Ole Wæver vil have ret på sine kritikeres præmisser, og det er vildt interessant

Forskning er et hårdt game. Man knokler med sine teorier, undersøgelser eller eksperimenter, og så lægger man det hele frem, så andre kan vurdere, hvor godt man tænkte.

Det må gøre ondt, hvis andre forskeres kritik afslører, at tankerne ikke rigtig kunne bære, men hvis vurderingen var saglig og bedømmelseskriterierne fair, kan man trøste sig med, at man muligvis har bidraget til, at alle, en selv inklusive, fik mulighed for at blive klogere.

Hvis tingene foregår på en fair måde.

Vi har skrevet historien om, hvordan det har været for den kendte fredsforsker Ole Wæver at få kværnet sin forskning i en helt særlig antiracistisk akademisk mølle. Og det er en historie, der rejser spørgsmålet: Hvordan kan man sagligt kritisere og bedømme andres tankegods?

LÆS OGSÅ: Verdenskendt dansk fredsforsker anklaget for racisme.

To forskere, Alison Howell og Melanie Richter-Montpetit fra universiteter i hhv. USA og England, har – i en videnskabelig artikel i et anerkendt tidsskrift – foretaget noget, de kalder »en udgravning« af Ole Wævers tænkning, og resultatet af undersøgelsen er en konklusion, som til forveksling ligner en moralsk dom. Wævers tænkning, der ellers skulle være et bidrag til at afsløre magtudøvelse, er i virkeligheden racistisk, hævder de to forskere. Og dermed … ond.

Mammutten slår igen

Nu raser debatten. Ole Wæver har svaret meget hårdt igen – han beskylder han sine kritikere for at bruge en deepfake-metodologi i deres granskning af hans teorier. Det lyder som noget fra et afsnit af den dystopiske sci-fi-serie Black Mirror.

Han siger, at de har plukket stumper af de tekster, Wæver og hans samarbejdspartnere har skrevet, og rimpet dem sammen efter forgodtbefindende, så de, ligesom deepfake-videoer, kan sige og ligne hvad som helst.

Wæver har høj anseelse inden for sit felt, han er en stor mammut på tundraen, en toneangivende figur på den del af den akademiske venstrefløj, som også har udklækket Howell og Richter-Montpetit. På Twitter er der folk, der skriver, at Wæver ved at tage kritikken af sin teori personligt og lange hårdt ud efter langt yngre forskere viser tegn på at lide af »hvid mandlig skrøbelighed«. Begrebet lyder ikke så akademisk, men bruges utroligt nok som en slags fagudtryk; reelt er der tale om mobning.

Selvfølgelig er det personligt, hvis ens livsværk pludselig får mærkatet racistisk. Hævder man det, må argumenterne være knivskarpe, men Howell og Richter-Montpetits argumentation er problematisk, et tæt væv af vilde beskyldninger på baggrund af en meget selektiv læsning.

Wæver kunne affeje kritikken som ren pølsesnak, sådan som mange borgerlige intellektuelle har gjort. Han kunne fremstille kritikken som et udslag af en tendens på venstrefløjen til at se racisme alle de steder, hvor det almindelige samfund ikke har opdaget, at den skulle eksistere endnu.

Men det gør han ikke. Wæver er også selv erklæret antiracist. Han vil have ret på sine kritikeres præmisser. Han tager kritikken punkt for punkt. Anerkender, at strukturel racisme er et reelt videnskabsteoretisk problem, der blot ikke i dette tilfælde rammer hans teori. Det er et møjsommeligt argumentationsarbejde, og det gør ham sårbar.

Det gør også debatten mere spændende. Måske kan Wævers opgør med den antiracistiske inkvisition blive en anledning til et større selvopgør i den woke del af akademia? Det er herfra, der i de senere år på godt og ondt er sket de mest interessante bidrag til universiteternes kulturelle udvikling. Debatten om minoriteters rettigheder, sexisme og racisme i campuskulturen og overforekomsten af hvide mænd på pensumlisterne stammer herfra. Det er vigtige debatter, og ofte er den akademiske venstrefløjs kritik af normer og kultur både legitim, velbegrundet og betimelig.

Det er også derfor, kritikken må være saglig.

(Dette indlæg er bragt som leder i den trykte Uniavisen # 3 2020).