Forskere vil gøre drivhusgas uskadelig som skolekridt ved hjælp af helt almindeligt mineral

Her kommer en god nyhed: Et geovidenskabeligt team fra Københavns Universitet arbejder på en løsning, hvor mineralet olivin – ikke oliven, men olivin – potentielt kan mindske CO₂-mængden i atmosfæren markant. Ja, faktisk kan det bremse hele klimakrisen, hvis den naturlige proces, der forvandler CO₂, kan optimeres og skaleres op.

Olivin udgør 80 procent af jordens kappemateriale, altså bjergarterne under jordens overflade, og det dannes mere end seks kilometer nede. Men under bjergkædeformationer kan olivin springe frem ved jordens overflade.

»Olivin er dannet ved nogle høje temperaturer og tryk, så dets stabilitetsforhold er meget forskellige fra de omgivelser, man finder oppe på Jordens overflade. Og det er egentlig mødet mellem olivin og vejr og vind, vi udnytter,« siger Kristoffer Szilas, som er adjunkt på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på KU.

Og det møde giver mulighed for klima-magi.

»Olivin har et kæmpe potentiale til at hive CO₂ ud af atmosfæren, da det simpelthen bliver så ustabilt i kontakt med de lavere temperaturer og det lavere tryk på jordens overflade, som hurtigt vil udløse en kemisk reaktion,« siger Kristoffer Szilas.

I mødet mellem mineralet olivin og CO₂ opstår en kemisk reaktion, hvor der dannes carbonatmineraler, som de fleste af os kender fra folkeskolens klasselokaler som tavlekridt:

»Det sidste biprodukt i den her proces er lige så uskadeligt som calciumcarbonat, altså kalk,« siger Kristoffer Szilas.

LÆS OGSÅ: Kristoffer Zzilas’ fund har ændret jordklodens historie.

15 år i felten og 13 somre på Grønland

Szilas’ forskning begyndte et helt andet sted.

»Det handlede overhovedet ikke om, at jeg ville undersøge klimarelaterede løsninger. Jeg undersøgte de her tre milliarder år gamle bjergearter for at prøve at forstå, hvordan kontinenterne er dannet og stabiliseret over tid. I et spin-off fandt vi så ud af, at man også kan bruge den her bjergart (peridotit, der indeholder olivin, red.) til andre ting i industrielt øjemed,« siger Kristoffer Szilas.

Selv kalder Szilas det for et godt eksempel på, hvordan grundvidenskabelig forskning kan lede til noget helt andet, end man havde regnet med. Og det arktiske engagement vil også give pote, når der skal forskes i laboratoriet i Danmark:

»Jeg har undersøgt bjergarter i Grønland de sidste 15 år. Jeg har tilbragt 13 somre på Grønland, så jeg har masser af materiale at arbejde med.«

Klimaneutralt kulkraftværk

Næste sommer bliver nok også tilbragt i Grønland, men Kristoffer Szilas og kollegerne regner med at skulle bruge meget tid i laboratoriet de næste par år.

»Vi er 100 procent sikre på, at den her proces kan lade sig gøre i praksis og forløber helt naturligt. Men vi skal finde ud af, hvordan vi kan optimere processen, og om man kan udføre den på industriel skala,« siger Kristoffer Szilas.

Når optimeringen er sket, kan olivin-processen måske bruges på kraftværker, der i dag overbelaster klimaet. Kristoffer Szilas giver et eksempel:

»Hvis man har et kulkraftværk, kan man – i stedet for at lade røggassen ryge direkte ud i atmosfæren – føre røgen igennem et vandkammer med olivin, som reagerer med og opløser CO₂. Så det er tanken, at vi laver en form for filtrering, som skal gives til de fabrikker, der udleder en masse CO₂.«

1.000 kilo olivin kan trække 600 kilo CO₂ ud af atmosfæren, og der er rigeligt med olivin. I en pressemeddelelse om Kristoffer Szilas’ forskning skriver Københavns Universitet, at der alene i landet Oman findes olivin nok til potentielt at binde en fjeredel af alt det kulstof, der findes i atmosfæren, hvilket er nok til at fikse klimaet.

Logistiske overvejelser er der dog masser af. Det bedste olivin findes nemlig i Vestnorge og Grønland, som jo ikke ligger klos op ad de klimaslugende fabrikker og kraftværker:

»Der skal jo rent praktisk transporteres det her olivin fra minerne til fabrikkerne, så der en masse cons and benefits, som vi skal se på.« siger Kristoffer Szilas.

»Tidshorisonten afhænger af industrien, og deres drive til at implementere det her. Vi kommer jo bare med et løsningsforslag, hvor vi arbejder med, hvad der giver mening. Så må de jo gøre op, om det passer økonomisk og til deres CO₂-regnskab.«