde ikke været på Twitter i dagevis, fordi jeg havde fået covid-19, så da jeg loggede ind, lå der et bjerg af tweets fra folk, der mener, at vi som samfund lider under skatteyderbetalte eksperter, som ikke har styr på deres shit, og som spurgte, om jeg ikke allerede er blevet fyret,« siger Wæver.

De mange pludselige beskeder skyldtes, at journalist på Weekendavisen Søren K. Villemoes havde delt den sammenklippede video med teksten: »Hvorfor troede så mange, at russerne var uovervindelige?«

Ole Wæver

(F. 1960) er professor i International Politik ved Institut for Statskundskab på Københavns Universitet og har skrevet en række bøger om international sikkerhedspolitik.

I 2019 var Wæver i vælten, da to internationale forskere anså hans begreb ’sikkerhedsliggørelse’ for at være racistisk. Efterfølgende anklagede han de to forskere for at botanisere i sin forskning.

I 2012 modtog han Carlsbergfondets Forskningspris.

Medlem af Videnskabernes Selskab.

Den kommentar fik Wæver til tasterne, og i en tråd med svimlende 45 tweets, kommer han ind på både såkaldt forskerbashing, sociale mediers forargelsesiver og forholdet mellem eksperter og medier. Ud over selvfølgelig at anerkende, at han tog fejl på en række punkter tilbage i februar. Han får ved samme lejlighed kaldt Villemoes’ tweet for internettrolling, der ønsker at læse forskeren ind i en pro-russisk ramme, og at Villemoes jagter inkriminerende fejltrin.

»Villemoes’ oprindelige spørgsmål er som sådan legitimt. Han kunne sagtens have skrevet en artikel om det i Weekendavisen med de relevante eksperter. Men det var bare ikke det, han gjorde. Han tog et sammenklip på 55 sekunder, som i forvejen er en udlægning uden forbehold, og delte det med et skarpt spørgsmål. Det er det samme som at grine og pege fingre. Enhver, der ser det, vil jo tænke sikke en narrehat,« siger Wæver.

Søren K. Villemoes er lodret uenig i Ole Wævers udlægning. Han finder det »intellektuelt fattigt«, at forskeren tager så meget på vej over et legitimt spørgsmål om, hvorfor så mange forskeres forudsigelser var forkerte.

»Det er åbenlyst tyndhudet og også lidt intellektuelt slapt. Det hører med til almindelig debat, hvorvidt man fik ret eller tog fejl,« siger Søren K. Villemoes.

Ole Wæver mener, at Villemoes »er en rutineret Twitter-bruger,« som udmærket ved, hvad han sætter i gang på sociale medier, men Wæver anerkender samtidig, at det principielt kan være utilsigtet.

»Det kan jeg ikke stå på mål for, og det er ikke mit ansvar, hvad nogle idioter skriver til ham. Det er hverken noget, jeg ansporer eller opfordrer til. Men det skal ikke afholde os fra at have en offentlig diskussion,« svarer Villemoes.

Fra Deadline til SoMe-møllen

Ifølge Wæver var det alt andet end uforudsigeligt, fordi der er to stærke fortællinger, som fodrer kommentarsporerne på sociale medier, forskningskritiske politikere og befolkningen generelt. Den ene er Ukraine-specifik, mens den anden er en kritik af samfundsvidenskaberne og idéen om ekspertise.

I begyndelsen af krigen i Ukraine var der en del venstreorienterede intellektuelle, som ifølge Wæver argumenterede mod at hjælpe Ukraine, fordi det blot ville trække pinen ud.

»Den gruppe bliver jeg slået i hartkorn med, selv om mit budskab i udsendelsen faktisk er det modsatte. Jeg sagde i Deadline, at vi skulle forberede os på en langvarig konfrontation med Rusland med sanktioner og modsanktioner. Den anden fortælling er, at eksperter altid tager fejl og bliver ved med at være eksperter, selv om vi ikke kan stoles på. Den video bliver et eksempel på, at forskere tager fejl inden for deres ekspertiseområde.«

Ole Wæver er ikke krigsekspert, det understreger han flere gange. Han er professor i international politik med speciale inden for sikkerhedspolitik. I Deadline blev han interviewet om, hvordan »den europæiske sikkerhedspolitiske arkitektur forandrer sig, og hvordan krigen i Ukraine påvirker og former den nye arkitektur.«

Kombinationen af video og sociale medier er særligt giftig.

Ole Wæver, professor i international politik

Han siger, at krigen har skabt et stærkt NATO-samarbejde, som også inkluderer hidtil neutrale lande som Sverige og Finland. Han beskriver NATO’s historiske udvidelse mod øst, og siger at krigen er begyndelsen på en lang dybfrossen periode mellem Øst og Vest.

»Alt er sagt med det forbehold, at Rusland vinder krigen, og at de er startet lidt blødt. Men det kan være, at det er forkert,« siger han også i løbet af det 20 minutter lange interview.

I videoklippet er der derimod ingen forbehold. Her siger Wæver, at sanktioner ikke vil knække Rusland, at våbenhjælp nok heller ikke kommer til at virke, og at det er ønsketænkning, at Ukraine vinder krigen. Flere påstande har vist sig at være indlysende forkerte siden interviewet den 27. februar. Det anerkender Wæver, som også påpeger, at han gerne vil forholdes fejl og kritik.

Men er det ikke netop det, Villemoes gør?

»Jo, men det er bare ikke en gunstig platform. De sociale medier er en helt ny faktor, der fungerer som en digital citationspraksis, hvor man kan få nogen ned med nakken. Jeg stiller gerne op til interview, men Twitters cirkulation og re-cirkulation er uproduktiv. Kombinationen af video og sociale medier er særligt giftig.«

Spåkonernes tid

Ole Wævers mange tweets ligger i tråd med et nyt forskningsprojekt fra Danmarks Medie- og Journalisthøjskole. Medieforskerne Kresten Roland og Jakob Dybro Johansen, der står bag analysen, har gennemgået 517 artikler fra Jyllands-Posten, Berlingske Tidende og Politiken med mindst én ekspertkilde i en periode på fire uger.

I 98 procent af artiklerne kommer forskerne med vurderinger, formodninger, forventninger eller skøn. 86 procent af forskerne bliver brugt til at formidle andres forskning eller kommentere aktuelle begivenheder, mens de sidste 14 procent formidler egen forskning.

Ifølge Jakob Dybro Johansen bliver forskere i højere grad end tidligere brugt i en kommenterende rolle, hvor de skal analysere, udlægge og vurdere aktuelle hændelser.

Det er åbenlyst tyndhudet og også lidt intellektuelt slapt. Det hører med til almindelig debat, hvorvidt man fik ret eller tog fejl.

Søren K. Villemoes, journalist på Weekendavisen

»Det giver rigtig god mening at arbejde med ekspertvurderinger, men det rejser samtidig et spørgsmål om, hvor sikker viden det er. Selv om man benytter sig af den mest kvalificerede forsker, så øger det risikoen for, at en forudsigelse ikke holder,« siger Jakob Dybro Johansen.

»Journalistikken ville formentlig blive både kedelig og blodfattig, hvis man aldrig kunne tage relevante fremtidsspørgsmål op. Men det er en balancegang.«

At det er en balancegang er Ole Wæver meget enig i.

»Jeg er ikke krigsekspert, og jeg har konsekvent sagt nej til at stille op til interview i den rolle. Men da jeg undervejs får et spørgsmål om krigens udvikling, læner jeg mig op af den generelle forskning. At det har vist sig at være forkert giver anledning til selvkritik, og den er allerede i gang,« siger han.

Det, der frustrerer Wæver, er, at netop klippet fra Deadline »fodrer en fordummende ekspertskepsis,« da han selv ikke er ekspert i krigens udvikling, men udtaler sig ud fra den generelle opfattelse i krigsforskningen. Den debat og kritik burde man tage med krigsforskere, siger han. Selv fokuserer Wæver på sine egne fejlslutninger inden for sit felt, hvor han blandt andet blev overrasket over, at Rusland kunne finde på at lave en total invasion.

»Jeg burde i udsendelsen have sagt: »Ud fra hvad jeg har læst fra krigseksperter, forholder det sig sådan og sådan.« Havde jeg gjort det, havde jeg undgået det her. Det er en hårfin balance mellem at være teknisk uforståelig og forsimple så meget, at folk hjemme i stuerne tænker, det siger min mor også.«

Der er ifølge Wæver en kollektiv udfordring mellem ekspertise, medier og sociale medier. Eksperterne har ifølge Universitetsloven pligt til at formidle deres viden, mens medierne har brug for eksperternes viden for at oplyse borgerne. Men de sociale medier, som Wæver mener, ofte fordres af indignation og forargelse, gør det mindre attraktivt at stille op, fordi man bliver angrebet og ønsket fyret for den mindste forseelse.

»Jeg er ikke fornærmet, som folk beskylder mig for. Jeg kan sagtens tåle kritik, men det kan tage en form og en styrke, hvor det bliver mere oplagt at sige nej tak til at stille op en anden gang.«

Om kritik af forkerte forudsigelser kan få forskere til at blive mere tilbageholdende over for medier, der henvender sig, kan medieforsker Jakob Dybro Johansen ikke sige med sikkerhed.

»Det kan have negative konsekvenser for, hvordan vi ser på forskere, men det behøver ikke per definition blive sådan. Det er vigtigt at varedeklarere, hvor stor usikkerheden er i et udsagn. Som journalist og forsker er man forpligtet til at levere korrekt information, men man skal også turde vove noget og tage fat i relevante spørgsmål om fremtiden, selv om det ikke er en perfekt viden,« siger han.

Twitter-fortrydelser?

Ole Wæver har flere fortrydelser, når det gælder interviewet i Deadline. Først og fremmest skulle han have lagt tryk på, at han ikke var krigsforsker, og dermed lænede sig op af de dominerende holdninger blandt forskerkolleger. Han mener stadig, at hans udtalelser var inden for skiven, når det gælder den daværende viden.

Men den 45 beskeder lange monolog på Ole Wævers Twitter-profil har måske utilsigtet øget fokus på de seks måneder gamle udtalelser. Mandag fulgte folketingsmedlem fra Liberal Alliance Henrik Dahl op på Twitter-tiraden i et debatindlæg i Jyllands-Posten. Her fremhæver Dahl, at hvis man vil genoprette tilliden til humaniora og samfundsvidenskaben, så ville »lidt ydmyghed fra Ole Wæver være på sin plads.« Og dagen efter blev Ole Wæver kaldt defaitist på lederplads i Berlingske af debatredaktør Pierre Collignon.

Jeg kan sagtens tåle kritik, men det kan tage en form og en styrke, hvor det er mere oplagt at sige nej tak.

Ole Wæver, professor i international politik

Ole Wæver mener stadig, at sanktionerne mod Rusland ikke har virket, såfremt målet med dem var, at Rusland skulle »vige bort fra krigskursen«. Men han anerkender, at han tog fejl om, hvorvidt våbenhjælpen ville have en effekt.

»Det er klart forkert. Jeg indrømmer gerne, når jeg tager fejl. For det første har der været mere vestlig hjælp før krigsudbruddet, end der var offentligt kendt. Derudover mislykkedes Rusland med sine første store angreb på grund af en stribe fejl, og fordi Ukraine gør det rigtig godt. Af den grund kom der et rum, hvor våbenhjælp kunne få en effekt, men det var ikke en urimelig antagelse på det tidspunkt,«

Om det stadig er ønsketænkning, at Ukraine vinder, er han mere vævende omkring.

»Det er klart, at Ukraine har vundet mere, end der ligger i mit udsagn.«

Hvad har du lært af hele den her debat?

»Først og fremmest selvkritik. Jeg er blevet mere opmærksom på, hvordan man skal dække sig ind som ekspert i offentligheden og forskningskommunikation. Som samfundsvidenskabelige forskere bliver vi hevet ind, når det skal forklares, hvad der sker i verden, og så må jeg være mere opmærksom på, hvordan jeg dækker mine udsagn ind,« siger han.

Annonce

Seneste