PET del 1: »Der er ikke en djævel, der har tid til at læse den rapport«

Sagen kort

Er det i orden, at en regering vildleder folkevalgte politikere og befolkningen af hensyn til landets sikkerhed? Og hvor meget må ministre misinformere Folketinget, før de kan stilles til ansvar?

Fundamentale demokratiske spørgsmål som disse siver ud af siderne på PET-kommissionens nyligt udgivne 16-binds beretning om efterretningstjenestens virke under den Kolde Krig.

Omdrejningspunktet er en erklæring fremsat af Hilmar Baunsgaards VKR-regering den 30. september 1968 om, at man fremover ikke må overvåge danske statsborgere alene på grund af lovlig politisk virksomhed.

En erklæring, der primært var rettet mod de venstreorienterede miljøer, og særligt mod kommunisterne, som på papiret nu kunne organisere og ytre sig på lige fod med andre politiske grupperinger. I det omfang, registrering af lovlig politisk aktivitet var foregået tidligere, skulle de pågældende sager makuleres.

Alligevel fortsatte PET med at registrere såvel venstre- som højreorienterede grupperinger, selv hvis de havde rent mel i posen.

Regeringens udvalg, der var nedsat til at holde snor i PET – det såkaldte Wamberg-udvalg – forsøgte i starten at føre kontrol med registreringerne, men blev på forskellig vis ført bag lyset fra 1968 til 1989.

PET’s praksis blev delvist legitimeret af et internt notat, udarbejdet to uger før regeringserklæringen i 1968, som gav efterretningstjenesten videre beføjelser, men som offentligheden ikke kendte til, før PET-kommissionen fik fingrene i efterretningstjenestens arkiver.

Preben Wilhjelm, hvad mener du er problemet med PET-kommissionens beretning?

Preben Wilhjelm (PW): »Først vil jeg gerne fastslå, at det meste af den kritik, der er kommet af beretningen, rammer ved siden af.

»Kommissionen har haft et elendigt kommissorium, og mange af de ting, de kritiseres for ikke at behandle, skulle de heller ikke behandle, ifølge kommissoriet.

»Og det kan man så ærgre sig over efter ti års arbejde, over 70 millioner kroner og 4.600 sider – som i øvrigt er en guldgrube af information.

»Udgangspunktet har fra starten været ’lousy’. Vi anbefalede at kopiere den norske model fra Ketil Lund-rapporten (fra 1996, red.).

Den tog kun to år at lave og har virket helt anderledes lammende over for al kritik, fordi folk følte, at hver en sten var blevet vendt.«

»Man har også behandlet vidnerne forskelligt. I Norge mente man, at det var vigtigere at få belyst historien, end at hænge nogen op på, hvad de havde foretaget sig for 30 år siden.

I Danmark skulle alle have lov at have bisiddere med og skulle beskytte sig mod straffeansvar. Det har i hvert fald ikke fremmet deres lyst til at fortælle.«

Det, der var så genialt ved den norske rapport var, at man håndplukkede et afhørerkorps af de dygtigste politifolk, som blev helt frigjort fra politiet, og samtidig nedsatte man en parallel kommission af historikere til at ånde dem i nakken. Så sikrede man sig, at alle var grundige.«

Indledende enighed

Ditlev Tamm (DT): »Det er sjovt, at du siger det, for i Danmark var armslængdeprincippet vigtigt.

»Det var netop af hensyn til venstrefløjen, og for at forebygge kritik, at man ikke ville have nogen med, som havde haft forbindelse til PET. Jeg er enig i, at man burde have haft sagkyndige med fra starten«

»Og jeg vil også gerne tilslutte mig din kritik af kommissoriet. Man begyndte med overvejelser om at undersøge ansvarsspørgsmål, og den idé forlod man senere for i stedet at nøjes med at klarlægge omstændighederne.

»Men man beholdt det her alt for komplicerede udspørgersystem. Uanset dygtighed var der nogle mellemled i det system, man som historiker, der normalt går direkte til kilden, ikke er vant til.«

»Der er også en forskel i, hvad man afdækkede. Den norske efterretningstjeneste havde friere hænder end PET, og det er der kommet en række erstatningssager ud af.

»Det får vi at se, om der også gør i Danmark, men den norske undersøgelse afdækkede mere end vi gjorde.

»Jeg synes ikke, at den danske kommission blev sammensat på en optimal måde, og faktisk er jeg forbløffet over, at der ikke har været mere kritik end der har.

»Kritikerne har i høj grad været Tordenskjolds soldater, og der har ikke været så mange af dem.«

Brian Mikkelsens alibi

Inden I fortaber jer i den helt store forbrødring: Hvad er så problemet med PET-beretningen, Preben Wilhjelm?

PW: »I forhold til spørgsmålet om PET’s registreringspraksis er der tre led.

»For det første bevises det side op og side ned, på hundredvis af sider, at regeringserklæringen fra 1968 ikke er blevet overholdt.

»For det andet kommer kommissionen frem til den konklusion, at det kan PET ikke bebrejdes.«

»Og for det tredje – og her blev jeg rigtig overrasket – så frifinder kommissionen blankt ministrene og regeringerne, fordi en sådan regeringserklæring ikke er retligt bindende. Det havde jeg ikke forestillet mig.«

»Regeringserklæringen er blevet bekræftet så mange gange. Første gang fuldstændig kategorisk og uden skyggen af forbehold af statsministeren selv (Hilmar Baunsgaard, red.) i Folketinget tre dage efter, at den blev udsendt.

»Mindst 20 gange har ministre erklæret, at Wamberg-udvalget kontrollerede PET’s registreringer.«

»Nu viser kommissionen så, at Wamberg-udvalget systematisk er blevet ført bag lyset og endda flere gange har bedt justitsministrene om at informere Folketinget om PET’s registreringspraksis. Det blev aldrig gjort.«

»Og det er klart, at når Ditlev Tamm og PET-kommissionen kommer med en samlet vurdering, der siger, at PET i ’alt væsentligt’ har overholdt de instrukser, de er blevet pålagt, så bliver der ingen debat.

»Allerede to timer efter at I afleverede 4.600 sider, var justitsministeren (Brian Mikkelsen, red.) ude og sige, at han var glad for at få konstateret, at der ikke var noget at komme efter.«

»Der er ikke en djævel, der har tid til at læse den rapport. Man skal jo være pensionist og meget optaget af sagerne for at læse så meget, at man overhovedet tør udtale sig om det.

»Men det er helt sikkert, at hvis folk havde læst den, havde kritikken været enorm.«

Wamberg-udvalget obstrueres

DT: »Jeg er enig med dig i, at beretningen er for lang. Jeg skrev et kortere resumé og jeg var hele tiden fortaler for en kortere rapport.

»Men man får ikke altid sin vilje, men til gengæld har offentligheden da fået læsestof og en udførlig dokumentation på baggrund af ellers utilgængelige arkiver.«

»Med hensyn til PET’s registreringer, så mener jeg, at Wamberg-udvalget kraftigere burde have taget afstand fra misbruget. Det var jo dem, der kendte til det, og de kunne være gået af, hvis de mente det alvorligt.

»Men så var det heller ikke flere sager, udvalget blev unddraget. Vi har kunnet dokumentere cirka 20 tilfælde.

»Der har sikkert været nogle flere, men man kan stille spørgsmålstegn ved, hvor tyk misinformeringen egentlig har været.«

PW: »Jeg synes, det er at føje spot til skade at sige, at udvalget bare burde være gået af. De allergroveste ting blev de jo holdt uvidende om.

»Og de lagde ellers hårdt ud. De ville lave uanmeldt stikprøvekontrol, men PET insisterede på at få sagsnumrene en uge i forvejen.

»Hvis det var en kontroversiel sag, som Wamberg-udvalget ikke skulle se, så fik de bare en anden sag.«

»Udvalget havde også ret til at se alle nyregistreringer, men i starten kunne justitsministeriet nedlægge veto.

»Der blev nedlagt så mange vetoer, at udvalget faktisk overvejede at gå i protest, og derfor skiftede PET bevidst taktik. Det dokumenterer jeres beretning.

»I stedet for at nedlægge veto, påstod man, at nogle sager ikke eksisterede og var blevet makuleret, men i virkeligheden flyttede man sagerne til såkaldte arbejdskartoteker.

»Og her taler vi ikke om 20 sager, men om flere tusinde.«

Regeringserklæringen: pressemeddelelse eller instruks?

DT: »Du siger, at regeringserklæringen er overtrådt, men spørgsmålet er, hvad denne regeringserklæring egentlig er, og hvordan man skal forstå dens indhold.

»Ifølge kommissionsflertallet er regeringserklæringen en offentliggørelse af en instruks, man vil give PET.

»Det er rigtigt, at det kun er en delvis offentliggørelse af en instruks om, at man i fremtiden ikke må registrere alene på grund af lovlig politisk virksomhed. Og at i det omfang, man har gjort det tidligere, skal sagerne makuleres.

»Mit synspunkt, som jeg er fuldstændigt overbevist om er det eneste juridisk holdbare, er, at selve instruksen består af denne erklæring sammen med det notat, der blev udarbejdet 14 dage før, hvor man er fuldstændig klar over ordlyden i erklæringen.«

»Erklæringen kan ikke stå alene, den kræver en uddybende forklaring. Og den forklaring – notatet – bliver ikke offentliggjort for Folketinget og derfor opstår der et gab mellem praksis og det, som Folketinget får fortalt.

»Og alt det her er klart lagt frem i beretningen. Kommissionen forsøger ikke at skjule eller bagatellisere noget, der er foregået i PET.

»Kommissionens opgave var at vurdere, om PET havde overtrådt gældende retningslinjer og for mig som jurist er der ingen tvivl om, at fordi man fortæller befolkningen og Folketinget noget i en pressemeddelelse, er der ikke skabt et retligt ansvarsgrundlag.

»Det kan rejse nogle politiske forventninger, men det er noget andet.«

PW: »Regeringserklæringen var ikke bare en pressemeddelelse.

»Det var det, man meddelte Folketinget blev sat ind som et nyt punkt i PET’s instruks. Hvorimod notatet aldrig er blevet sat ind i PET’s instruks.«

DT: »Det er simpelthen ikke rigtigt. Det er en instruks. PET har fået den.«

PW: »Den indgik ikke i noget af det, vi andre fik at vide var instruksen.«

DT: »Det er noget andet. Man kan diskutere, hvor mange mennesker, der fik instruksen at kende, men man kan ikke diskutere, om det var en instruks, for det var det.«

Flere virkeligheder, enøjet fortolkning

PW: »Jeg indrømmer, at det ikke er alle regeringsudtalelser, der er retligt bindende.

»De gælder jo også vedtagne beslutningsforslag, som rækker fra diffuse hensigtserklæringer til de allervigtigste afgørelser.

»For eksempel sker alle vores konventionstiltrædelser ved beslutningsforslag. Vores krigsdeltagelse sker ikke ved lov, men ved beslutningsforslag. Derfor kan man ikke generelt sige, at beslutningsforslag ikke retligt bindende.

»Det afhænger af omstændighederne og beslutningsforslagets valør, og når det gælder regeringserklæringen, var valøren enormt høj. Vi har aldrig set noget lignende.

»Det var oven i købet sådan, at da vi andre, få måneder efter at erklæringen blev fremsat, fik en kraftig mistanke om, at den ikke blev overholdt, forsøgte vi at få den gjort til lov.

»Det blev afvist af alle andre partier, fordi de ikke mente det var nødvendigt. Det viser hvilken status, man tillagde den.«

DT: »Der er ingen, der læser kommissionsflertallets beretning, som kan være i tvivl om, at der var et problem.

»Men det er ikke et problem, som det er kommissionens opgave at tage stilling til.

»Rapporten afdækker, at PET opererer i snæver forbindelse med Justitsministeriet, som igen er dækket af regeringen.

»Hvad PET gør, fremtræder derfor som landets officielle politik under vekslende regeringer. Undersøgelsen er imidlertid begrænset til blot at handle om PET.

»Vi er ikke blevet bedt om at undersøge, hvad skiftende regeringer og ministre har ment, at Folketinget burde vide.

»Om det er ansvarspådragende, er en meget kompliceret vurdering, og det er det, man normalt har en rigsret til at gøre.«

PW: »Du har i Berlingske Tidende sagt, at jura er en pudsig ting, fordi det går ud på at fortolke love og regler i relation til virkeligheden. Og det synes jeg, at I har gjort med det ene øje lukket.

»I har fortolket i forhold til PET’s virkelighed, men I har ikke gjort en stavelse for at fortolke i forhold til befolkningens og Folketingets virkelighed.

»Hvordan skal vi kunne reagere på noget, vi synes er forkert, når vi hele tiden bliver bildt ind, at alt foregår efter bogen?«

Denne artikel er første del af interviewet. Læs anden del her.

ser@adm.ku.dk