Ph.d.-studerende og folketingskandidat: Jeg håber ikke, du finder mig på Christiansborg om 30 år

»Kunne du tænke dig en flyer og en kop kaffe?«

Monika Rubin rækker en flyer frem mod en ældre dame i kørestol, der nærmer sig indgangen til Herlev Hospital. Det er en blæsende og kold mandag i valgkampen, men Monika Rubin har smidt jakken for at vise sin skrigende lilla t-shirt med navn og partilogo frem. Hendes mørkebrune hår flagrer ukontrollabelt om ansigtet på hende.

»Det her er noget, jeg virkelig har svært ved at vænne mig til,« fortæller hun og griner.

»At stå her foran min arbejdsplads og dele flyers ud.«

Monika Rubin er lægevidenskabelig ph.d.-studerende på Københavns Universitet og befinder sig til daglig inden for på Herlev Hospital, hvor hun har kontor. Men hun er også Moderaternes spidskandidat i Københavns Omegns Storkreds. Det har hun været i to måneder, og selv om hun ser frem til arbejdet, hvis hun bliver valgt ind, er hun allerede bange for at gro rødder på Christiansborg og miste sin fornemmelse for verden uden for Slotsholmen.

For det er netop politikernes mangel på fornemmelse for samfundet, der fik hende til at gå ind i politik.

Parti-dna

Monika Rubin blev færdiguddannet i medicin fra Københavns Universitet i 2015 og ansat som læge på Herlev Hospital. Samme år begyndte hendes politiske interesse støt at stige, da hun så, hvordan hendes kollegaer »gik ned med stress og sagde op,« som følge af den øgede arbejdsbyrde, som blandt andet Sundhedsplatformen havde pålagt dem.

»Sundhedsplatformen er helt sikkert indført i bedste mening. Men den er bare et eksempel på, at der træffes beslutninger på Christiansborg, som ikke tager højde for, hvordan det faktisk er ude på gulvet,« fortæller hun.

Så mens mange satte livet på pause under coronakrisen, smøg Monika Rubin ærmerne op og brugte sin fritid på politisk arbejde. Lige inden den første nedlukning var hun blevet valgt til bestyrelsen i den sundhedspolitiske tænketank Sund Fornuft, og under nedlukningen deltog hun i en masse Zoom-møder i Lars Løkkes gruppe ‘Det Politiske Mødested’ på vegne af tænketanken.

»Vi sad hver uge en masse læger, sygeplejersker og SOSU’er og talte om sundhedspolitik over Zoom. Det var virkelig fedt, og langsomt var jeg mere med som mig selv end som repræsentant for Sund Fornuft,« fortæller hun og supplerer: »På den måde har jeg jo også fået lov til at sætte mit præg på Moderaternes dna, fordi jeg har været med fra starten.«

Efter ugevis af sundhedspolitiske samtaler kunne Lars Løkkes Politiske Mødested sætte det sidste punktum i det sundhedspolitiske udkast, der skulle komme til at tilhøre Moderaterne. Offentliggørelsen af partiet var lige rundt om hjørnet. Kort efter blev Monika Rubin spurgt, om hun ikke kunne tænke sig at være spidskandidat for partiet.

»And the rest is history,« siger hun med et smil.

»Hende lægen«

Det er svært at overse Monika Rubins interesse for sundhedspolitik. Hendes løbesedler er designet, så de ligner recepter, og halvdelen af hendes valgplakater er udsmykket med en tegning af hende i kittel med et stetoskop om halsen.

Er du ikke bange for, at folk vil tro, at du kun mener noget om sundhedspolitik? 

»Overhovedet ikke. Der var engang en, der sagde, at hvis man har evnen, så har man også ansvaret. Jeg gik ind i politik, fordi sundhedspolitik er noget, som jeg ved noget om og kan bidrage til. Så jeg er ikke bange for at være ‘hende lægen’,« svarer Monika Rubin.

Hun har arbejdet i over ti år på Herlev Hospital, og finder hjemmevant et stille hjørne til snakken med Uniavisens udsendte. Helt roligt når det dog aldrig at blive, da hendes mobil ringer og vibrerer med jævne mellemrum under hele interviewet. Hendes frivillige er på vej. Der skal koordineres noget med en kaffevogn. Det er hektisk at køre en kampagne.

»Det er virkelig noget nyt, det her med at være i valgkamp. Sjovt, men en udfordring. Jeg kan huske, at en journalist spurgte mig, da vi lige var blevet stiftet: »Kan jer fra Moderaterne overhovedet sidde inde på Christiansborg, når I ikke har politisk erfaring?« Og der tænkte jeg: »Hvis ikke at jeg som borger med stemmeret, der har sin gang i samfundet, kan sidde i Folketinget, så har vi et demokratisk problem. Vi skulle gerne have et repræsentativt folkestyre, derfor kan det ikke være rigtigt, at det kun er statskundskabere, der kan sidde på Borgen. Det skal kunne læres,« siger Monika Rubin.

Afviser ikke at sidde i regering

Selv om Monika Rubin endnu ikke har haft sin gang på Christiansborg, er hun spændt på, hvad der vil ske med hende, hvis hun bliver valgt ind.

»Jeg håber ikke, at jeg mister det med gerne at ville lytte til andre. For det føler jeg ikke altid, at vores politikere er så gode til. Det virker som om, nogen bliver trukket ind i Christiansborg-universet og glemmer, hvad de kommer fra, og hvorfor de gik ind i politik til at starte med. Jeg håber ikke, at du finder mig inde på Christiansborg om 30 år, fordi det bare er blevet min karriere, og det eneste jeg kan,« siger hun og understreger, at hun vil gøre sig umage for fortsat at have kontakt med sundhedsvæsenet, hvis hun bliver valgt ind.

»Måske kan jeg endda tage en vagt eller to nogle af de dage, hvor der ikke er møder i Folketingssalen,« siger hun.

Er det så ikke lidt ironisk, at Moderaterne bliver ledet af Lars Løkke, der om nogen har siddet længe på Christiansborg? 

»Jo, men jeg synes, det er fedt. Han har valgt at tage al sin politiske erfaring med ind i Moderaterne. Han ved, hvor systemet fungerer og ikke fungerer. Nu bruger han det til at skabe partiet med os i stedet for at fortsætte ud ad den samme tangent. Jeg tror også, at han har udviklet sig enormt meget med alle de snakke, vi har haft i Moderaterne.«

Som sin partileder vil Monika Rubin heller ikke afsløre, hvem Moderaterne vil pege på som statsminister efter et valg. Men vedkommende skal være indstillet på at samarbejde hen over midten.

»Målet er jo at skabe en politisk samtale, hvor vi ser på løsninger og ser fremad. Vi afviser heller ikke muligheden for at sidde i regering, hvis den kommer. Men det er ikke målet,« fortæller hun.

»Nå, er du en af dem?«

Selv om sundhedspolitik er Monika Rubins største mærkesag, kommer udlændingespørgsmålet ind på en tæt andenplads. Trods det mørkebrune hår og de mørke øjne er det ikke meget, der røber, at hun er barn af en polsk mor og en iransk far. Som barn boede hun i et socialt boligbyggeri på Vestegnen, inden hendes forældre rykkede ind i et hus i Roskilde. Hun forklarer, at racisme aldrig for alvor har fyldt meget i hendes liv.

»Alligevel har jeg nogle gange oplevet, når jeg har fortalt folk, at jeg halvt iraner, så har de sagt: »Nå, er du en af dem?« Og jeg tænker bare: Undskyld, hvad snakker du om? En af hvem?« Udbryder Monika Rubin og indrømmer, at det derfor berørte hende, da Morten Messerschmidt ved Dansk Folkepartis årsmøde talte om »beduinlejre i venteværelset« og om at få islam ud af sundhedsvæsenet.

»Den tone, vi omtaler danske medborgere i, har godt nok udviklet sig de seneste år. Bare det, at Messerschmidt kan stå og tale på den måde, er vildt. Vi kunne ikke klare os uden »sådan nogle som mig« i sundhedsvæsenet. Sundhedsvæsnet ville knække sammen fra den ene dag til den anden. Og vi er alle sammen en del af samfundet. Hvis man skal smide alle ud, som ikke har 100 procent danske gener, så hænger vores samfund jo ikke sammen,« afslutter hun.

LÆS OGSÅ: Sadek Al-Amood ved godt, at han ikke bliver valgt: »Jeg stiller op for at tale om unge og studerende.«