Ordene lyser op imellem os

SPROGPSYKOLOGI

Studierne af sprog og psykologi er velkendte – men hvad er sprogpsykologi?

»Lad mig give et eksempel: Prøv at tænke på din egen mor. Hun er for dig i dag den samme person, som sidst du tænkte på hende, men det tankeobjekt, der knytter sig til hende, er helt nyt for dig hver gang afhængigt af tid, sted og sammenhæng. Vi tænker på de samme måder, men vi gør det med forskelligt indhold – og vi tænker forskelligt om det samme, hver eneste gang, vi tænker på det.

Sådan er sprogpsykologi personforankrede studier af kommunikationssituationer med betydningsdannelserne i fokus. Sprog og psykologi er et fletværk for sprogpsykologer. Følelser og tanker optræder aldrig hver for sig, sådan som vores måde at tale om dem på ellers ofte forudsætter. Alle følelser er forbundet med nogle tanker. Og alle tanker er følelsesmæssigt indfarvede – alene den interesse vi viser noget ved at tale om det, er tegn på et følelsesmæssigt engagement.

De studerende bliver vilde i varmen, når de opdager det her, og en af mine kvikke studerende har citeret Oscar Wilde for det herlige udsagn, at den, der kun kalder en spade en spade, burde udstyres med én.«

Hvor meget er sprogvidenskab, og hvor meget er psykologi?

»Wilde har også sagt, at verdens egentlige mysterium ligger i det synlige og ikke i det usynlige. Vores genstandsområde er det synlige – det vi siger og skriver, og ikke det vi tænker. Udforskningen af sprogpsykologiske fænomener bygger bro mellem vores individuelle livsverdener og videnskabens indsigter. Vi har meget til fælles med sprogforskere, psykologer og kognitionsforskere, men ikke nok til at slå følgeskab med nogen enkelt af dem. Vi har vores klare tyngdepunkt hos den enkelte sprogbruger, så sproget som system (som jo er rygrad for fx danskfaget) har kun perifer interesse for os.

Vi har også mange fælles interesser med fag som retorik og politisk sociologi. Branding og marketing er hippe provinser, som vi også besøger, for vi er naturligvis interesserede i det, jeg kalder imponatorord. Ord, som ingen rigtig kender betydningen af, men som for tiden har en vis magi. Om ti år vil det være nogle andre ord, vi imponerer hinanden med.«

Sprogpsykologi er en ung fødselar. Hvordan har faget udviklet sig?

»De senere år er det gået over stok og sten. Denne sommer er det fyrre år siden jeg som den første kandidat tog eksamen i faget sprogpsykologi. Faget blev oprettet fem år tidligere af professor Paul Diderichsen til en (anden) studerende, der ville skrive danskspeciale, vistnok om IP Jacobsens farveadjektivers psykologiske betydning. ‘Det dær’, skal Diderichsen have sagt, ‘er ikke et speciale, det er et bifag’. Og en, to, tre, så var faget sprogpsykologi født. Det var i de gode gamle dage, før alle evaluerings- og akkrediteringskravene kom til.

For mig gik det slag i slag med en guldmedalje i psykologi og en lektoransættelse. De første 25 år havde jeg vel et dusin tilvalgsstuderende ad gangen, men midt i halvfemserne vendte bøtten, og flere fik øjnene op for det lille fag. I dag kan ingen længere påstå, at sprogpsykologi blot er min fikse ide – nu har vi over hundrede studerende, og for mig er det altså helt vildt.

Jeg plejer at sige, at hvis man kan holde ud i 25 år, så kan man blive til noget. Jeg havde et par kollegaer i de første årtier, men de sad på universiteter i Oslo og Stockholm. Det har vel at mærke aldrig handlet om min karriere, men om at få flere gode kræfter til at arbejde med de her spændende ting. Og det ser ud til at bære masser af frugt nu – omsider. I januar i år fik vi lov at ansætte to fremragende adjunkter, og det er fantastisk, for én person er altså for lidt til at udgøre en kritisk masse.«

Og hvad er det sprogpsykologer ser, som andre forskere ikke gør?

»Sprogpsykologer ser ikke sproget som et værk, men som en fortsat virksomhed. Ordene eksisterer ikke i og for sig udenfor mennesket, men kun i det øjeblik, de tænkes og siges.

Ordene er strømførende, og de skal sluttes til to poler, for at virke – sproget lyser kun op imellem os. De ting, der bliver virksomme i denne samtale, de er nye, og de tilhører vores samtale – vi kan ikke slå dem op i nogen ordbøger, for ordene har ikke nogen betydning i sig selv. Er du klar over, at ordet kommunikation ikke eksisterede om andet end telegraflinjer før 1958?

Min kone plejer at sige til mig, at jeg skal holde op med at tale om, at sproget ikke findes. ‘Det kan du altså ikke slippe af sted med’, siger hun, ‘enhver ved jo, at sproget er der’.

Vi har så mange følelser forbundet med sproget. Dorthe Duncker har for nylig i Politiken skrevet om danskernes forhold til kommaet. Hvis vi begynder at pille ved skriftsproget, er det åbenbart noget, der truer folks identitetsfølelse. Hvis Sprognævnet siger, at det er ligegyldigt hvordan vi sætter vores kommaer, så går folk helt i spåner. Det er ren sprogpsykologi, for hvad Fanden er det, der gør at danskere (englændere og svenskere er flintrende ligeglade) har et blødt, kommaformet punkt? Det skal jeg have nogen til at skrive speciale om.«

gbg@adm.ku.dk