Professor: Specialestuderende bør give os råderet over deres resultater

Studerende skal have større rolle i forskningen – ja, men det kræver, at vi erstatter den traditionelle vejlederrolle med rollen som forskningsleder.

I Københavns Universitets nye strategi står der, at vi skal styrke inddragelsen af de studerende i forskningen. Det er jeg meget enig i, men jeg savner anvisninger på, hvordan det konkret skal ske.

Et tidspunkt, hvor de studerende kan komme på banen med bidrag til forskning, er i forbindelse med kandidatspecialet. Her har mange studerende opnået en rimelig faglig modenhed; og de bruger typisk mellem et halvt og trekvart år på arbejdet. Da indholdet af specialet normalt er valgfrit, skulle det give gode muligheder for, at vejledere kan inddrage de studerende i dele af deres forskning.

Min tilgang til specialeprocessen vil, forestiller jeg mig, nok dele vandene på Københavns Universitet.

Indtil for få år siden har jeg desværre oplevet, at på trods af at jeg havde dygtige, engagerede og flittige specialestuderende, så endte slutproduktet af anstrengelserne altid som en ren studenteropgave, som ikke reelt bidrog til forskningen. Problemet var, indså jeg til sidst, at jeg som vejleder ikke i tilstrækkelig grad fungerede som forskningsleder.

Dette har jeg i de senere år forsøgt at rette op på gennem en række tiltag: For det første spiller mine medvejledere og jeg nu en mere aktiv rolle i at få defineret specialeprojekter, der indgår som led i forskning, vi allerede selv har gang i. For det andet følger vi de studerende meget tæt – ikke mindst i forbindelse med planlægningen af projektet.

For det tredje har jeg nu gjort det til en rutine at foreslå de studerende, at de efter et afsluttet specialeprojekt via en skriftlig aftale giver mig og de andre vejledere retten til at bruge deres resultater som grundlag for udarbejdelsen af en eller flere videnskabelige artikler. De studerende bliver selvfølgelig medforfattere til artiklerne, og de får lov til at deltage i arbejdet i det omfang, de har lyst og tid til det.

Disse tiltag har for mit vedkommende i de seneste år resulteret i fem internationale artikler baseret på specialer – og et tilsvarende antal er i pipeline.

Min tilgang til specialeprocessen vil, forestiller jeg mig, nok dele vandene på Københavns Universitet. På den ene side ved jeg, at mange kolleger på SUND og SCIENCE allerede praktiserer noget lignende. På den anden side vil der nok være mange, både studerende og kolleger, som mener, at det at udtænke og designe et specialeprojekt er en essentiel del af de studerendes uddannelse – ellers bliver de studerende jo let reduceret til en slags teknikere eller laboranter.

Det kan måske virke som et overgreb, at de studerende skal give deres resultater til vejlederne.

Jeg vil dog påstå, at et på forhånd tilrettelagt projekt sagtens kan vække de studerendes kreativitet og evne til selvstændig tænkning. Selv med et på forhånd udtænkt projekt, vil der typisk være brug for masser af overvejelser for at få projektet udmøntet. Som bekendt ligger djævlen i detaljen, også når det drejer sig om forskning. Og de studerende, som gerne vil arbejde mere selvstændigt, kan jo vælge mellem mange andre vejledere på Københavns Universitet.

Det kan måske virke som et overgreb, at de studerende skal give deres resultater til vejlederne. Men da alternativet som oftest er, at resultaterne aldrig bliver publiceret, vil jeg mene, at min løsning er den bedste – ikke mindst for de studerende.

Er du interesseret i at diskutere disse og andre problemstillinger, som knytter sig til at inddrage de studerende i forskning, kan du overveje at deltage Praksisudvalgets konference om studerende i forskning den 16. september.