Per Stig i kamp for retten til at være tåbelig

Per Stig Møller er efter næsten tre årtier som toppolitiker havnet på den post, der ligger tættest på hans akademiske baggrund: jobbet som kulturminister. I den egenskab er Møller onsdag eftermiddag så tilbage på Københavns Universitet, hvor hans første akademiske spirer blev sået.

Vi er til det halvårlige Semester Kickoff, hvor en sjældent veloplagt minister, flankeret af rektor og ordstyrer professor Vincent F. Hendricks, byder de nye studerende velkommen på universitetet. Det gør han med lige dele velmente formaninger, velplacerede citater og revselser af vor tids akademiske frontløbere.

Eller mangel på samme. For kulturen i dag beskæftiger sig med trivialiteter, mener Per Stig Møller. Der er ingen store internationale tænkere. Vi har brug for et nyt oplysningsprojekt, og humanisterne skal gå forrest.

Jeg tvivler, altså er jeg europæer

»Efter en lang periode af rationalisme har vi siden 2000 set en forkastelse af ratio. Der er en stigende frygt for det moderne. Fundamentalismen vinder frem, og det gælder både bibelbevægelser i USA, men også visse dele af islam.«

Og over for fundamentalismen er tvivlen, og dermed humaniora, essentiel, siger kulturministeren.

»Et af mine kernepunkter som humanist er, at man skal tvivle på alt,« mener han, og den holdning kan han kun have, fordi han er vokset op i Europa. Det er let at sige, at alle kulturer er i stand til at tvivle, men sådan forholder virkeligheden ifølge Per Stig Møller sig ikke.

»Tvivlen er specifikt europæisk. Den kræver viden og den kræver individualisme. Det begyndte allerede med Sofokles’ skuespil Antigone, hvor Antigone siger til kongen: ’Du kalder mig en tåbe, men måske er det dig selv, der en den tåbelige.’ Retten til at være tåbelig er en vigtig del af den europæiske tanke.«

Tanken i relief

I Festsalen taler Per Stig Møller ikke blot for humanister, men det gør intet, for selve det humanistiske grundstof er nødvendig for alle videnskaber, indskærper han.

»Humanister sætter ting i relief. Uden historiske studier bliver et billede fladt. Man er nødt til at lære af, hvor tanken gik fejl.«

»Mange glemmer, at både Niels Bohr og H.C. Ørsted var store humanister, ikke blot naturvidenskabsmænd. Det er i samspillet mellem de forskellige kulturer, at de store erkendelser kommer,« siger han.

Velkommen til et liv som paria

Som uddannet litterat er Per Stig Møller noget så sjældent som en kulturminister med rødder i kulturen. Efter år under Brian Mikkelsen og Carina Christensen, og med et antielitært støtteparti på siden, sætter mange i kulturlivet deres lid til Møller.

Og ministeren afslører sig i løbet af eftermiddagen som kriger i sin egen kulturkamp.

»Der må gerne være elite inden for sport, men inden for kulturen er eliten ’elitær’. Og det er jo grimt. Det er hvad der sker, når man trivialiserer kulturen,« siger han og bereder de nye studerende på en tilværelse som pariaer.

»I vil komme til at tilhøre eliten, men I vil komme til at krybe langs væggene og hælde vand ud af ørerne, så ingen opdager det.«

»I vil jo ikke se stor kunst«

Under foredraget indtager kulturministeren gradvist rollen som den ældre formaner, der uden hørbar ironi revser sine unge tilhørere.

»I vil jo ikke se stor kunst. Det er jo for svært. I vil hellere se X Factor. Og det er glimrende underholdning, men man er jo ikke kunstner, bare fordi man kommer ind fra gaden og begynder at synge.«

Per Stig Møller har læst, fortæller han, at ingen litteraturstuderende i dag skriver om litteratur efter 1980.

»Men hvad fanden skal vi så med jer? Det kan litteraturkritikerne i aviserne jo tage sig af. I skal trække det frem, der ikke ligger lige for.«

Det konservative paradoks

Men her snor Per Stig Møller sig ind i et paradoks, som Karen, en jurastuderende, gør opmærksom på i spørgetiden.

For hvad var så meningen med de konservatives store kulturkanon? Er den også en del af Møllers oplysningsprojekt? Og er der ikke en fare for, at kanoner forfladiger kulturen og bilder folk ind, at de ikke behøver læse andet end de kanoniserede værker? spørger hun.

»Vi har et meget sammensat samfund i dag, hvor mange indvandrere og andre ikke har samme forudsætninger og referencer. Så hvis vi ikke skal atomisere samfundet, er det nødvendigt at sikre at vi får de samme oplevelser. Kulturkanonen er netop et modtræk til forfladigelsen,« svarer han.

Plads til snævre fag?

Dagens andet paradoks er også det mest åbenlyse. For hvor efterlader al denne lovprisning af humaniora KUA og dets 26 nedskæringstruede uddannelser?

Er der plads til den humanistiske bredde, som Bjarke Rubow fra Europæisk Etnologi og Studenterrådet på KU, spørger. Er der et behov for de mere snævre forskningsretninger?

»Jeg vil ikke tage stilling til fagsammenlægninger. Det kan være rationelt nok, så længe man stadig kan studere de pågældende fag,« siger kulturministeren, men understreger:

»Vi politikere skal ikke ’pick the winner’ blandt fagene, for det går altid galt. Jeg er meget imod, at man siger, at fag er for snævre, for det kan vi ikke vide noget om, og der er masser af eksempler på, at man har nedlagt fag, som det viste sig, at man fik brug for senere.«

ser@adm.ku.dk