Sadek Al-Amood ved godt, at han ikke bliver valgt: »Jeg stiller op for at tale om unge og studerende«

Under valgkampen vil man ikke se Sadek Al-Amoods ansigt på lygtepæle eller strippet fast til gangbroer i hovedstaden. Det er der simpelthen ikke penge til, når man er så langt nede på listen, som SF-kandidaten er. De politiske debatter er få, og valgplakaterne hænger han op for sine politiske kollegaer. Selv løbesedlerne deler han ud for modkandidaten inden for partiet, Carl Valentin.

Sadek Al-Amoods egen valgkamp bliver derimod digital. På Facebook, Instagram og TikTok, hvor han dagligt deler videoer om stigende huslejepriser, den i hans øjne for lave SU, mistrivselskrisen på universiteterne og drømmen om bedre og billigere offentlig transport.

»Jeg stiller egentlig ikke op for at vinde. Jeg stiller op for at tale om unge og studerende, der bliver ramt af eksempelvis den høje inflation, fordi de i flere måneder er blevet glemt,« siger han.

Revolutionskundskab

I begyndelsen af gymnasiet oprettede Sadek Al-Amood sammen med to venner en facebookchat, hvor der heftigt blev diskuteret politik. Det var samtaler med hammer, segl og revolutionære tanker som bagtæppe. Som han husker det, hed gruppen »noget med ’Revolution Nu’«, og hver person ændrede også kaldenavn til en venstreorienteret ideolog. Sadek Al-Amood griner, når han mindes, at han lagde sig fast på ’Trotskij’ efter den sovjetiske revolutionær, der først fik politisk asyl i Mexico for senere at blive myrdet med en issyl.

Siden er Sadek Al-Amood blevet rundere, mildere og generelt gladere for markedsdynamikker, fortæller han. Og det skyldes i høj grad to ting. Hans første gennemlæsning af den franske økonom Thomas Pikettys bog ’Kapitalen i det 21. århundrede’, og da han kom ind på Økonomi på Københavns Universitet.

I S-toget på vej mod Hundige fortæller han om de mange år, hvor han gik med en politisk frustration, som han ikke selv kunne formulere. Sadek Al-Amood boede som ung dreng i Birkerød, og han boede en kort overgang på landet i Karlslunde. Men da forældrene gik fra hinanden, endte han, lillebror og mor i Heimdals Kvarterets små ensartede lejeboliger i Hundige. Og selvom det ikke var decideret fattigt, så var der perioder, hvor husholdningsbudgettet var presset.

»Det er min egen opvækst, der har påvirket mig mest politisk. Jeg er vokset op med en enlig mor, der blev færdiguddannet farmaceut med stor SU-gæld under finanskrisen, og som ikke kunne finde job. Min mor er et enormt hårdtarbejdende og motiveret menneske, men i systemet havde hun ingen værdi. Jeg forstod ikke, hvordan man kunne være hårdarbejdende og samtidig være nødsaget til at gå rundt i lasede sko,« siger han.

Det var først år senere med Pikettys værk om ulighed, at han fandt et sprog for den frustration. Sadek Al-Amood begynder at gengive en pointe om, at alle regimer i verdenshistorie har legitimeret ulighed på forskellige måder.

»I middel- og senmiddelalderen var det et naturligt hierarki med konge, kirke, adel og bonde. Det kunne man ikke ændre på. Er man født bonde, vil man leve som bonde, og dine børn vil også blive bønder. Piketty argumenterer for, at den form for ulighed er bedre, end den vi har i dag, fordi bonden havde en værdi for samfundet. I dag er uligheden skruet sådan sammen, at vi bilder hinanden ind, at vi har alle muligheder. Vi fjerner alle sociale faktorer. Og hvis du ender som fattig, så er det, fordi du ikke har arbejdet hårdt nok, er doven eller dårlig til dit arbejde,« siger Sadek Al-Amood og påpeger, at man ud fra historiske data kan se, at efterkommere af adelige familier i Frankrig, stadig er en del af overklassen i dag.

»Uligheden reproducerer sig selv. Det er argumentet. Er du sindssynd det vækkede noget i mig. Det var en forklaring på den frustration, jeg havde følt i så mange år.«

Politisk modløshed

Siden januar har han balanceret sin post som folkevalgt SF’er i Region Hovedstaden med livet som økonomistuderende ved Københavns Universitet på nedsat tid.

»Regionsrådet har vist sig at kræve lidt mere tid, end jeg oprindeligt havde regnet med. Nogle uger er det fuld tid og andre uger er det nærmest ingenting. Inderst inde er jeg lidt en 12-talspige. Jeg kunne se, at mine karakterer faldt en smule, da jeg begyndte i regionsrådet.«

Til regionsrådsvalget proklamerede han følgende mærkesager: bedre og billigere offentlig transport, gratis psykologhjælp til alle og øget medicintilskud til personer med lave indkomster. Men endnu vigtigere end mærkesagerne er det at give en stemme til unge, »som normalt ikke går op i politik.« Sadek Al-Amood taler om en politisk modløshed blandt mange unge, som han også selv oplevede i Hundige, og det er måske den primære årsag til, at han besluttede sig for at gå ind i politik.

»Der er en politisk bevidsthed blandt mine jævnaldrende og mine kammerater. Vi har en masse diskussioner og holdninger til, hvordan samfundet bør udvikle sig. Men vejen til at kunne påvirke den politiske retning føltes utrolig lang. Der var rigtig langt fra Rødovre Gymnasium til Christiansborg,« siger han.

Det fremgår også tydeligt på hans primære markedsføringsplatform TikTok. Han kalder sig selv en first mover, når det gælder TikTok som politisk platform, selv om han anerkender, at Alex Vanopslagh fra Liberal Alliance og Mai Villadsen fra Enhedslisten er svære at konkurrere med.

Selv har han lige delt en ny video om en undersøgelse af studerendes budgetter, hvor han fortæller, at »huslejestigninger slår et allerede presset studiebudget helt ud af kurs,« fordi 25 procent af de studerende i undersøgelsen medgiver, at deres husleje er højere end SU’en.

Er det ikke en nemt at kæmpe for »mere luft i de studerendes økonomi?« Andre vil sige, at studerende skal være glade for at de overhovedet får SU.

»Præmissen for det argument er kedelig. Vi taler om lige adgang til at læse videre og tage en uddannelse. For at have en lige adgang så skal du også frikøbes i 36 timer. SU’en går til at frikøbe en gruppe mennesker, som måske ikke ville læse videre. Jeg siger ikke, at man skal leve i sus og dus, men huslejen bør som minimum dækkes. I den bedste af alle verdener ville man også lave en masse andre tiltag for banke huslejepriserne ned.«

Hvorfor betyder det så meget for dig?

»Det er et led i en større kamp mod ulighed. Jeg ville gerne omlægge hele skattesystemet, hvis jeg kunne. Det er helt væk, at vi beskatter arbejde hårdere end boliger og aktier. Arbejde er noget, vi gerne vil have meget mere af, mens ens bolig er de mursten, du bor i. Hvorfor skal du kunne tjene flere penge på at sælge en bolig, når mere arbejde kommer os alle sammen til gode?«

SU er jo kun en periode. Er det så ikke okay, at man lever lidt sparsomt i den periode, når det netop er universitetsstuderende, som kommer ud og får de højeste lønninger?

»Jeg kan godt følge det argument. Jeg er selv en af dem. Når jeg er færdig med studiet, kommer jeg til at tjene boksen. Økonomiuddannelsen er en af de bedste indtjenende uddannelser i landet. Problemet er bare, at man ikke kan betale med sin forventede livsindkomst i Netto. Man må adskille de to ting. Det er fair, er man lever på et minimum som studerende, vi er bare så langt fra det minimum.«

Kan man ikke se SU-lånet som en god investering i sig selv?

»De økonomiske modeller, vi lærer om på studiet, vil sige jo. Men hvis man som mig kommer fra et hjem på Vestegnen, og min mor var enlig forsøger, så er det pludselig politisk. Jeg tror sgu ikke, at jeg var blevet cand.polit, hvis jeg ikke havde fået SU, eller var nødt til at optage lån. Jeg havde ikke taget den risiko over så mange år uden et solidt økonomisk bagland. Vi har gode muligheder i det danske samfund, men det er ikke den perfekte sandhed, som vi bilder hinanden ind,« siger han.

Nederst på listen

Sadek Al-Amood er langt nede på listen over kandidater for SF, og med en lav placering følger færre midler til at føre valgkamp for. Det er en af grundene til, at han bruger sin tid på de sociale medier, og siden valget blev udskrevet, praktisk talt har »boet i sin partijakke.«

Det var også hans fokus ved regionsrådsvalget, hvor han til sin egen overraskelse blev valgt ind, og siden januar har siddet i trafikudvalget. Denne gang er han dog mere afklaret om egne muligheder for at komme ind.

»De seneste måneder har det frustreret mig helt vildt, at der nærmest ikke er noget politisk fokus på studerende. Vi er meget villige til at hjælpe børnefamilier med lave indkomster, og det synes jeg, at vi skal, men der er ikke fokus på studerende, som sidder lige så stramt i det. Det er sgu vigtigt at tale om, uanset om jeg kommer i folketinget eller ej,« siger han.

Det skinner også igennem på Sadek Al-Amoods sociale medier, hvor han laver såkaldte explainer-videoer. Her bruger han sin snart færdiggjorte kandidatuddannelse i økonomi til at simplificere politikernes termer samt fordele og konsekvenser ved forskellige udspil.

»Hvis jeg skal kunne argumentere mod markedslogikker, må jeg også forstå markedsøkonomien, fortæller han om årsagen til, at han studerer Økonomi.

Det lyder næsten som noget fra Batman. For at bekæmpe et monster, skal man blive et monster?

»Det har faktisk gjort noget godt for mig politisk. Jeg tror jo ikke på planøkonomi og kommunisme længere. Nogle dele af markedsøkonomien fordeler ret godt. Så jeg er blevet lidt rundere, selv om jeg er ivrig tilhænger af, at man skal regulere stort set alle markeder. Durum-markedet på Nørrebrogade er det eneste marked med perfekt konkurrence.«

Nogen ville kalde det statsligt formynderskab?

»Sådan ser jeg det ikke. Jeg mener, at staten skal gribe ind og regulere naturlige forskelle. Jeg var jo en af de få, som tiljublede gymnasiefordelingsaftalen, fordi jeg ser det som et socialt fremskridt, at vi blander folk på tværs af forældreindkomst. Pludselig kan en dreng fra Hundige ’netværke’ med en direktørdatter.«

Er du ideolog?

»Jeg er sgu meget rød. Jeg ville bare ønske, at jeg kunne få en økonomisk lighedstankegang ind i det 21. århundrede, i stedet for at vi taler om, at staten skal kontrollere markedet. Det synes jeg overhovedet ikke. Staten skal gå ind og målrettet justere nogle små ting.«

SF bliver ofte skudt i skoene, at de ikke har en rolle i sig selv, men nærmere er et søsterparti til Socialdemokraterne. Hvad tænker du om det?

»Jeg hører jo hele tiden, at vi er Socialdemokratiet light. Jeg synes sgu, det er irriterende. Valgkampen har allerede vist, at der er forskelle, fordi kriseløsningen pludselig skal findes i midten af folketingssalen. Jeg ser SF som en egentlig garanti for et venstreorienteret flertal. Det er klart forskelligt fra krisestyring over midten.«

Hvornår har SF ikke været klar i spyttet?

»Jeg må sgu indrømme, at jeg var lidt skuffet, da jeg så mit partis navn på den aftale, der satte dagpengesatsen for dimittender ned. Jeg ved godt, at den muligvis var blevet skåret yderligere uden os, men det gør alligevel lidt ondt.«