Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
Vil politikerne undgå store konsekvenser for uddannelse og forskning, bør de give Københavns Universitet lov til at beholde en tredjedel af de pladser, som ellers skulle nedlægges. Det siger prorektor Bente Stallknecht, efter universitetet har lagt en foreløbig plan for at opfylde udflytningsaftalen.
På de fleste fakulteter er det stadig uklart, hvilke fag der bliver ramt, når Københavns Universitet skal skære optaget i hovedstaden med i alt 1.502 studiepladser inden 2030.
Det er konklusionen, efter universitetet onsdag den 12. januar offentliggjorde sin plan for at opfylde kravene i udflytningsaftalen.
Planen peger for eksempel ikke på et eneste fag på Humaniora, der skal skrumpe eller lukkes som følge af aftalen. Selv om fakultetet i alt skal sløjfe 640 pladser.
En af årsagerne er, at universitet vil forhindre politikerne i at blande sig, siger Bente Stallknecht, prorektor for uddannelse.
»Hvis vi lagde ud helt præcist, at vi vil skære så og så mange pladser på enkelte uddannelser, så ville vi risikere, at politikerne kunne pick and choose og sige, den uddannelse kan vi lide, den kan vi ikke lide. De skal holde sig til det overordnede og ikke blande sig i detaljen,« siger hun.
I alt når de konkrete forslag fra Københavns Universitet kun 60 procent af reduktionsmålet. Resten mangler stadig at blive afklaret.
Universitetet håber dog helt at slippe for at nedlægge en tredjedel af de pladser, de har fået til opgave at fjerne. KU har bedt om at få en rabat for at værne om eksempelvis små sprogfag og it-uddannelser med høj efterspørgsel i erhvervslivet.
Og Bente Stallknecht »kan slet ikke forestille sig«, at politikerne ignorerer ønsket.
»Det står i aftalen, at vi skal tage hensyn til beskæftigelse, STEM- og it-fag, sprogfag og nationale og geopolitiske interesser. Det er nødvendigt, hvis vi for eksempel fortsat skal have gymnasielærere i tysk og fransk, og hvis de små fag, der kun findes Østdanmark, skal overleve,« siger hun.
Enkelte fag er nævnt i planen fra Københavns Universitet.
Som Uniavisen tidligere har beskrevet, står kandidaten i klinisk ernæring til at blive lukket, ligesom Veterinærmedicin skal afgive studiepladser til en ny uddannelse i Foulum, og Medicin skal rykke pladser til Køge.
Men nye fag er også nævnt: Det Samfundsvidenskabelige Fakultet skal skære i optaget på bacheloruddannelserne i Antropologi og Sociologi samt kandidaterne i Statskundskab og Psykologi, og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet skal finde pladser på Farmaci.
Udflytningsaftalen har givet os en opgave, vi helst havde været foruden
Bente Stallknecht, prorektor for uddannelse, KU
Når de to fakulteter kan sætte navn på flere uddannelser end SCIENCE og Humaniora, skyldes det ifølge Bente Stallknecht helt simpelt, at de har færre uddannelser og derfor kan arbejde hurtigere.
Det ligger dog endnu ikke helt fast, at de nævnte fag står for skud.
»Det er ret sikkert, men før vi har fået svar fra ministeriet, kan vi ikke være 100 procent sikre,« siger Bente Stallknecht.
Ville det ikke være bedre for de ansatte på universitetet, hvis I ligesom Aalborg Universitet og CBS meldte helt klart ud, hvilke fag der skal lukke, så de ved, om de bliver berørt?
»Vi synes heller ikke, det er en særlig smart proces, men jeg vil sige: Ro på. Vi ved ikke, hvad der kommer til at ske, og den her aftale løber frem til 2030, og der kommer til at være en proces og en inddragelse, så vi gør det klogest muligt. Ingen panik, det er ikke i morgen, vi skal skære.«
Kun en femtedel af de pladser, I lægger op til at fjerne i København, regner I med at flytte til andre steder i landet. Hvorfor?
»Fordi vi ikke har et større campus liggende uden for København, som vi kan flytte ud til, på en måde der giver mening både økonomisk og i forhold til at skabe et godt studiemiljø,« siger Bente Stallknecht.
»Vi har også valgt at respektere de andre universiteters profiler. Hvis vi flyttede til Region Sjælland, ville vi komme ind på RUC’s område, og hvis vi flyttede vestpå, ville vi komme ind på Syddansk Universitets område. Det er også en overvejelse.«
Bente Stallknecht har tidligere kritiseret udflytningsaftalen i krasse gloser, og hun har ikke ændret mening siden. I et radioprogram på P1 gav hun aftalen karakteren 2 ud af 10, og i en dugfrisk nyhed på universitetets intranet roser hun de studerende, der onsdag protesterede mod aftalen på Christiansborg Slotsplads.
Vi synes heller ikke, det er en særlig smart proces.
Bente Stallknecht, prorektor for uddannelse, KU
»Udflytningsaftalen har givet os en opgave, vi helst havde været foruden,« siger hun og kritiserer partierne bag aftalen:
»Hvis det er sådan, at politikerne ønsker at flytte uddannelsespladser fra universiteter til professionshøjskoler og erhvervsskoler, så ville vi hellere have haft, at de havde sagt det direkte i stedet for at pakke det ind i regionalisering. Det er lidt et skyggespil.«
Hun begræder, at politikerne sætter et loft over antallet af studiepladser på universiteterne, hvilket vil begrænse muligheden for at oprette nye fag.
»Der sker meget i forskningen hele tiden, ikke mindst med den grønne omstilling. Skulle vi så ikke have mulighed for at oprette en ny relevant uddannelse før 2030, uden at lukke en anden uddannelse?«
»Vi vil kæmpe for at få loftet væk, for vi synes, det er uhensigtsmæssigt for Danmarks fremtid,« siger Bente Stallknecht.