Institutter må bremse forskere i at søge penge

Flere institutter på Københavns Universitet (KU) har nået en grænse, hvor de må stoppe forskerne i at søge om flere penge fra fonde.

På Institut for Plante- og Miljøvidenskab (PLEN) har institutleder Svend Christensen allerede trådt på bremsen og begrænser nu forskerne i at skaffe flere private donationer (eksterne midler) til deres forskning.

»Vi er meget tæt på helt at måtte sige nej til flere eksterne midler, og jeg er allerede begyndt at stoppe forskere, der søger om penge uden at få overhead med. Det er jeg nødt til, da vi ikke kan medfinansiere mere,« siger Svend Christensen.

Betaler ikke alle omkostninger

Den barokke situation skyldes, at de private fonde enten slet ikke eller kun i begrænset omfang betaler for følgeomkostningerne ved at drive forskningsprojekter.

Jeg ville også selv blive voldsomt fortørnet, hvis jeg fik at vide af min institutleder, at jeg ikke længere må søge om penge

Thomas Vils Pedersen, fællestillidsrepræsentant

Det drejer sig om ting som forskningsledelse (herunder bl.a. vejledning af Ph.d.-studerende), afskrivning og vedligeholdelse af udstyr, træk på støttefunktioner, husleje, strøm, varme, rengøring, administration, IT, vedligeholdelse med mere.

Det må universitetet selv betale for, og det dræner kassen for de såkaldte frie basismidler, som universiteterne får via finansloven. Penge, som de skulle have brugt til egne strategiske forskningssatsninger.

En del fonde kræver tilmed også, at universiteterne bidrager med medfinansiering, hvis de skal komme i betragtning til en bevilling.

Kræver kulturændring

Thomas Vils Pedersen, lektor og fællestillidsrepræsentant for de videnskabeligt ansatte på KU, mener, at situationen kræver en kæmpe kulturændring blandt forskerne på universitetet, da de må begynde at forholde sig mere kritisk til at søge forskningsmidler.

»Vi tænker stadig til en vis grad på eksterne midler som dengang de var flødeskummen på toppen af kagen, men i dag fylder de en stor del af universitetets økonomi. Det er en umulig situation, for forskerne har brug for midler til at fortsætte deres projekter og opbygge deres grupper, men omvendt ser vi også, at basismidlerne bliver drænet, så vi må finde en balance,« siger han.

Thomas Vils Pedersen tilføjer, at han forstår, at der blandt forskerne er frustration over situationen.

»Jeg ville også selv blive voldsomt fortørnet, hvis jeg fik at vide af min institutleder, at jeg ikke længere må søge om penge. Det er en forståelig og reel reaktion, så der er brug for at skabe en bedre forståelse af, hvad det koster ens institut økonomisk, hvis man modtager fondsmidler uden at få overhead med eller på anden vis får dækket følgeudgifterne,« siger fællestillidsrepræsentanten.

Sorterer i ansøgninger

På Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO), hvor eksterne midler udgør cirka 50 procent, når det sjældent så vidt, at ledelsen siger nej til midler, som forskerne allerede er blevet tilbudt.

»Derimod stopper og sorterer vi – i samarbejde med vores forskere – systematisk og ofte i ansøgningerne. Det gør vi fordi finansieringen de retter sig mod er problematisk pga. lav eller manglende dækning af indirekte omkostninger, restriktive anvendelsesformål eller krav om medfinansiering. Hver eneste afgørelse er kontekstspecifik og afvejer det faglige perspektiv med det finansielle,« skriver institutleder Bo Jellesmark Thorsen.

Han beskrev i en kronik i Berlingske i august 2017 situationen som alvorlig for nogle af institutterne, der rummer Danmarks bedste og mest succesfulde forskningsmiljøer, da der mangler ressourcer til at stabilisere talentfulde forskergrupper og sikre forskningens bredde.

Bo Jellesmark Thorsen mener, at den bedste løsning på problemet er, at landets rektorer og fondenes ledelser bliver enige om et sæt spilleregler, der gør, at fondene løfter en større del af de indirekte omkostninger og samtidig begrænser kravene til medfinansiering.

Alternativet er politikerne griber ind og mere detaljeret regulerer fondenes aktiviteter, foreslår han.

Tætte på grænsen

Claus Beier, institutleder på Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning, siger, at de alene går efter bevillinger, som de opfatter som værende af stor strategisk betydning, eller som spiller godt sammen med andre aktiviteter på instituttet.

Han tilføjer, at cirka 40 procent af omsætningen kommer fra eksterne kilder, men at regeringens fortsatte årlige 2 procent besparelser medvirker til at flytte grænsen nedad for, hvor stor en andel de eksterne penge kan fylde.

»Vi er helt sikkert på grænsen (eller over) i forhold til at hjemtage eksterne bevillinger uden overhead, uden lønfinansiering af faste medarbejdere og uden dækning af direkte følgeomkostninger,« skriver Claus Beier.

På Biologisk institut hvor den eksterne virksomhed udgør 50-60 procent, melder institutleder Niels Kroer, at de også nærmer sig grænsen, hvor de må sige nej tak.

»Vi har stadig et lille økonomisk rum til fortsat at hjemtage eksterne bevillinger, men er tæt på grænsen. Som konsekvens forudses der en fastholdelse i antallet af faste stillinger. Nye stillinger vil kun blive opslået i takt med at der skabes det nødvendige økonomisk råderum, f.eks. som følge af indgåelse af aftaler om fratrædelse/overgang til emeritus,« skriver han.

Koster SCIENCE 590 millioner

Et notat lavet Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet (SCIENCE) på KU viser, at de eksterne midler lægger beslag på en væsentligt del af fakultetets frie basismidler.

SCIENCE modtog i 2017 cirka 1,1 milliard kroner i eksterne forskningsmidler, som forskerne havde skaffet. Heraf blev 200 millioner udbetalt som overhead.

Men de 200 millioner er langt fra nok. Notatet viser, at SCIENCE hvert år selv må finde cirka 590 millioner kroner til dækning af de indirekte omkostninger, der er forbundet med de eksternt finansierede forskningsprojekter. Det gælder blandt andet udgifter til husleje og bygningsdrift, varme og strøm, rengøring, økonomi- og personaleadministration og IT.

KU skal være bedre

Jesper Olesen, universitetsdirektør på KU er modstander af at lave en fast grænse for, hvor meget ekstern finansiering universitetet er i stand til at håndtere.

Han siger, at institutledelsen i forbindelse med hver enkelt forskningsprojekt må vurdere fagligt, om bevillingen passer ind i den lokale strategi. Hvis det er inden for et område, man vil satse på alligevel, eller inden for et tema, som instituttet forsker i allerede, så behøver der måske ikke at følge en fuld dækning af omkostningerne med.

»Men der vil være tilfælde, hvor vi er nødt til at sige, at det er et spændende projekt, men universitetet må takke nej tak, fordi vi ikke har råd til at medfinansiere,« siger Jesper Olesen.

Han tilføjer, at det er nødvendigt at balancere mellem basismidler og eksterne midler, og at der eksisterer et loft, hvor KU ikke kan medfinansiere mere ekstern forskning, men han pointerer, at det også afhænger den lokale økonomiske situation på institutterne.

»Jeg ser et stort potentiale i, at vi kan blive bedre til at dokumentere de faktiske omkostninger, der er forbundet med forskningen. Blandt andet ved at hjælpe forskerne med at få skrevet alle udgifterne på deres fondsansøgninger,« siger universitetsdirektøren.

Han peger på, at Danmarks Tekniske Universitet har omkring 50 procent ekstern finansieret forskning, mens tallet ligger på omkring 35 procent på KU, så der er altså plads til forbedring.

Ny budgetmodel skal hjælpe

Jesper Olesen tilføjer, at ledelsen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal beregne de præcise følgeomkostninger ved forskningen. Han siger, at de bygger videre på det arbejde, som de allerede har lavet på SCIENCE.

Ifølge universitetsdirektøren arbejder ledelsen også på at ændre KU´s budgetmodel – altså måden man fordeler penge og udgifter på internt på universitetet.

I dag går de eksterne indtægter ubeskåret til de enkelte fakulteter og i sidste ende den enkelte forsker, men halvdelen af følgeomkostningerne til husleje og bygningsdrift betales af KU’s centrale kasse.

Ledelsen vil kanalisere overheadindtægterne hen, hvor udgifterne afholdes, så de eksterne projekter i højere grad end i dag dækker de faktiske omkostninger.

Forum diskuterer problemerne

Jesper Olesen siger, at KU også deltager i arbejdet i det nye Forum for Forskningsfinansiering, som daværende forskningsminister Søren Pind nedsatte, inden han valgte at trække sig fra politik.

Forummet består af rektorerne fra universiteterne, formændene for de tre store offentlige forskningsfonde og et medlem fra henholdsvis Carlsbergfondet, Lundbeckfonden, Novo Nordisk Fonden, Velux Fonden og Villum Fonden.

Ifølge kommissoriet skal medlemmerne blandet drøfte udfordringerne, der er forbundet med de indirekte omkostninger, som er knytte til eksternt finansierede forskningsprojekter.

Fond: 15 procent er rimeligt

Villum Fonden er en af de få private danske fonde, der giver midler til, hvad de kalder »indirekte projektomkostninger«.

Ifølge fondens forskningsdirektør, Thomas Bjørnholm, har de valgt fast at give 15 procent til formålet, da de er opmærksomme på, at der med en forøget forskningsaktivitet følger indirekte omkostninger.

»Vi mener, at 15 procent er et rimeligt niveau for den forskning, vi støtter, og har også været i dialog med universiteterne. Vi er klar over, at der kan være forskelle mellem forskningsdisciplinerne, men vi lægger vægt på, at modellen skal være let at anvende for vores bevillingsmodtagere,« skriver han.

Thomas Bjørnholm tilføjer, at det er vigtigt, at universiteter, ministerier og fonde opnår en fælles forståelse og indgår i et tæt samarbejde omkring det ultimative mål – at skabe excellent forskning i Danmark –, men at det er op til den enkelte fond, hvordan de vil bruge deres penge.