Professorens indledende forsvindingsøvelser

Thomas Bredsdorff synes det er hyggeligt at få besøg af en gammel studerende. Også hustruen Lene hilser i entreen. »Gør ham nu ikke forlegen,« siger hun, før hun smutter om bag en dør dybere inde i lejligheden.

Thomas Bredsdorff har en flot karriere bag sig. Han blev fastansat på Institut for Nordisk Filologi straks efter endt kandidatstipendium og blev siden professor med hop til udenlandske universiteter. Ridder af Dannebrog er han også og forfatter til en stribe sælgende bøger om sprog og litteratur. Lene har været med ham siden studieårene, og far er han blevet. Samtidig har han været en fast del af redaktionen på dagbladet Politiken som anmelder.

Et arbejdsliv to die for altså.

Og alligevel er Thomas Bredsdorff hele livet dumpet på grumme måder. Selv om højskolesønnen tilsyneladende har vadet i anerkendelse og succes, har han i 70 år lidt af hvad han kalder ’Bergmanske eksamensmareridt’. Det kan man læse i hans netop udkomne erindringsbog Gør hvad du vil – men sig hvad det er.

Lutter muskler, intet flommefedt

»Angsten for om man er god nok forfølger én hele livet, det kan man roligt indrømme, når man er blevet pensionist. Det holder aldrig op,« siger Thomas Bredsdorff, men tilføjer »og det er måske også meget godt, for det holder én til ilden«.

Thomas Bredsdorffs ild er litteraturen og formidlingen, men hans uddannelsesvalg var småslingrende. Han var sidste led i halen på en slægt af humanister og teologer, og familierådet ville helst bortgive ham til naturvidenskaben, fortæller han, der havde befundet sig godt i det matematiske gymnasium og derfor lod sig indskrive på Niels Bohr Institutet.

Kemien og fysikken fejlede ikke noget, alligevel begyndte den unge provinsstudent at snige sig ind på Frue Plads, fordi de humanistiske forelæsninger trak. Andet semester rykkede han over på Dansk.

»Der gives ikke ret meget kunst der er bedre end et godt digt: lutter muskler, intet flommefedt, en hel verden på en studs,« skriver Thomas Bredsdorff i bogen om sit liv. Han begyndte at læse digte i skoletiden, skrev selv nogle som teenager, men holdt »som ikke tilstrækkeligt mange andre« op igen og valgte i stedet læserens, analytikerens og formidlerens rolle.

»Vi fik lige så lidt undervisning dengang, som jeg ser, at de studerende klager over i dag. Der var få timer og meget lidt vejledning i, hvordan man skulle opføre sig. Undervisningen var monoton, og undervisningsformerne meget lidt varierede.«

I dag har de studerende presset et krav igennem om et minimumstimetal. Efterlyste I også mere undervisning?

»Nej, blandt andet fordi vi ikke havde nogen forestilling om, at der var en central, hvor man kunne ringe en efterlysning ind. Vi konstaterede, hvordan det var, og havde slet ikke fantasi til, at vi kunne lave noget om,« siger Thomas Bredsdorff og husker, at det ændrede sig med et knips i 1968:

»Jeg var blevet færdig og lige præcis nået om på den anden side af katederet, da tomaterne begyndte at flyve, og de studerende rejste deres fuldstændig berettigede krav om indflydelse.«

Forfulgt af held

Thomas Bredsdorff har været helt afsindigt heldig. Økonomisk for det første. SU’en blev først indført i 1970, så glem den. Men der findes et legat, Peter og Emma Thomsens Legat, som Thomas Bredsdorff søgte og fik.

»Jeg var så privilegeret. Legatet var på 4.000 kroner om året, og mit værelse på Egmont Kollegiet kostede 65 kroner om måneden inklusiv rengøring og lagenskifte,« siger han, der derfor ikke behøvede noget erhvervsarbejde ved siden af studierne.

»Og så er det oven i købet et legat der, hvis man opfører sig nogenlunde, bliver forlænget og forlænget helt indtil man er færdig,« siger han, »i mit tilfælde i ni et halvt år.«

Han kunne endda tage legatet med til England undervejs. Som SU’en er også universitetets internationaliseringsaftaler en senere opfindelse, så hvordan kom Thomas Bredsdorff til at læse to semestre på Oxford?

»Jeg, som jo er af en højskolefamilie, havde hørt om et college i Ruskin, som byggede delvist på inspiration fra den danske folkehøjskolebevægelse – et sted hvor folk der var gået ud af skolen i fjortenårsalderen og var blevet arbejdere, kunne komme tilbage og lære noget. Samtidig var det en integreret del af universitetet,« fortæller Thomas Bredsdorff, der ville læse Engelsk som bifag (tilvalg i dag), men som talte sproget gebrækkeligt.

»Jeg sendte et brev ud af luften til the Principal, og så skrev han tilbage og bad mig skrive et essay om demokrati for at vurdere mit niveau. Så slog jeg op i leksika og skrev om det islandske Alting og Athens demokrati og hvad jeg ellers kunne finde ud af. Så svarede han ’kom’.«

Thomas Bredsdorff ville være gymnasielærer, for dengang gik ingen fra universitetet videre på universitetet, fortæller han. Alle hans professorer havde været 15-20 år andre steder, på gymnasier, ordbogsredaktioner eller lignende.

»Det traf sig sådan, at da jeg blev færdig i 1965, kom den voldsomme ekspansion. Kandidatstipendiet (der svarer nogenlunde til en treårig ph.d.) var lige blevet oprettet, og jeg fik et. Det år jeg så blev færdig, var hele tre nye stillinger slået op på instituttet.«

Der var én ansøger ud over Thomas Bredsdorff.

»Vi er generationen, der jublede i starten,« skriver han i sin bog om dem, der begyndte en universitetskarriere i midt-tresserne (med en parafrase over Jørgen Paludans 20’er-generation, der måtte snuble i starten).

Rævelyserød våd klud

I det øjeblik Thomas Bredsdorff blev fastansat på Institut for Nordisk Filologi, brød studenteroprøret løs, og den unge lektor befandt sig i det dilemma, at han stort set sympatiserede med alle deres ideer:

»Jeg var blevet socialist hos mine kammerater på Ruskin College, jeg havde gået atommarch, før den var opfundet i Danmark, men mit samfundsengagement blev i løbet af få timer overhalet af studenterne, og der lå jeg som en våd klud. Jeg kunne slet ikke følge med,« siger han, der kom til at føle sig som en lus mellem to negle i halvfjerdserne.

»Jeg havde svært ved at finde fodfæste. Jeg var rævelyserød med et Per Stig Møller-citat. Der er noget ikke hundrede procent over min psyke, og den rastløshed har på den ene side givet mig et rigt liv på den måde, at jeg både har været på universitetet og på Politiken, både udenlands og indenlands. Men jeg har somme tider misundt de af mine kollegaer, der har haft den kierkegaardske renhed i hjertet at ville ét. Jeg har haft en ambivalens over for det at holde ud og holde fast, men også en drøm om det,« siger Thomas Bredsdorff.

»Mit problem var at jeg ikke var en tilstrækkeligt stålsat marxist. Jeg sympatiserede med deres politik, men de gik meget videre, og de skridt, de tog, forekom mig at være ødelæggende for den del af humaniora, som interesserede mig, nemlig fantasien og det kunstneriske sprog.«

Men den styrelseslov, som 68-oprøret indførte, der gav de studerende og yngre ansatte indflydelse på arbejdspladsen, kan ikke roses nok, synes Thomas Bredsdorff:

»Jeg begræder det tilbageskridt, som jeg synes universitetsloven er i forhold til styrelsesloven. Jeg håber at de studerende vil stritte imod og gøre deres indflydelse gældende i meget større grad, end loven lægger op til. Et universitet er blandt meget andet også et sted, hvor man opdrager folk til at være samfundsborgere, og det var en af de fine bivirkninger ved styrelsesloven. Nu er den skoling væk, og det er synd,« siger Thomas Bredsdorff.

»Men det er det eneste punkt, hvor jeg er en sur, gammel Jeronimus,« tilføjer han, der ikke gider synge med på sangen om, at det også er for dårligt, at de nye årgange ikke ved, hvornår Holberg er født:

»Jeg hører til dem, der synes det er smartere at fortælle dem hans fødselsår i stedet for at beklage mig over deres manglende paratviden.«

En mousseren i rummet

Thomas Bredsdorff kalder undervisning for en rå branche.

»Jeg har altid syntes, at det er umanerlig svært at undervise. Jeg har hele livet ønsket, jeg var en bedre underviser.«

»Når man forsker, så skriver man, og når man har skrevet, så bliver det stående, og andre kan finde det. Undervist undervisning er det mest forsvundne i denne verden, og det er en af grundene til, at det er svært for mig. Man opbygger ikke en kapital i banken – det forsvinder hele tiden,« siger Thomas Bredsdorff.

Og han kan ikke blæse på det, fordi han samtidig har haft nogle af sine lykkeligste øjeblikke netop i undervisningslokalet:

»Når det lykkes, så findes der ikke noget bedre. Der kommer en mousseren i lokalet, når der er god kommunikation, og erkendelsen vokser hos tilhørerne, og læreren bliver inspireret af deres spørgsmål,« siger Thomas Bredsdorff:

»Og ugen efter kan man komme, og væk er det alt sammen. Der sidder en, som starter med et surt spørgsmål, og stemningen er fuldstændig flad.«

Deres udsendte er forudfattet. Jeg fulgte et topinspirerende kursus om metaforer hos Thomas Bredsdorff for små 20 år siden, og jeg siger, at selv om han ikke kan genbesøge undervisningens momenter, så sætter den gode underviser jo masser af mærker.

Det opliver ham, der selv skylder to fantastiske lærere tilbage i mellemskolen meget, ikke mindst matematiklærer Hermansen, hvis citat Thomas Bredsdorff har lånt som titel på sin biografi.

»Man husker gode lærere. Studenteroprørets filosof Herbert Marcuse sagde: Uanset hvor dårligt et fag eller et universitet er, så er der altid en eller to gode lærere et eller andet sted – find dem!«

Det budskab vil Thomas Bredsdorff gerne give videre til de studerende: selv om alt er båndlagt og skemalagt, og man bliver bundtet i hold, så har man den frihed på universitetet.

Det fejreste træ i skoven

Var det mest en lettelse eller et savn for dig at lægge undervisningen bag dig?

»Det var så stort et savn, som man dårligt kan forestille sig,« siger Thomas Bredsdorff med stemmen i falset:

»For der er jo også en showside af undervisningen – man er på, der er nogen der lytter til én uanset hvad deres motiver er, for eksempel at de skal til eksamen. Alt det forsvinder, når man bliver pensionist, men det er en del af den øvelse, man skal i gang med. At blive usynlig. Det er det vi skal være på et tidspunkt alle sammen. Jeg arbejder på sagen.«

Andre tilfredsstillende arbejdsoplevelser har Thomas Bredsdorff haft med at skrive om litteratur i et sprog, der kunne nå uden for universitetet samtidig med at det holdt en standard for argumentation, logik og metodik, som man kan være bekendt over for universitetet, fortæller han:

»Bum, færdig, der ligger det, og det bliver liggende lidt, lige meget hvor mange der smider det i papirkurven.«

Vil du beskrive dig selv som forfængelig?

»Ja, bestemt, meget ærekær. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen, der ikke har det sådan. Vores ære som forskere og undervisere er det fejreste træ i skoven, og når nogen går den for nær, så husker man det – det er jeg helt på det rene med.«

Thomas Bredsdorff er også på det rene med, at selv om han ikke er syg, er han alligevel gammel. Hukommelsen er begyndt at svigte, og eksamenspræstationsmareridtene er ebbet ud.

Når man har skrevet bogen om sit liv, hvad så?

»Jeg underviste et semester på Berkeley, og det tog de værste abstinenser. Nu arbejder jeg lidt på en bog, som formentlig aldrig bliver til noget, men som holder mig i gang på vej mod den usynlighed, som jeg ved jeg står foran, og som jeg skal prøve at gå ind i med værdighed, selv om det bliver svært.«

gbg@adm.ku.dk