Sagaen om den forsvundne milliard

Efter at have ageret skydeskive og boksebold ved stordebat på Københavns Universitet i et par timer, kastede Charlotte Sahl- Madsen (K) sig om eftermiddagen den 1. juni ind i ministerbilen og ræsede ned til Christiansborg, hvor videnskabsudvalget benyttede hende som skydeskive og boksebold.

Eller, okay, først fik hun lov at tale varmt om det danske bredbåndsnet. (Alle danskere skal nemlig have hurtigt net – 100 Mbit – endnu hurtigere end svenskere, nordmænd og tyskeres net). (Om ti år).

Men vi spoler en time frem til den interessante del af seancen: Den del, der handler om den sparekniv, som regeringen og Dansk Folkeparti har stukket i universiteterne, hvor den i disse dage dirrer og fremkalder rystelse og debat.

Uopnået klarhed

Samrådet blev en episode i det, man kunne kalde for sagaen om den forsvundne milliard. I al korthed går historien ud på, at ingen rigtig er i stand til at forklare for hinanden, hvor regeringen har hentet den milliard kroner, den har sparet i sin genopretningsplan under overskriften ‘udløb af investeringsløft i universiteternes laboratorier’.

Ministeren gjorde ellers et forsøg på at opnå om ikke klarhed, så dog fred. Hun havde medbragt to embedsmænd, der var iført dæmpede, høflige stemmer og grå overskæg. De fik lov at tage imod oppositionens besværlige spørgsmål om penge, og i deres udlægning kom nedskæringerne hurtigt til at virke ret tilforladelige.

Så tilforladelige, faktisk, at der ikke rigtig var nogen besparelser, der ville komme til at stå opført nogen steder som besparelser. På den måde føles de antagelig mindre som besparelser og mere som reguleringer.

»Det bliver ikke indbudgetteret i Finansloven som en besparelse på universiteterne,« sagde den ene embedsmand.

Måske det er bedre med tal på papir

På den konto der hedder 35.11.14 i Finansloven havde regeringen for eksempel allerede indbudgetteret, at forskningsmidlerne må falde i takt med at økonomien er på vej ned i et hul.

»Det er en budgetregulering, som udmøntes senere,« sagde embedsmanden forekommende. »Tilpasningen sker ovre i reserverne,« tilføjede han.

Han syntes at fornemme, at en krystalklar luftrensning ikke var indtruffet i lokalet.

Lidt efter sagde han: »Men hvordan det summer op til de 24 milliarder, det mener jeg sådan set er Finansministeriets bord.«

Ministeren indskød undervejs, at det ville være udmærket med en skriftlig fremstilling af de mange tal.

Jelveds adrenalin postede rundt

Men hvad er det for nogle penge, regeringen tager? undrede Kirsten Brosbøl (S) sig.

Hun henholdt sig til, at der stadig er penge i den globaliseringspulje, som Socialdemokraterne har været med til at finde i statsbudgettet i et politisk forlig med regeringen. Er regeringen ved at udhule denne pulje? ville Brosbøl vide.

»Nu begynder min adrenalin at poste lidt rundt,« sagde ordstyrer Marianne Jelved (R) sagte. De Radikale var også med til at vedtage globaliseringspuljen til forskning.

»Fremstillingsmæssigt, der er det også lidt mærkeligt, det her,« sagde en af embedsmændene. »Hvis du ser den negative budgetregulering på paragraf 35, så ser du, der faktisk er 1,7 milliard. Her siger man i stedet, at der er udløb af laboratoriepengene på en milliard og fald i BNP på 700 millioner. Jeg medgiver at det er lidt forvirrende.«

»Kompleksitetens størrelse er ret stor,« sagde Marianne Jelved.

Er det globaliseringspenge?

Kirsten Brosbøl hægtede sig fast i spørgsmålet om milliarden som en burre.

»Er den milliard provenu fra velfærdsaftalen (om blandt andet globaliseringsmidlerne), som man nu fjerner i 2013, eller hvor kommer pengene ellers fra?« spurgte hun. Hun henviste til, at den tidligere videnskabsminister havde lovet forligskredsen indflydelse på, hvordan de penge skulle bruges.

Sablen begyndte at rasle hos Kirsten Brosbøl. Var regeringen ved at begå en slags forligsbrud?

»Det er en nedskrivning af globaliseringspuljen,« sukkede en af embedsmændene. Brosbøl så triumferende ud.

Der opstod en slags enighed om, at oppositionen ville skyde en ny byge af spørgsmål af sted, men (måske som en tak for udvist samarbejdsvilje) overveje at sende i det mindste en del af dem til Finansministeriet i stedet for til Videnskabsministeriets efterhånden trætte embedsmænd.

»Vi siger tak til ministeren og de udmærkede embedsmænd,« sluttede Marianne Jelved.

chz@adm.ku.dk