Popkultur er fin(kultur)

Da Uniavisen for et år siden skrev om Erik Steinskogs undervisning, gik historien viralt. Historien om en lektor fra Institut for Kunst- og Kulturvidenskab på Københavns Universitet, der i efteråret 2017 underviste i kurset Beyoncé, køn og race, spredte sig først til danske medier, så til internationale aviser som Washington Post, Le Monde og sågar til kinesiske nyhedsmedier.

I dag griner Erik Steinskog lidt ad al virakken om kurset – som han kalder et klassisk musikvidenskabeligt emne.

»Jeg forsøger at undersøge, hvad det vil sige at være et moderne menneske. Jeg ved ikke, hvorfor folk er så overraskede over et kursus om Beyoncé, det svarer jo lidt til at lave et kursus om Mozart. Der var mange universitetskurser om Madonna i 80’erne. Hele opmærksomheden siger noget om, hvad folk tror, at et universitet er. Men for mig har det været en mulighed for at gøre opmærksom på, hvad musikvidenskab også er,« siger lektoren, der som navnet antyder, kommer fra Norge.

Min erfaring er, at hvis man taler om pædagogisk forskning, kønsforskning eller populærmusik, så tror alle mennesker, at de er eksperter

Erik Steinskog, lektor i musikvidenskab

De fleste artikler om Beyoncé-kurset var positive, men enkelte røster kritiserede, at den afrikansk-amerikanske sangerinde kunne have akademisk interesse. Den kritik giver Steinskog ikke meget for. Han mener, at musikvidenskab både skal beskæftige sig med store, klassiske komponister og popmusikkens største stjerner.

»Normalt er der en generel respekt om videnskab i samfundet. Men som akademiker er det min erfaring, at hvis man taler om pædagogisk forskning, kønsforskning eller populærmusik, så tror alle mennesker, at de er eksperter. Det hænger nok sammen med, hvad folk anser for at være finkultur versus populærkultur. Mange folk anser stadig klassisk musik eller jazz som finere end pop. Men vi skal væk fra den opdeling, for de er en del af et fælles kredsløb,« siger Steinskog, der stadig bliver kontaktet af danske medier, når der er nyt fra Beyoncés lejr.

Klarinettist som 9-årig

Måske skyldes en del af opmærksomheden, at Erik Steinskog ikke lever op til folks fordomme om en universitetslektor. Hans publikationer har titler som Telefoniske strukturer hos Lady Gaga eller Performing race and gender: Erykah Badu between post-soul and Afrofuturism.

På sit officielle KU-billede poserer han i en collegejakke med r&b-sangerinden Janelle Monáes logo. Og da han var i Deadline for at tale om Beyoncé, var han iført jeans og en T-shirt fra sangerinden Erykah Badus seneste turné. Ikke ligefrem standarduniformen for en forsker.

Musikken var hans første kærlighed, men han startede i en anden genre – jazzen. Han begyndte at spille klarinet som 9-årig og saxofon et par år senere. Han øvede seks-syv timer om dagen, fast besluttet på at blive professionel jazzmusiker. Da han var 19 og 20 år, søgte han ind på konservatoriet i Bergen to gange, men kom ikke ind. Så begyndte han på musikvidenskab i stedet.

»Efter et par måneder på studiet følte jeg, at jeg var kommet hjem. Og jeg vidste, at jeg var meget bedre til at studere end til at spille musik. Det var hårdt at indrømme, at jeg ikke var god nok til at blive professionel jazzmusiker. Jeg spillede saxofon ved siden af studierne helt frem til jeg begyndte på min ph.d.,« siger Erik Steinskog, der stadig spiller på sit instrument en gang i mellem. Men i dag er han glad for, at han valgte bøgerne.

Ph.d. i Schönbergs opera

Universitetssystemet i Norge i 1990’erne var bygget op sådan, at Erik Steinskog både har taget en kandidat i musikvidenskab og en i filosofi med religionsvidenskab og idehistorie som sidefag. Hans to uddannelser betyder, at han i sin forskning både analyserer noder og arrangementer og musikkens kulturelle og sociale betydning.

Han skrev ph.d. om Arnold Schönbergs opera Moses und Aron fra 1932, der var kontroversiel og i samtiden på grund af komponistens jødiske baggrund.

»I afhandlingen gjorde jeg både brug af min filosofiske og musikvidenskabelige baggrund. Schönbergs opera er baseret på Biblen og skrevet af en østrigsk jødisk mand, som blev nødt til at forlade Europa i 1933. Så der var en masse kulturelle, historiske, jødiske og samfundsmæssige lag, som jeg blev nødt til at inddrage ud over musikken,« siger Erik Steinskog.

Hvad er det moderne menneske?

Til sit ph.d.-forsvar inddrog han operaen »Von heute auf morgen« af Schönberg, der slutter med en scene, hvor et lille barn spørger sin mor: ’Mama, was sind das, moderne Menschen?’ (Hvad er det moderne menneske?). Steinskog stiller samme spørgsmål i sin forskning.

»Jeg forsøger at undersøge, hvad det vil sige at være et moderne menneske. I forbindelse med min ph.d. ville jeg fx gerne undersøge, hvad det vil sige, at have været en tysksproget jøde i 30’erne. Selvfølgelig kan vi aldrig sætte os helt ind i et andet menneske, fordi vi har forskellige baggrunde og erfaringer. Men vi kan forsøge at gøre det og relativere vores egen position lidt og stille spørgsmål til det, vi troede, vi vidste,« siger Erik Steinskog og tilføjer, at det også er et mål i hans undervisning – at gøre de studerende bevidste om de briller, de ser verden med.

»Jeg vil gerne have, at de bliver bevidste om deres position med alle de forforståelser og fordomme, det indebærer. Håbet er, at de begynder at stille nye spørgsmål, som de ikke havde tænkt over, da de startede på kurset.«

Hvilke briller ser Erik Steinskog selv verden igennem?

»Jeg kan jo ikke løbe fra min hudfarve – jeg er en hvid, heteroseksuel mand, og det farver mit perspektiv. Men samtidig er jeg nordmand, hvilket betyder, at jeg ser Danmark med en udlændings øjne. Så der er nogle ting, som I gør i Danmark, der er mig fremmed. Hver gang, der fx kommer en reference til Matador i en samtale, er jeg udenfor, for jeg har ikke set den serie, som de fleste af jer kender.«

Sort musikkultur

Efter sin ph.d. har Steinskog blandt andet været ansat på Institut for Musik og Teater på Olso Universitet. Her forskede han i opera og klassisk musik, men også i musikkritik.

I 80’erne blev den lyse mandestemme i heavy metal som hos fx Guns’n’Roses opfattet som macho

Erik Steinskog, lektor i musikvidenskab

»Jeg er super heldig, for på mange måder har jeg fået lov til at blive ved med at studere. Måske er det et dårligt career move, at jeg har beskæftiget mig med så forskellige emner og ikke bare er fortsat i sporet fra min ph.d. Men jeg synes, at det er meget privilegeret at få lov at følge nogle faglige besættelser i stedet for at blive ved med at forske i det samme felt.«

Et af de fagområder, som Steinskog har interesseret sig for siden starten af sin karriere, er sort musikkultur. Han har blandt andet forsket i r&b-sangerinden Erykah Badus musik og jazzmusikeren Sun Ras univers.

I november oplevede han lidt af et karrieremæssigt højdepunkt, da han holdt åbningstale til en koncert med Sun Ra Arkestra i Athen. Talen handlede om afrofuturisme, en særlig retning inden for filosofi, musik og æstetik, der anvender science fiction til at skabe alternative billeder af Afrika og folk med afrikanske rødder.

Hvordan lyder en queer stemme?

Til september afholder Erik Steinskog et kursus med titlen queer musicology. Kurset præsenterer queer-studier med fokus på musikere som blandt andre Prince, Madonna og Janelle Monáe og vil være inspireret af bøssestudier, divadyrkelse og opera queens.

»Jeg vil gerne have fokus på både queer-begrebet inden for popmusik og klassisk musik og opera. For selv om moderne queer-teori kun er 40 år gammel, så har vores opfattelse af, hvad der var maskulint og feminint ændret sig meget. I 1700-tallet anså man fx kastratsangere som noget meget maskulint. Og i 80’erne blev den lyse mandestemme i heavy metal som hos fx Guns’n’Roses opfattet som macho,« siger Erik Steinskog.

Hans kontor på fjerde sal på Søndre Campus er fyldt med bogreoler med bøger fra gulv til loft med titler som Feminine Endings, Ocean of Sound og Roots and Culture: Cultural Politics in the Making of Black Britain.

»Jeg kan godt lide musikanalyse, men hvis man kun dykker ned i noderne og analyserer musikken, så kommunikerer man kun med andre mennesker, der også kan læse noder. Jeg har altid været interesseret i at kommunikere med andre fagligheder – fx med litterater og filmfolk. Fordi der er mange tendenser og referencer, som går på tværs af musik, litteratur og film. Så på den måde har jeg mere til fælles med en litteraturvidenskabsforsker end med en musiker,« siger Steinskog.