KU-forsker med banebrydende fund: Jorden har nogle helt andre byggesten, end vi troede

Kristoffer Szilas kommer steder, ingen andre gør. Som bjergbestiger når han de højeste tinder i verden, og som geolog har han længe udforsket Grønlands ældste klipper.

Han har tilbragt de seneste 12 somre nord for Nuuk, hvor han har indsamlet milliarder af år gamle sten. Sten, der kan være med til at løse gåder om jordens oprindelse.

Og netop sådan en gåde har Kristoffer Szilas været med til at løse nu.

I en artikel i tidsskriftet Nature har han og en stribe forskerkolleger fra forskellige lande fundet ud af, at Jorden oprindeligt bestod af et helt andet materiale, end vi hidtil har troet. Samtidig kan forskerne bekræfte en udbredt teori: Vores vand og dermed vores oceaner kom med nogle særlige meteoritter fra det ydre solsystem – dem, man kalder kulkondritter – der for over 3,8 milliarder år siden torpederede jordens overflade.

Det hele startede med, at Kristoffer Szilas fandt nogle flere milliarder år gamle bjergarter på Grønland. Bjergarterne har en særlig isotopsammensætning af grundstoffet ruthenium, der har vist sig at være et enestående fingeraftryk fra den tidligste jordklode.

»Det primære resultat i vores studie er, at Jorden har nogle helt andre byggesten, end vi hidtil har antaget. Det betyder, at jordkloden er dannet af noget asteroidemateriale, som vi ikke har haft kendskab til før nu. Det er det helt nye,« siger Kristoffer Szilas, der er adjunkt på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning.

Forskeren og hans kolleger, blandt andet fra Kölns Universitet, har efterfølgende regnet sig frem til, at hvis man mikser det materiale, som de er kommet frem til, at Jorden oprindeligt bestod af, med de vand- og kulstofrige kulkondritter, så får man den nuværende jordklodes sammensætning.

Derfor kan forskerne nu bekræfte, at oceanerne, selve grundlaget for liv på jorden, kom med kulkondritterne.

»Det passer fuldstændig perfekt med, hvad man ville forvente, ud fra det vi ved om de forskellige grupper af meteoritter,« siger Kristoffer Szilas.

De hotteste prøver i geologi

At Szilas og kollegerne har været i stand til at bekræfte en udbredt teori om oceanernes tilblivelse og endda rykke ved forståelsen af den tidlige jordklodes sammensætning, er åbenlyst opsigtsvækkende.

Faktisk er resultaterne så vigtige, at Szilas kalder de prøver, han har indsamlet i Grønland, for »de hotteste i geologi overhovedet lige nu«.

Spørgsmålet er, hvad man kan bruge resultaterne til?

Ikke alverden, hvis man ser helt kynisk på det, siger Kristoffer Szilas. Og så alligevel: De nye resultater fortæller noget om, hvad der skal til for, at en planet bliver beboelig, og det kan bane vejen for fremtidig forskning i de helt store spørgsmål om Jorden og universet.

»I princippet undersøger vi en gammel planet, for den tidlige jordklode var slet ikke, som den er i dag. Ved at forstå planetens udvikling, kan vi også forstå, hvordan planeter udvikler sig generelt,« siger Kristoffer Szilas og giver et eksempel:

»Når vi fx laver observationer af exoplaneter (planeter, der kredser om andre stjerner end Solen, red.), hvilket er meget populært for tiden, har vi nu fået et bedre billede af, hvad vi kan forvente på forskellige tidspunkter af planeternes udvikling. Så det er en del af det store billede: Hvordan Jorden hænger sammen, men også hvordan solsystemet og andre galakser udvikler sig over tid.«

Opdagelsen har da også skabt begejstring andre steder i det geologiske forskningsmiljø:

»Det er ret spændende. Det er en vigtig brik i et stort, kompliceret puslespil, der handler om, hvordan Jordens byggesten passer sammen,« siger Rasmus Andreasen fra Aarhus Universitet til DR.

På med gummistøvlerne

Det er naturligt at lede efter svar på de helt store spørgsmål i Vestgrønland, ved de klipper, der rummer flere hemmeligheder end de fleste steder på kloden.

Det er ifølge Kristoffer Szilas det eneste sted i verden, hvor man kan finde kemiske fingeraftryk fra perioden, før regnen af meteoritter ramte jorden. Og altså før kulkondritterne kom med vand og kulstof og skabte betingelserne for liv.

Szilas siger, at det havde været svært at nå frem til forskningsresultaterne, hvis han ikke havde opholdt sig på Grønland så mange somre i træk.

Det er den type vedholdende feltarbejde, som geologien kræver: Før man kan nå de store erkendelser, må man ud i felten og forstå, hvordan de enkelte bjergarter kommer til at eksistere, på et helt grundlæggende plan.

Det er derfor, at Kristoffer Szilas, der er en erfaren bjergbestiger i sin fritid, kalder geologi for et af de sidste »gummistøvlefag«.

»Man kan simpelthen ikke være geolog uden at komme ud i felten og få en fysisk forståelse af, hvordan det hele hænger sammen. Man skal ud og se det,« siger han.

»Folk overfortolker ofte ting, fordi de ikke har forståelse for feltrelationerne. De tager nogle prøver, måler nogle isotoper og skriver en artikel om det, uden at have sat sig ind i, hvilke processer der har dannet de her bjergarter, og hvordan de er blevet påvirket efterfølgende.«

Det har Kristoffer Szilas efter eget udsagn haft mulighed for, fordi han har fået frie tøjler af sine arbejdsgivere – af universitetet og af Villum Fonden og Carlsbergfondet, der har postet penge i hans projekter uden at forvente et økonomisk afkast.

»Det er rigtig vigtigt, at universitetet giver tid til, at man kan forfølge sine ideer uanset i hvilken retning de går. Så det ikke bliver dikteret, hvad man skal forske i, ud fra hvilken vej vinden blæser, hvilke emner der er politisk interesse for lige nu, eller at visse fonde forventer et produkt, de kan profitere på efterfølgende. Man skal have områder, hvor man har frie tøjler og kan gøre det, man har lyst til og passion for som forsker.«

Med andre ord: Kristoffer Szilas er ikke færdig med at jagte svar på jordens gåder i Grønland.

LÆS OGSÅ: Minik Rosing finder fortællinger bag næste bakketop