På flugt fra betonen: Tre studerende fik nok af København

Normalt hører man om det modsatte. Om unge mennesker, der flygter fra provinsens trummerum til det mytiske, pulserende storbyliv, hvor nætterne er lange, lysene mange og friheden lige så uendelig som boulevarderne.

Men der er nogen, der går den omvendte vej. Som har fået nok af himmelstræbende betonkomplekser og spidse albuer på linje 5C og som søger permanent tilflugt i småbyernes refugier. Langt væk fra larmen – og langt væk fra deres studier.

Uniavisen har mødt tre KU-studerende, der har forladt København til fordel for landlige omgivelser. Ikke kun på grund af boligmangel eller dyre priser, men også fordi de ønskede sig ud af storbyen.

Smukt fravær af muligheder

Malte Hall Jørgensen (24) besluttede sig for at flytte ud af København. Og ikke bare til Hvidovre, Virum eller Bagsværd. Men til Humlebæk.

Malte brød sig egentlig ikke om København, siger han, da jeg møder ham på Søndre Campus, hvor han studerer informationsvidenskab og kulturformidling – og hvor kraner og gravkøer befolker byggepladsen uden for vinduerne.

Det er ikke, fordi man ikke har de samme tanker og bekymringer, men det er, som om man kan overveje sin livssituation med ro i kroppen.

Malte Hall Jørgensen, studerende, Informationsvidenskab og kulturformidling

»København er overrendt. Der sker alt muligt herinde; der er virkelig mange mennesker, der er beton overalt, og der er politisirener og bilos. Når du skal ned til bageren, er der ikke kun én mulighed, men fem. Det er der mange fordele ved, men for mig har det aldrig rigtigt været et hjem,« siger han.

Den 1. april flytter han og kæresten til Humlebæk, hvor valget af bager giver sig selv. Der er nemlig kun én i kvarteret.

»Der er noget smukt ved fraværet af muligheder,« uddyber han. »Når man går ud i naturen, kan man ikke lige gå i Vero Moda eller Baresso og købe noget. I stedet kan man lytte til bladene, der knaser i skovbunden og dufte til det nyklippede græs. Det er ikke, fordi man ikke har de samme tanker og bekymringer, men det er, som om man kan overveje sin livssituation med ro i kroppen.«

Malte indrømmer, at han som så mange andre havde en romantisk forestilling om bylivet under sin opvækst i provinsen, men det viste sig hurtigt at være et vrangbillede, da han flyttede livet til København. Han landede heller ikke just i en af byens oaser. I to år har han boet i det sytten etagers højhus, der skyder op på Peder Lykkes Vej på Amager og har lagt navn til DR-serien ’Jul i højhuset’.

I serien kunne man se et udsnit af beboerne tømme Tuborg efter Tuborg, morgen og aften.

»Der er ingen tvivl om, at det har forstærket min oplevelse af byen i negativ retning, at jeg har boet i højhuset. Men jeg har haft muligheder for at flytte andre steder hen i byen, uden at jeg valgte at gøre det. Jeg savnede roen og trygheden for meget. Når jeg er hjemme, vil jeg gerne være langt fra København,« siger han.

Han tøver, da jeg spørger ham, om han vil savne byen, nu hvor han får den på afstand. Kradser sig i skægget, men ender med at svare nej – han har købt en envejsbillet ud af København.

»Lige nu glæder jeg mig bare til at flytte. Jeg ved allerede, at noget af det første, jeg vil gøre, er at plante et kartoffelbed i min nye have,« siger han.

Østrigeren, der måtte ændre sig selv

En, der allerede er valfartet langt bort fra København, er østrigske Eva Steffenhagen Krogh, der studerer indoeuropæisk på KU. Efter fem år i hovedstaden rykkede hun til udkanten af Fredericia – to og en halv times togtur fra studiet.

Det er ikke sådan, at man ikke kan få et smil i metroen eller toget, men det er sjældent, at folk ser op fra deres telefon og kigger hinanden i øjnene.

Eva Steffenhagen Krogh, studerende, Indoeuropæisk

Faktisk boede hun aldrig i hjertet af byen, men i forstaden Herlev. Her kunne hun fra sit vindue kigge ud på en parkeringsplads, hvor mænd i hættetrøjer spillede basmusik fra bilerne og måske gjorde sig skyldige i et eller andet. Imens buldrede S-tog tæt forbi lejligheden og fordrev for en stund den konstante summen fra hovedgaden.

»Det var stressende at bo i byen. Der var larm hele tiden, også om natten,« siger hun.

Men det var ikke støjen inden for væggene, der sled hende op, det var manglen på menneskelig kontakt på den anden side. Under sin opvækst i Østrig var hun vant til at sludre med tilfældige mennesker ved stoppestederne, men i København måtte hun give op.

»Det er ikke sådan, at man ikke kan få et smil i metroen eller toget, men det er sjældent, at folk ser op fra deres telefon og kigger hinanden i øjnene. Jeg tror, de har for travlt. Jeg fik følelsen af, at jeg ikke skulle være i vejen, og derfor var jeg nødt til vænne mig af med at tage initiativ til kontakt,« siger hun.

Erkendelsen kom snigende i løbet af hendes fem år i københavnsområdet. Da hun flyttede til byen, nød hun dens spraglede palet af tilbud, men efterhånden voksede København sig for stor og fremmed. »Byen ændrede mig,« siger hun i dag.

Så hun flygtede fra larm og lyssky skikkelser i Herlev og søgte vestpå, langt vestpå. I dag bor hun i udkanten af Fredericia med mand og to små børn nær skovens bryn.

»Jeg elsker naturen her, og jeg elsker menneskene. De er mere åbne. Da vi flyttede herhen, stod viceværten klar med en boremaskine, så vi kunne fikse nogle ting med det samme, og når man handler i den lokale Føtex, smalltalker man med de andre kunder,« siger hun.

»Det kan godt være, at jeg er kommet langt væk fra studiet, til gengæld kan jeg mærke, at jeg har fået et helt andet overskud i hverdagen.«

Biologen får energi fra naturen

En fællesnævner for de fleste KU’ere, der rykker ud af København og slår base i provinsielle oaser, er, at de er gift og har børn. Morgenfesterne på Dronning Louises Bro, technokoncerterne i Vega og burgere på samlebånd i Kødbyen er for dem minder om en tid, der ikke er mere.

Hvis man er stresset over opgaver på studiet, giver det utroligt meget at gå udenfor i naturen og tænke over ingenting.

Mikkel Haahr, studerende, Biologi

30-årige Mikkel Haahr er biologistuderende, gift og nyslået forælder. Men selv da han var i alderen, hvor nætterne voksede sig vilde og store, var han ikke forelsket i København.

»Det kan lyde hårdt, men jeg synes, København er overvurderet. Da jeg flyttede til byen i 2009, tænkte min kæreste og jeg, at vi skulle udnytte alle de muligheder, der er herinde. For der sker jo noget hele tiden. Men vi endte med at bruge byen meget lidt.«

For et år siden rykkede Mikkel, kæresten og deres nyfødte fra Vanløse til Sengeløse, hvor kirken vogter over markerne, og den lokale kro serverer stegt flæsk ad libitum. Eller som den vordende biolog formulerer det: »Der er klassisk landsbystemning.«

»Hvis man er stresset over arbejde eller opgaver på studiet, giver det utrolig meget at gå udenfor i naturen og tænke over ingenting. Den følelse fik jeg ikke på samme måde i byen – og jeg får den heller ikke af at se Netflix i min lejlighed,« siger han.

»Det kan godt være, at jeg havde Damhussøen i Vanløse, men der var også altid mange mennesker. Man skulle hele tiden se sig for, så man ikke kom til at gå i vejen for kondiløbere.«

I Sengeløse bruger han timer på at bygge dette og hint i haven, hvor han før måtte skrinlægge gør-det-selv-projekterne. Eller låne værktøjerne, fordi han ikke selv havde plads til dem i hjemmet.

Til gengæld pendler han nu fem gange om ugen, en time hver vej til og fra biologistudiet, hvor han i Vanløse blot skulle springe på cyklen og træde lidt i pedalerne. Modsat Eva Steffenhagen og Malte Hall vil han heller ikke afvise at vende tilbage til København en dag.

»Men,« siger han. »Jeg er tilfreds med, at jeg er havnet, hvor jeg er.«