Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Panum mangler 50 lig om året

DISSEKTION - Vi har spurgt de medicinstuderende, hvorfor man skal donere sin krop til dem, og om de selv vil give sig bort til den næste generation af studerende, når den tid kommer.

Bang – du er død. Og nu ligger dit lig sammen med 19 andre præparerede kroppe i dissektionssalen på Panum, fordi du har doneret din krop til videnskaben.

Sådan modtager Københavns Universitet 230 kroppe om året, men det er ikke nok, lyder det fra Sundhedsvidenskab, som efterlyser flere lig til gavn for de studerende på lægeuddannelsen.

»Man kan ikke skære, klippe eller sy i plastic. Det giver ingen mening,« sagde professor Jørgen Tranum-Jensen, fra donationsafdelingen på Sundhedsvidenskab i denne uge til DR, som bragte nyheden om at universitetet har brug for flere donorer.

Helt konkret mangler KU 50 lig hvert år.

»Arterier er ikke røde, vener ikke blå«

Forsætter vi et øjeblik tankelegen, står der nu seks medicinstuderende rundt om din krop. Der er stor sandsynlighed for, at de går på 3. semester og nu er i gang med studiets obligatoriske dissektionskursus.

Det betyder, at de aldrig har skåret i et kadaver før, men nu starter de fra hver sin ende arbejdet på det specifikke område af dit lig, som de nøje har forberedt sig på. Om eftermiddagen bytter de studerende plads med seks nye studerende, som fortsætter arbejdet på kroppen.

En overvældende – og lærerig – erfaring:

»Efter første dissektionstime følte jeg mig ‘for alvor’ som medicinstuderende. Der var noget højtideligt over stemningen i de kolde kælderlokaler med ligene på blanke stålborde og en kraftig lugt af konserveringsvæske. Alle var på dupperne,« siger Frederik Odorico, som i dag læser på 12. semester:

»Rent fagligt tror jeg at det var vigtigt at få oplevelsen af at virkeligheden ikke altid passer med bøgerne. Arterier er ikke røde, vener ikke blå og nerver ikke gule. Og den biologiske variation er stor. Jeg opdagede hvilken konsistens og eftergivenhed, der var i fedt, muskler, kar, nerver og knogler. Hvor meget de kunne holde til, og hvordan det var at skære i dem,« fortæller han.

Lige så speciel var oplevelsen for Yaffah Wiegandt, som i dag er på 7. semester:

»Jeg havde ikke troet, at vi ville være de første, som fik lov til at arbejde på et helt lig. I starten aner man jo nogle gange ikke, hvad man laver. Jeg synes, det er flot at vi får lov til det,« siger hun og understreger at der er dissektionsvejledere til stede hele tiden.

»Vi bliver dygtigere læger af det«

For Marisa Fanya, nu på 8. semester, var oplevelsen respektindgydende: 


»For mig var oplevelsen af at arbejde på et lig grænseoverskridende og samtidig enormt spændende. Der var en passende respekt over for ligene og de mennesker, som har givet os lov til at lære mere og hjælpe os med at blive dygtige læger,« siger hun.

»Et roligt og meningsfyldt miljø at lære i,« kalder Kirsten Schou Nørgaard, 8. semester, dissektionssalen:

»Det giver så meget mere mening, når man ser det tredimensionelt, end når man læser og hører om det. Bøger kan ikke på samme måde tage højde for de anatomiske variationer, som der er hos os mennesker, og det har hjulpet mig utroligt meget med at forstå anatomien, hvordan en specifik nerve for eksempel løber gennem en muskel,« siger hun.

Vil de studerende donere sig selv?

Så meget for indblikket i, hvad der sker med dit donerede lig, og hvordan det hjælper de medicinstuderende. Men vil de studerende selv donere deres kroppe til kommende studerende med deres viden om, hvad der sker med det?

»Jeg er organdonor, men jeg har ikke taget stilling til, om jeg vil donere min krop til eksempelvis dissektion for studerende. I mit hoved ligger min egen død stadig så langt ude i fremtiden, at det er en overvejelse, jeg kan tage på et senere tidspunkt. Jeg ved ikke hvorfor, men det er anderledes med organdonation,« siger Frederik Odorico.

Kirsten Schou Nørgaard har allerede overvejet sagen:

»Hvis min familie ville være okay med det, kunne jeg godt finde på det. Det ligger lidt langt ude i fremtiden at tage den beslutning, men jeg kan garantere, at hvis man donerer sin krop, bliver den behandlet meget respektfuldt af de medicinstuderende. Det bliver der lagt meget vægt på fra professorernes side. Vi er meget taknemmelige for, at nogen donerer deres kroppe, for at vi kan lære bedre,« siger hun.

Også Marisa Fanya vil drøfte en eventuel donation med sin familie – senere:

»Jeg har ikke selv taget stilling til, om jeg vil donere min krop til forskning og uddannelse af kommende læger. Det er noget jeg vil drøfte med min familie,« siger hun.





Mest afklaret er Yaffah Wiegandt:

»Ja, det kunne jeg godt finde på. Og det begyndte jeg faktisk at overveje efter selv at have prøvet at dissekere et lig første gang. Når jeg er død, så er jeg død, og så kan min krop lige så godt gå til noget godt.«

Uni-avis@adm.ku.dk

Seneste