Pengeparadokset

Uniavisen har tidligere bragt en forkortet udgave af denne artikel. 

På Institut for Plante- og Miljøvidenskab (PLEN) har institutleder Svend Christensen allerede trådt på bremsen. Han begrænser nu forskerne i at skaffe flere private donationer (eksterne midler) til deres forskning.

Beslutningen kommer, efter Svend Christensen nødtvungent har nedlagt 13 videnskabelige og fire tekniske stillinger – cirka 10 procent af de fastansatte – blandt andet fordi forskerne har været lidt for dygtige til at skaffe fondsmidler.

»Vi er offer for vores egen succes,« siger institutlederen.

Vi er meget tæt på helt at måtte sige nej til flere eksterne midler.

Institutleder Svend Christiensen, PLEN

Den barokke situation skyldes, at de private fonde enten slet ikke eller kun i begrænset omfang betaler det, der kaldes overhead, altså penge til følgeomkostningerne ved at drive forskningsprojekter. Det drejer sig om ting som forskningsledelse (herunder bl.a. vejledning af ph.d.-studerende),
afskrivning og vedligeholdelse af udstyr, træk på støttefunktioner, husleje, strøm, varme, rengøring, administration, it og vedligeholdelse.

Det må universitetet selv betale for, og det dræner kassen for de såkaldte frie basismidler, som universiteterne får via finansloven. Penge, som de skulle have brugt til egne strategiske forskningssatsninger. En del fonde kræver tilmed også, at universiteterne bidrager med medfinansiering, hvis de skal komme i betragtning til en bevilling.

»Vi er meget tæt på helt at måtte sige nej til flere eksterne midler, og jeg er allerede begyndt at stoppe forskere, der søger om penge uden at få overhead med. Det er jeg nødt til, da vi ikke kan medfinansiere mere,« siger Svend Christensen.

PLEN har en omsætning på cirka 300 millioner kroner, og mellem 60 og 65 procent af pengene kommer fra eksterne kilder, men de private fonde betaler maksimalt op til 15 procent i overhead, hvilket langt fra er nok til at dække de faktiske omkostninger, siger han.

Forstår fortørnede forskere

Thomas Vils Pedersen, lektor og fællestillidsrepræsentant for de videnskabeligt ansatte på KU, mener, at situationen kræver en kæmpe kulturændring blandt forskerne på universitetet. De må begynde at forholde sig mere kritisk til at søge forskningsmidler.

»Vi tænker stadig til en vis grad på eksterne midler som dengang de var flødeskummen på toppen af kagen, men i dag udgør de en stor del af universitetets økonomi. Det er en umulig situation, for forskerne har brug for midler til at fortsætte deres projekter og opbygge deres grupper, men omvendt ser vi også, at basismidlerne bliver drænet, så vi må finde en balance,« siger han.

Thomas Vils Pedersen tilføjer, at han forstår, at der blandt forskerne er frustration over situationen, som den har udviklet sig.

»Jeg ville også selv blive voldsomt fortørnet, hvis jeg fik at vide af min institutleder, at jeg ikke længere må søge om penge. Det er en forståelig og reel reaktion, så der er brug for at skabe en bedre forståelse af, hvad det koster ens institut økonomisk, hvis man modtager fondsmidler uden at få overhead med eller på anden vis får dækket følgeudgifterne,« siger fællestillidsrepræsentanten.

Sorterer i ansøgninger

På Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO), hvor eksterne midler udgør cirka 50 procent, når det sjældent så vidt, at ledelsen siger nej til midler, som forskerne allerede er blevet tilbudt.

»Derimod stopper og sorterer vi – i samarbejde med vores forskere – systematisk og ofte i ansøgningerne. Det gør vi, fordi finansieringen de retter sig mod er problematisk pga. lav eller manglende dækning af indirekte omkostninger, restriktive anvendelsesformål eller krav om medfinansiering. Hver eneste afgørelse er kontekstspecifik og afvejer det faglige perspektiv med det finansielle,« skriver institutleder Bo Jellesmark
Thorsen.

Han beskrev i en kronik i Berlingske i august 2017 situationen som alvorlig for nogle af institutterne, der rummer Danmarks bedste og mest succesfulde forskningsmiljøer, da der mangler ressourcer til at stabilisere talentfulde forskergrupper og sikre forskningens
bredde.

Den bedste løsning på problemet er, at landets rektorer og fondenes ledelser bliver enige om et sæt spilleregler, mener Bo Jellesmark Thorsen. Spilleregler, som får fondene til at løfte en større del af de indirekte omkostninger og samtidig begrænser kravene til medfinansiering.
Alternativet er at politikerne griber ind og mere detaljeret regulerer fondenes aktiviteter, foreslår han.

Tæt på grænsen

Tidligere på året måtte Niels Bohr Institutet (NBI) afskedige syv medarbejdere af lignende årsager, og på Biologisk institut hvor den eksterne virksomhed udgør 50-60 procent, melder institutleder Niels Kroer, at de også nærmer sig grænsen, hvor de må sige nej tak.

»Vi har stadig et lille økonomisk rum til fortsat at hjemtage eksterne bevillinger, men er tæt på grænsen. Som konsekvens forudses der en fastholdelse i antallet af faste stillinger. Nye stillinger vil kun blive opslået i takt med, at der skabes det nødvendige økonomiske råderum, fx som følge af indgåelse af aftaler om fratrædelse/overgang til emeritus,« skriver han.

Meldingen er tilsvarende fra Claus Beier, institutleder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning. Han siger, at de alene går efter bevillinger, som de opfatter som værende af stor strategisk betydning eller som spiller godt sammen med andre aktiviteter på instituttet.

Claus Beier tilføjer, at cirka 40 procent af omsætningen kommer fra eksterne kilder, men at regeringens fortsatte årlige to-procentbesparelser medvirker til at flytte grænsen nedad for hvor stor en andel, de eksterne penge kan fylde.

»Vi er helt sikkert på grænsen (eller over) i forhold til at hjemtage eksterne bevillinger uden overhead, uden lønfinansiering af faste medarbejdere og uden dækning af direkte følgeomkostninger,« skriver han.

Koster SCIENCE 590 millioner

Et notat lavet Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på KU viser, at de eksterne midler lægger beslag på en væsentlig del af fakultetets frie basismidler.

SCIENCE modtog i 2017 cirka 1,1 milliard kroner i eksterne forskningsmidler, som forskerne havde skaffet. Heraf blev 200 millioner udbetalt som overhead.

Men de 200 millioner er langt fra nok. Notatet viser, at SCIENCE hvert år selv må finde yderligere cirka 590 millioner kroner til dækning af de indirekte omkostninger, der er forbundet med de eksternt finansierede forskningsprojekter.

Det gælder blandt andet udgifter til husleje og bygningsdrift, varme og strøm, rengøring, økonomi- og personaleadministration og IT.

Universitetsdirektør: Der er en grænse

Jesper Olesen, universitetsdirektør på KU er modstander af at lave en fast grænse for, hvor meget ekstern finansiering universitetet er i stand til at håndtere.

Han siger, at institutledelsen i forbindelse med hver enkelt forskningsprojekt må vurdere fagligt, om bevillingen passer ind i den lokale strategi. Hvis det er inden for et område, man vil satse på alligevel, eller inden for et tema, som instituttet forsker i allerede, behøver der måske ikke at følge en fuld dækning af omkostningerne med.

»Men der vil være tilfælde, hvor vi er nødt til at sige, at det er et spændende projekt, men universitetet må takke nej tak, fordi vi ikke har råd til at medfinansiere,« sigerJesper Olesen.

Han tilføjer, at det er nødvendigt at balancere mellem basismidler og eksterne midler, og at der eksisterer et loft, hvor KU ikke kan medfinansiere mere ekstern forskning, men han pointerer, at det også afhænger den lokale økonomiske situation på institutterne.

Ifølge Jesper Olesen forfølger KU tre spor, der skal gøre det lettere at håndtere udfordringerne med de eksterne midler.

For det første skal KU blive bedre.

»Jeg ser et stort potentiale i, at vi kan blive bedre til at dokumentere de faktiske omkostninger, der er forbundet med forskningen. Blandt andet ved at hjælpe forskerne med at få skrevet alle udgifterne på deres fondsansøgninger,« siger universitetsdirektøren.

Han peger på, at Danmarks Tekniske Universitet har omkring 50 procent eksternt
finansieret forskning, mens tallet ligger på omkring 35 procent på KU, så der er altså plads til forbedring.

Jesper Olesen tilføjer, at ledelsen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal beregne de præcise følgeomkostninger ved forskningen. Gruppen bygger videre på det arbejde, som de allerede har lavet på SCIENCE.

Pengestrømmene skal omdirigeres

Det andet spor handler om fordelingen af pengestrømmene internt på universitetet. Ifølge universitetsdirektøren arbejder ledelsen på at ændre KU’s budgetmodel.

I dag går de eksterne indtægter ubeskåret til de enkelte fakulteter og i sidste ende den enkelte forsker – mens halvdelen af følgeomkostningerne til husleje og bygningsdrift betales af KU’s centrale kasse. Groft sagt: Fakulteterne får alle pengene, men betaler kun en del af udgifterne. Den ubalance vil ledelsen rette op på ved at sende overheadindtægterne derhen, hvor udgifterne afholdes.

KU’s centrale kasse skal have en større del af kagen.

Det tredje spor er arbejdet i det nye Forum for Forskningsfinansiering, som daværende forskningsminister Søren Pind nedsatte, inden han valgte at trække sig fra politik.

Forummet består af rektorerne fra universiteterne, formændene for de tre store offentlige forskningsfonde og et medlem fra henholdsvis Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Velux Fonden og Villum Fonden.

De skal »drøfte udfordringerne, der er forbundet med de indirekte omkostninger, som er knyttet til eksternt finansierede forskningsprojekter.«

Forummet skal også »med afsæt i en international kortlægning identificere og drøfte modeller til en bæredygtig håndtering af indirekte omkostninger,« står der.

Ifølge Uniavisens oplysninger skal udvalget blandt andet diskutere en særlig svensk løsning: SUHF-modellen.

Den svenske model

SUHF står for Sveriges universitets- och högskoleförbund, og SUHF-modellen er en regnskabsmodel, der gør det muligt at dokumentere de fulde udgifter – såvel til kerneaktiviteter som støttefunktioner – der er forbundet med forskning og uddannelse  i Sverige.

Det forklarer, Lena Törnborg, controller ved Linköpings Universitet og ekspert i SUHF-modellen.

Et af formålene med modellen er at gøre det gennemskueligt for de eksterne bevillingsgivere, hvad pengene bliver brugt til.

Lena Törnborg fortæller, at modellen har været indført på alle svenske universiteter siden 2010, men at nogle donorer forsat ikke accepterer at finansiere alle omkostningerne ved et forskningsprojekt. Oftest sætter de en grænse for, hvor meget de vil betale til kontorhold, it, med mere.

»Modellen giver universiteterne mulighed for at lave en præcis økonomisk plan, inden de starter et forskningsprojekt. Efter de har beregnet de fulde omkostninger med deres viden om den eksterne bevillingsgivers betingelser, kan de beregne præcis hvor meget de selv må medfinansiere,« skriver hun per e-mail.

På KU håber Jesper Olesen, at diskussionerne i Forum for Forskningsfinansiering munder ud i en enighed mellem fondene og universiteterne om en model for, hvordan man fordeler overhead-udgifterne i fremtiden.

»En fælles model ville gøre tingene lettere, da der vil være mindre at diskutere med fondene fra projekt til projekt. Men uanset om det ender med en fælles model eller ej, skal vi have styr på vores omkostninger på KU,« siger han.

Løsning på to ben

Også Jesper Langergaard, direktør i Danske Universiteter, kender til den svenske SUHF-model. Han siger, at der måske er inspiration at hente her, og at man kan diskutere, om den eventuelt kan overføres til Danmark og under hvilke forudsætninger.

Han mener, at det er i alles interesse at finde en hurtig løsning – »jo før des bedre« – da det er hans indtryk, at følgeomkostninger er en udfordring på alle universiteterne.

»De kæmpeskridt som dansk forskning har taget op i international topklasse var ikke sket uden de fonde, der med store bevillinger har stået bag os hele vejen, så vi er kun interesserede i en god og tæt dialog,« skriver Jesper Langergaard.

Han understreger, at universiteterne også har et ansvar for at blive bedre til at tydeliggøre, hvordan det enkelte forskningsprojekt spiller sammen med resten af instituttets, fakultetets og universitetets økonomi. Og så spiller han bolden videre til politikerne, som må levere flere basismidler til universiteterne:

»Det er vigtigt, at det her er et arbejde på to ben. Ja, vi har brug for, at en større del af vores følgeomkostninger ved eksterne bevillinger dækkes, men samtidig er det mindst lige så afgørende, at vi har tilstrækkelig basisfinansiering til at understøtte hele det forskningsfaglige  fundament, som vores eksterne samarbejder baserer sig på,« skriver Jesper Langergaard.

Også problemer på andre universiteter

Niels Christian Nielsen, dekan på Det Naturvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet, bekræfter over for Altinget, at problemstillingen er den samme på Aarhus Universitet som på KU.

»Vi sidder også i den situation, at vi må overveje fra projekt til projekt, hvad kan vi engagere os i. Det er da ikke alt, der bliver lagt billet ind på, fordi vi bliver nødt til at overveje det samlede økonomiske billede,« siger han til Altinget.

Martin Zachariasen, dekanen for det Naturvidenskabelige Fakultet på Syddansk Universitet, er mere bekymret for fremtiden, da blandt andet Novo Nordisk Fonden, som er KU’s suverænt største bidragsyder, vil øge sine udbetalinger fra 1,3 mia. kr. i 2017 til omkring 5 mia. kr. i 2023.

»Vi er meget bekymrede – og hvis vi skal kunne huse et stigende antal eksterne forskningsprojekter i fremtiden, så skal der findes en løsning på de indirekte omkostninger. Hvis det fortsætter som i dag, så kan vi simpelthen ikke rumme de kommende
uddelinger,« siger han til Altinget.

Fond: 15 procent er rimeligt

Villum Fonden er en af de få private danske fonde, der giver midler til, hvad de kalder »indirekte projektomkostninger«.

Ifølge fondens forskningsdirektør Thomas Bjørnholm har de valgt fast at give 15 procent til formålet, da de er opmærksomme på, at der med en forøget forskningsaktivitet følger indirekte omkostninger.

»Vi mener, at 15 procent er et rimeligt niveau for den forskning, vi støtter, og har også været i dialog med universiteterne. Vi er klar over, at der kan være forskelle mellem forskningsdisciplinerne, men vi lægger vægt på, at modellen skal være let at anvende for vores bevillingsmodtagere,« skriver han.

Thomas Bjørnholm tilføjer, at det er vigtigt, at universiteter, ministerier og fonde opnår en fælles forståelse og indgår i et tæt samarbejde omkring det ultimative mål – at skabe excellent forskning i Danmark – men at det er op til den enkelte fond, hvordan de vil bruge deres penge.