Professor med pumpgun

Der hænger en halv meter dolkhale på væggen på Kirsten Seestern Christoffersens kontor på Biologisk Institut, og i hjørnet står to riffelhylstre.

»Bare rolig, der er ingen våben i,« smiler hun.

Men Kirsten Seestern Christoffersen er faktisk en habil skytte, det er en del af hendes job som leder af KU’s arktiske station på den grønlandske ø Disko, Qeqertarsuaq, og som underviser på UNIS, Universitetscentret i Longyearbyen på den norske ø Svalbard.

»Der er isbjørne begge steder, så det er obligatorisk at deltage i sikkerhedskurser, der også omfatter våbenhåndtering og skydetræning,« fortæller hun.

»I flere perioder har jeg stået for biologiske ekspeditioner i det nordlige Grønland, og universitetet havde ingen våben, vi kunne få med til selvforsvar, så jeg købte mine egne pumpguns. Det er derfra, hylstrene stammer. Men på de steder, jeg kommer nu, er udstyret i orden, så jeg har afleveret mine rifler til politiet.«

Kirsten Seestern Christoffersen arbejder i en 20-procentstilling på KU og en tilsvarende stilling på UNIS. Derudover er hun leder af KU’s Arktisk Station i Grønland og er Rigsfællesskabets repræsentant i internationale fora for arktisk ferskvandsmonitorering.

»Arktis udgør en stor del af kloden, og det er ved polerne, opvarmningen går hurtigst. Men de arktiske egne er mindre undersøgt end andre dele af verden, derfor begyndte jeg at interesse mig for området for henved 20 år siden,« siger hun.

Isen bliver tyndere

Professoren har ved selvsyn kunnet følge konsekvenserne af den globale opvarmning.

»Pludselig begynder det at regne om vinteren, og isen på søerne bliver tyndere og forsvinder tidligere om foråret. Der er uorden i økosystemet, og vi nærmer os et tipping point, hvor den tidligere balance vælter, og det kan tage flere hundrede år at etablere en ny orden,« fortæller hun.

Vi nærmer os et tipping point, hvor den tidligere balance vælter, og det kan tage flere hundrede år at etablere en ny orden

Professor Kirsten Seestern Christoffersen

For Kirsten Seestern Christoffersen er det afgørende at nå at dokumentere så meget som muligt af den oprindelige tilstand, inden vi muligvis når tipping point.

»Den arktiske verden bliver mindre og mindre uberørt. Derfor er det så vigtigt, at vi får sikret viden om grundtilstanden nu.«

Hvert år både sommer og vinter tager hun på feltkurser med sine studerende på Disko i Grønland og Svalbard i Norge.

»Universitetet på Svalbard er baseret på, at al undervisning har en feltkomponent, og selvom området er sne- og isdækket store dele af året, tager vi ud til søer og tager vandprøver. Mange tror, at der slet ikke foregår noget under isen om vinteren, men lyset kan trænge igennem allerede fra februar måned. Og selv en lille smule lys er nok til, at der kan gro mikroalger, og så er fødekæden i gang,« siger Kirsten Seestern Christoffersen med et begejstret smil.

LÆS OGSÅ: Her er et overlevelseskursus en obligatorisk del af udvekslingsstudiet

Fanget i uvejr

Det kræver særligt udstyr at færdes ude i temperaturer, der om vinteren ofte når ned under minus 25 grader. UNIS på Svalbard har en kæmpe afdeling alene dedikeret til logistik. Her er bæltekøretøjer, snescootere, rifler og kasser med overlevelsesudstyr, hvis en studerende for eksempel falder i en gletsjerspalte, eller en gruppe sner inde i felten.

»De kasser blev opgraderet efter en felttur, som jeg stod i spidsen for,« fortæller Kirsten Seestern Christoffersen.

»Det var vinter, og vi skulle på tur i et bæltekøretøj, som er sådan en slags minibus på larvefødder, der kan køre gennem sneen. Men det havde føget så meget den dag, at jeg på et tidspunkt gik foran for at vise vejen og undgå, at køretøjet satte sig fast eller kørte i et vindhul. Fygningen blev værre, og vi ringede på satellittelefonen til UNIS for at høre, hvad vi skulle gøre. Logistikafdelingen følger hele tiden med i vejret, og det er dem, der bestemmer, om man må køre eller ej.«

Svaret fra UNIS var, at gruppen skulle vende om og køre tilbage til universitetet med det samme. Lidt senere kaldte de op igen og sagde, at gruppen på grund af lavinefare skulle køre en anden vej og søge ud mod en dal med åbent landskab for at overnatte i en bjælkehytte, som universitetet ejer og låner ud til de ansatte til fritidsbrug, fortæller Kirsten Seestern Christoffersen.

»Jeg kender godt hytten, den minder om et lille sommerhus med plads til seks-otte mennesker og lokum i brændeskuret. Men vi var et hold på 20 studerende, to undervisere og en logistiker, så på vejen derud prøvede jeg at lægge en plan. Jeg gennemtænkte, hvem jeg skulle tage mig særligt af blandt de studerende, og hvem der var mere ressourcestærke,« beretter hun.

Plan B og C

Da gruppen af studerende og undervisere nåede frem til den lille hytte, var døren låst, fortæller Kirsten Seestern Christoffersen.

»Vi måtte bryde låsen op. Nogle af de studerende var ret bekymrede over situationen, vi havde kun lidt snacks med, ingen rigtig mad, og en af de unge manglede sin hjertemedicin. Vi fik ringet til det lokale sygehus i Longyearbyen, som instruerede os i, hvad vi skulle gøre for den unge med hjerteproblemer. Hun skulle blandt andet have lidt chokolade og tage den med ro.«

Jeg sov ved døren med to norske gutter som sekundanter. Hvis vi skulle få besøg af en bjørn, ville vi kunne stoppe den, inden den nåede ind i hytten til de studerende

Professor Kirsten Seestern Christoffersen

Kirsten Seestern Christoffersen foreslog sin gruppe, at alle lagde deres snacks i en fælles pulje, så alle kunne få en smule at spise. Drikkelse fik de fra sneen udenfor.

»Jeg udfordrede de studerende til at bygge en iglo uden for hytten, og det gik de så meget op i, at tiden fløj afsted. Da blæsten tog til, samledes vi indenfor. En amerikansk studerende foreslog et sjovt fantasispil, som alle kunne deltage i.«

Da natten faldt på, fortæller Kirsten Seestern Christoffersen, at alle bredte deres termoflyverdragter ud på gulvet og brugte fleecejakkerne som tæppe.

»Jeg sov ved døren med to norske gutter som sekundanter. Hvis vi skulle få besøg af en bjørn, ville vi kunne stoppe den, inden den nåede ind i hytten til de studerende.«

Næste morgen ringede gruppen til UNIS og fik køretilladelse:

»Vi kørte ind mod byen ad Longyearbræen, og højt oppe fra fjeldet kunne vi se Longyearbyen ligge ved Adventfjorden badet i sol. Det var virkelig sådan en wow-oplevelse. Men det var efter den tur, at UNIS besluttede, at man altid skal have en kasse med nødrationer med, selv på dagsfeltture, og jeg har også altid selv en plan B og ofte også en plan C, for man ved aldrig med vejret og isbjørne i de arktiske egne,« slutter Kirsten Seestern Christoffersen.