Prins Hassans fornemmelse for religion

Nej, arabiske prinser er ikke den erhvervsgruppe i verden der har det allerbedste ry for tiden. I film som George Clooneys Syriana og Michael Moores Fahrenheit 9/11 bliver arabiske prinser hængt ud som korrupte eneherskere der lever dobbeltmoralsk og luksuriøst mens deres befolkninger går til i fanatisme og fattigdom.

Men intet kunne være mere forkert når man taler om Prins El Hassan bin Talal af Jordan. Han er, som han siger, en
levende selvmodsigelse: En prins der nedstammer i lige linje fra profeten Muhammed, og kæmper for et moderne,
civilt, pluralistisk samfund.

Prins Hassan er berømt for sine liberale ideer og som initiativtager til en lang række internationale organisationer til fremme af interreligiøs dialog og forståelse. Han er præsident for den legendariske tænketank Romklubben, rådgiver for FN’s Flygtningehøjkommisær og har de seneste syv år været ordstyrer i World Conference of Religions for Peace, verdens største multireligiøse sammenslutning.

Og nu står han her i Auditorium 7 på Københavns Universitets Teologiske Fakultet, den lille, karismatiske, skaldede mand med det alvorlige smil under overskægget. Han skal tale om hvordan øget dialog mellem verdensreligionerne er helt essentiel for den globale fredsproces, nu hvor vi nærmer os enden på det den amerikanske historiker Niall Ferguson har kaldt »Hundrede Års Slagterier«.

Religion over politik
I modsætning til den almindelige vestlige opfattelse mener prins Hassan at religion har en helt essentiel og positiv rolle at spille når det gælder at fremme forståelsen mellem folkeslagene.

»Mine venner i Vesten siger at vi bliver nødt til at skille religion og politik ad. Men jeg mener at vi i stedet bør hæve religionen over politikken. Religion er i dag forurenet af politiske, sociale og økonomiske faktorer.

Hvad end man drager til Jerusalem, Mekka, Nedjef eller Det gyldne Tempel er den moralske og religiøse autoritet underlagt politiske interesser,« siger prins Hassan, der mener at denne ‘forurening’ lukker vores øjne for de religiøse og etiske værdier vi faktisk har til fælles.

For i virkeligheden er der ikke forskel på det muslimske, det kristne og det jødiske budskab.

»Alle religioner går ud på at skabe et samfund hvor vi kan leve i fred med hinanden. Som jeg ser på det, er det muslimske budskab det kristne budskab – og omvendt.

I bund og grund er værdierne ens,« siger prins Hassan, hvilket får en del af de tilhørende til at rykke sig lidt uroligt i sæderne.

For det er kontroversielle synspunkter prins Hassan kommer med. Religiøse fundamentalister tager afstand fra hans insisteren på interreligiøs dialog og respekt. Og verdslige vesterlændinge der traditionelt mener at religion kun hører til i den private sfære, er imod at skulle inddrage religionen som aktiv medspiller i den politiske sfære.

I vesten er vi nemlig så vant til at se religion som en del af problemet at vi ikke kan acceptere at den også kan være en del af løsningen, mener prins Hassan.

Som eksempel nævner han situationen i Afghanistan i årene efter Talebanstyrets magtovertagelse. Det var åbenlyst at de fundamentalistiske talebanere kun ville lytte hvis det internationale samfund sendte muslimske repræsentanter der tilhørte den samme kulturelle arv som talebanerne selv. Men det var man i FN ikke villig til.

I stedet sendte man en kvindelig japansk professor der selvfølgelig ikke blev modtaget, fortæller prins Hassan.
»Jeg spurgte den japanske professor: Hvilket slægtskab følte du med talebanerne i Herat? Hun svarede, og i det mindste var hun ærlig overfor mig:
Helt ærligt var jeg der kun på grund af japanske pengeinteresser«.

At det er sådan, skyldes ifølge prins Hassan at vi er så bange for religiøs fanatisme at vi heller ikke vil tillade moderate kræfter at komme til orde.

Men vi er nødt til at tillade religionerne at være aktive medspillere i den globale fredsproces. Som prins Hassan citerer Gandhi for at sige:

»Hvad er tro hvis den ikke bliver ført ud i livet?«

Tolerance er ikke nok
Men hvad er det så interreligiøs dialog kan som almindelig politisk dialog ikke kan? Ifølge prins Hassan hæver den religiøse dialog sig over merkantile og politiske hensyn og griber fat i den medmenneskelighed der alt for ofte går tabt når vores billede af ‘de andre’ bliver mudret af fordomme og hysteriske medier.

»I lyset af stadig stigende intolerance og frygt er der i dag et stort behov for at vi gen-menneskeliggør ‘de andre’. Og det kan kun ske ved hjælp af dialog og samtale. Alle må komme til bordet med deres menneskelige værdighed intakt.

Vi kan kun gøre op med ekstremisme ved at udforske vores fælles værdier og ved at nægte at lade politiske skel blive ophøjet til religiøs status,« siger prins Hassan.

Religionerne minder os om at det er vitalt at vi, for at bekræfte vor egen menneskelighed, må anerkende ‘de andres’ menneskelighed. Og derfor må interreligiøs dialog hæftes praktisk og meningsfuldt sammen med den politiske dialog.

Og ikke som en behagelig eftertanke, men som en ligeværdig proces. Kun sådan kan vi genskabe religionernes fredelige rolle, slår prins Hassan fast.

Men tro ikke målet er nået hvis blot vi kan lære at leve sammen uden konflikter. For fravær af krig er ikke ensbetydende med fred.

»Blot at tolerere hinandens
tilstedeværelse er ikke nok. Vi må nå frem til at respektere og værdsætte hinanden. Vi må bevæge os fra sameksistens til respektfuld intereksistens.

Og det er derfor jeg er her i dag: For at opfordre til den humanitære uddannelse der vil gøre dette muligt,« siger prins Hassan.

For det er ikke kun menneskeliv der er gået tabt i det seneste århundredes konflikter mellem folkeslag, ideologier og kulturer. Også menneskelige kundskaber er forsvundet. Og det er måske den største forhindring på vejen mod global fred: Nemlig den menneskelige dumhed.

Som prins Hassan slutter sin forelæsning:

»Når en redaktør offentliggør tegninger der går over grænsen; når præster og imamer rejser rundt og siger ting der går ud over deres beføjelser; når ti uskyldige mennesker bliver slået ihjel i gaderne fra Dakhar til Nigeria på grund af et par avistegninger; så er det på grund af menneskelig dumhed. Nærmest kriminel dumhed.

Konrad Adenauer sagde engang at Gud har sat begrænsning for menneskets klogskab, men på menneskets dumhed er der ingen. Det er mit håb at vi sammen kan bekæmpe denne dumhed. Gud være med jer«.

Kristoffer Holm Pedersen er freelance-journalist og danskstuderende på Københavns Universitet.

Blå bog

Prins El Hassan bin Talal er født den 20. marts 1947 i Amman, Jordan. Han er søn af afdøde kong Talal og dronning Zein al-Zharaf og bror til den tidligere kong Hussein. Fra 1965 var han kronprins i Jordan, men blev i 1999 afløst som tronarving af den nuværende kong Abdullah II af Jordan.

Prins Hassan har bl.a. studeret på Christ Church, Oxford University hvor han har en BA og en MA i orientalske studier. Han taler flydende arabisk, engelsk, fransk og tysk.

Han er medlem og/eller grundlægger af et utal af internationale organisationer og interessegrupper der alle arbejder for at fremme dialogen på tværs af kulturelle og religiøse skel.

Prins Hassan er kendt og berygtet for sine liberale synspunkter. Ved kongressen i World Conference of Religions for Peace i Kyoto i 2006 beskyldte prins Hassan de arabiske ledere for at »stjæle milliarder fra deres folk, blot for at spilde dem på våben i en krig mod Israel som de alligevel aldrig vil vinde«.

Prins Hassan er gift med prinsesse Sarvath El Hassan som han mødte første gang i 1958 da de begge var 11 år gamle. De har fire børn.

Kilde: elhassan.org og wikipedea.com