Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Privat virksomhed tjener penge på, at kvote 2 er et nåleøje for studerende

Kvote 2 — Virksomhed sælger kvote 2-ansøgninger og lover optagelsesgaranti. En ansøgning koster 1.200 kroner, men så er der også 88 procent chance for at komme ind. Studenterrådet siger, at det skævvrider optagelsessystemet.

»Vi startede virksomheden for at hjælpe folk med at komme ind på deres drømmestudie. Folk er jo gode til mange forskellige ting, men de er ikke nødvendigvis gode til at skrive. Men hvis man eksempelvis gerne vil læse til sygeplejerske, som ikke er et vanvittigt tungt skriftligt fag, så skal du alligevel lave en skriftlig kvote 2-ansøgning.«

Sådan siger Mads Koch Pedersen, medstifter af virksomheden Go’ Kvote 2. Sidste år vandt han og tre andre studerende på Copenhagen Business School (CBS)en iværksætterpris for deres projekt, der skræddersyer kvote 2-ansøgningerne. Mod betaling.

»Vores holdning er, at hvis vi ikke hjælper dem, så får de bare hjælp af venner, forældre eller andre bekendte. Så kan de ligeså godt få hjælp fra nogen, som er kompetente.«

Mads Koch Pedersen, Go’ Kvote 2

En ansøgning koster 1.200 kroner, to koster 1.800 kroner og tre koster 2.400 kroner. Men virksomheden angiver også at have en succesrate på 88 procent. Det er langt højere end landsgennemsnittet, idet kun omtrent 30 procent af alle kvote 2-ansøgere kommer ind.

Virksomheden kan hverken trylle eller gøre ansøgeren mere kvalificeret, siger Mads Koch Pedersen. Men deres skribenter er uddannede i at formidle. Og formidlingen skal helst være i top, når konkurrencen om kvote 2-studiepladser er så tæt.

På KU kommer kun 14 procent ind

Kvote 2 på KU

I 2018 søgte 7.176 ansøgere ind på Københavns Universitet via kvote 2-systemet. Kun 1.007 af dem blev optaget. Det svarer til, at 14 procent kom ind.

På medicinstudiet var der 1.556 kvote 2-ansøgere til kun 56 studiepladser. Det vil sige, at 3,6 procent af ansøgerne kom ind.

Flest kvinder blev optaget på kvote 2. Hele 64 procent var kvinder, mens 36 procent af dem var mænd

De optagne ansøgere var gennemsnitligt 26,1 år gamle

I 2018 modtog Københavns Universitet 9.403 kvote 2-ansøgninger fra 7.176 håbefulde. Kun lidt over 1.000 blev lukket ind i universitetets sakrale haller. Det svarer til 14 procent af ansøgerne.

Ifølge Go’ Kvote 2 søgte 25 procent af deres kunder ind på Københavns Universitet sidste år. Og en tredjedel af de nye kunder har planer om at søge ind på Københavns Universitet i 2019.

Medstifter Mads Koch Pedersen siger, at der ikke er noget etisk forkert i, at hans virksomheds forretningsmodel udnytter den store konkurrence:

»Folk spørger os tit, om det overhovedet er etisk korrekt at gøre det. Vores holdning er, at hvis vi ikke hjælper dem, så får de bare hjælp af venner, forældre eller andre bekendte. Så kan de ligeså godt få hjælp fra nogen, som er kompetente. Der er klart et behov for det, og så vil vi meget gerne hjælpe dem.«

Studenterrådet på Københavns Universitets forperson Mike Gudbergsen siger, at han er bekymret for, at virksomheden udhuler formålet med kvote 2:

»I studenterrådet mener vi ikke, at en privat virksomhed skal kunne tjene penge på kvote 2. Kvote 2 er tiltænkt at åbne universitetsverden op på tværs af sociale lag. At opstille en økonomisk barriere forlænger den sociale skævhed i optaget, som kvote 2 skal bekæmpe.«

»Det giver en anden sikkerhed«

Det er nemt at blive hjulpet af virksomheden, når man først har lagt pengene på bordet. Faktisk kan man bare skrive til Go’ Kvote 2 på Messenger og få »en overbevisende og personlig ansøgning« retur. 10 dage går der typisk, før den er færdig, siger Mads Koch Pedersen.

Jeg kunne da godt have fået input fra mine forældre og hjælp derigennem. Men jeg vidste, at jeg fik en service, som var gennemarbejdet og gennemtænkt hos Go’ Kvote 2.

Oscar, studerende

Uniavisen har ikke talt med studerende på Københavns Universitet, der har brugt Go’ Kvote 2’s service. Men 20-årige Oscar (som foretrækker at holde sit navn for sig selv) siger, at han kom ind på sit studium på CBS med hjælp fra Go’ Kvote 2 sidste år.

»Jeg kunne da godt have fået input fra mine forældre og hjælp derigennem. Men jeg vidste, at jeg fik en service, som var gennemarbejdet og gennemtænkt hos Go’ Kvote 2, og så sparede jeg også en masse bøvl med at skulle frem og tilbage med mine forældre. Det giver en anden sikkerhed«, siger han.

Oscar er en haj til IT, ikke til at skrive, og derfor vidste han, at han skulle have hjælp til sin ansøgning, siger han. Selv om han var meget tilfreds med den service, han fik af Go’ Kvote 2, kan han godt se, at det stiller én bedre i uddannelsessystemet, hvis man har penge på kontoen:

»Det var nok også derfor, at jeg købte det i sidste ende. Fordi ellers ville jeg være i en større risiko for ikke at leve op til formalia-krav og så videre. Så fra et etisk synspunkt kan jeg godt se, at man køber sig til den fordel eller betaler for at blive bedre stillet«, siger han.

Ordførere vil ikke forbyde købe-ansøgninger

Så må man bede sin søster, far eller gode ven om at hjælpe med ansøgningen. Og hvis man ikke har nogen af delene, skal man måske prioritere at betale sig fra det.

Uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann (S)

»Vi går som udgangspunkt ind for de frie markedskræfter. Virksomheden har set et hul i markedet, hvor der er et behov for at bistå. Det vil jeg ikke forbyde. Vi lægger også vægt på iværksætteri«, siger Socialdemokratiets uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann om Go’ Kvote 2, som hun kalder en »klassisk CBS-ting«.

Mette Reissmann siger, at hun heller ikke kan se, at det skævvrider kvote 2-systemet med købte ansøgninger. Ansøgere kan i forvejen få hjælp fra familie og venner. Og studievejledningerne på uddannelserne hjælper også, uden at man skal betale ved kasse 1:

»Så må man bede sin søster, far eller gode ven om at hjælpe med ansøgningen. Og hvis man ikke har nogen af delene, skal man måske prioritere at betale sig fra det. Man kan også godt gå op til vejledningen på studiet og få hjælp til sin ansøgning der,« siger uddannelses- og forskningsordføreren.

Kvote 2 er tiltænkt at åbne universitetsverden op på tværs af sociale lag. At opstille en økonomisk barriere forlænger den sociale skævhed i optaget, som kvote 2 skal bekæmpe
Studenterrådets forperson Mike Gudbergsen

Dog skal de studerende nok overveje om den service, de får, er 1.200 kroner værd, siger Mette Reissmann:

»Det lyder dyrt. Den virksomhed kunne godt trænge til noget konkurrence, så de fik priserne sat ned. Jeg ville ikke selv bruge så mange penge på det, og jeg synes, at de studerende skal tænke sig om en ekstra gang, før de bruger penge på den service.«

Det kan vel med en eller anden ret kaldes ‘konsulentbistand’. Men jeg synes selvfølgelig, at adgangen [til universitetet] skal være rent meritokratisk.«

Henrik Dahl, uddannelses- og forskningsordfører for Liberal Alliance

Henrik Dahl, som er uddannelses- og forskningsordfører for Liberal Alliance, kan godt forstå, at virksomheden eksisterer. Men han siger, at den ikke stemmer overens med uddannelsessystemets meritokratiske ånd:

»Det kan vel med en eller anden ret kaldes ‘konsulentbistand’. Men jeg synes selvfølgelig, at adgangen [til universitetet] skal være rent meritokratisk,« siger han.

Men er den meritokratisk, hvis man betaler for ansøgningen?

»Nej. Men det er vist heller ikke ulovligt«, siger Henrik Dahl.

En social forlomme

Jeg er ked af at sige det, men hvis du ikke kan skrive en jobansøgning, så kan du heller ikke få et job. Du skal også kunne stave for at komme ind på en videregående uddannelse

Uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann (S)

I kvote 2 vurderes personer ud fra andet end deres karaktergennemsnit. Og det skulle gerne skabe større diversitet og øge social mobilitet i uddannelsessystemet. Men rektorer såvel som studerende og forskere har kritiseret kvote 2-systemet for at give de veluddannedes børn en forlomme i universitetskøen, fordi denne gruppe har rig adgang til at få hjælp med blandt andet at skrive ansøgningen om at blive optaget.

I august måned udtrykte ledelsen på Psykologisk Institut blandt andet bekymring for, at det nuværende kvote 2-system på KU favoriserede ansøgere med en priviligeret baggrund og et godt netværk.

Men uddannelses- og forskningsordfører Mette Reissmann siger, at hun ikke mener, at kvote 2-systemet skal gentænkes:

Tyder det på, at det er for svært at komme ind på kvote 2, hvis man kan bygge en virksomhed op omkring det?

»Nej. Man skal jo være i stand til at skrive en ansøgning for at komme ind på kvote 2. Jeg er ked af at sige det, men hvis du ikke kan skrive en jobansøgning, så kan du heller ikke få et job. Du skal også kunne stave for at komme ind på en videregående uddannelse«, siger Mette Reissmann.

Nyt optagelsessystem på KU

På Københavns Universitet tager man konsekvensen af kritikken af kvote 2 og gør op med sin kvote 2-model. Fra 2020 skal kvote 2-ansøgere først igennem en optagelsesprøve, der tester studiepotentiale og faglige færdigheder. Derefter skal de enten til et skriftligt interview med tre-fire spørgsmål eller en mundtlig samtale, der erstatter den motiverede ansøgning.

»Vi vil gerne sikre os, at ansøgerne selv har lavet deres kvote 2-ansøgninger, og dermed også stille kvote 2-ansøgerne mere lige«, siger Pernille Kindtler, som er sektionschef i Vejledning og Optagelse på Københavns Universitet.

Vores holdning er, at hvis vi ikke hjælper dem, så får de bare hjælp af venner, forældre eller andre bekendte. Så kan de ligeså godt få hjælp fra nogen, som er kompetente
Medstifter af Go' Kvote 2 Mads Koch Pedersen

Det står ikke klart, hvordan optagelsesprøven skal se ud. Københavns Universitet arbejder blandt andet på at få ændret universitetsloven, så de kan erstatte et nuværende karakterkrav på 6,0 med en adgangsprøve i kvote 2. Men overvejelsen om at gøre noget anderledes har flere år på benene end Go’ Kvote 2:

»Det er en problemstilling, som vi har diskuteret i en række år. Den her virksomhed sætter det på spidsen og gør det endnu vigtigere at tale om, men vi har altid godt vidst, at nogle ansøgere får hjælp til deres kvote 2-ansøgning«, siger Pernille Kindtler.

Ifølge Studenterrådet på Københavns Universitet kan en optagelsesprøve også løse en del af problemerne knyttet til kvote 2 i dag. Men det er vigtigt, at prøven måler studieparathed og ikke akademiske færdigheder:

»Optagelsesprøven skal ikke udtrække ansøgerens akademiske færdigheder, da det snarere er noget, man tilegner sig gennem uddannelsen. I stedet skal optagelsesprøverne måle studieparathed på parametre, hvor forældres akademiske forhold ikke er afgørende,« siger forperson Mike Gudbergsen.

Gratis hjælp hos studievejledningen

Mads Koch Pedersen fra Go’ Kvote 2 siger, at han sagtens kan se fordelen i en kvote 2-model, der ikke inkluderer en motiveret ansøgning:

»Konkurrencen er utrolig hård. Det er kun cirka 30 procent, som kommer ind via kvote 2. På Medicinstudiet i København er der 56 studiepladser til over 1.500 ansøgere. Så måske er det for svært at komme ind på uddannelserne, og måske er det, at man skal skrive en motiveret ansøgning til alle uddannelser, heller ikke den rigtige måde at gøre det på,« siger han.

Ansøgerne skal dog ikke betale nogen for den forberedelse, da brug af KU’s studievejledninger og besøgsordninger er en bedre og ganske gratis vej til at blive både afklaret og forberedt

Sektionschef på KU Pernille Kindtler

Den nye optagelsesproces på KU betyder, at Go’ Kvote 2 skal til at gentænke deres virksomhedsstrategi. Men Mads Koch Pedersen siger, at han ikke er bekymret for virksomhedens fremtid:

»Så må vi også bare ændre os. Der er sikkert nogen, som får brug for hjælp til at forberede sig til optagelsesprøven. Her kunne man helt sikkert også hjælpe en masse mennesker.«

Sektionschef Pernille Kindtler siger, at potentielle ansøgere heller ikke behøver at betale sig til hjælp til den tid:

»Vi har generelt ikke noget imod, at folk forbereder sig. Det indebærer jo at sætte sig ind i uddannelsen og sine egne kvalifikationer. Forberedelserne er med til, at man kan træffe et fornuftigt og afklaret studievalg. Ansøgerne skal dog ikke betale nogen for den forberedelse, da brug af Københavns Universitets studievejledninger og besøgsordninger er en bedre og ganske gratis vej til at blive både afklaret og forberedt,«

Ansøgere kan også finde gode råd på universitetets hjemmeside.

Har du selv benyttet eller overvejet at benytte Go’ Kvote 2? Så er vi interesserede i at høre din historie på Uniavisen. Du kan kontakte os på uniavis@adm.ku.dk

Seneste