Annonce
Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Studieliv

Prorektor så håbløsheden i øjnene: Jo flere penge de amerikanske universiteter postede i psykologtimer, des værre havde de studerende det

Trivsel — Hvis samfundet skal komme mistrivslen blandt unge til livs, er en del af løsningen at holde fast i de store tanker og fortællingen om universitetsfællesskabet. Det mener prorektor Kristian C. Lauta.

Der skal ikke postes penge i en masse psykologtimer til de studerende. I stedet skal fællesskabet styrkes. Sådan lyder en del af løsningen på studerendes mistrivsel fra Københavns Universitets prorektor for uddannelse, Kristian C. Lauta.

Han er nyligt hjemvendt fra en studietur til USA med det formål at blive klogere på trivselsindsatserne på nogle af USA’s mest prestigiøse universiteter. Turen, der var arrangeret af Uddannelses- og Forskningsministeriet, for ledelsen på danske universiteter, gik blandt andet til Stanford og Harvard. Private universiteter med stærke økonomier, der som prorektoren formulerer det »har usammenligneligt mange flere muskler til at prøve trivselsindsatser af end Københavns Universitet.«

Vi er blevet for presset af systemets præmisser og er begyndt at tænke på uddannelse for industrielt.
Prorektor Kristian C. Lauta

Men på trods af, at universiteterne bruger mange penge på blandt andet psykologer til de studerende, er det som om, de taber kampen.

»På Harvard ansætter de hvert år flere og flere psykologer og psykiatere. Det er som om, at jo flere ressourcer, de stiller til rådighed, des større bliver efterspørgslen og problemet. Det virker håbløst.«

Ikke løst med et snuptag

21,2 procent af de studerende på Københavns Universitet er i stor risiko for depression eller stress, mens 25,4 procent ’blot’ er i risiko. Det viste studiemiljøundersøgelsen fra 2021.

Mønstret gør sig gældende blandt unge generelt.

Lidt over halvdelen af kvinder mellem 16-24 år oplever en høj grad af stress. Tallet er lidt lavere for mænd i samme aldersgruppe – 31,2 procent. Det viser Sundhedsstyrelsens årlige rapport om Danskernes Sundhed fra 2021.

Trivselskrisen er da heller ikke løst med et snuptag, understreger Kristian C. Lauta flere gange. For man kan ikke komme med en enkel løsning på et komplekst problem. Alligevel vil han gerne gøre et forsøg.

»Jeg kommer ikke til at gå ud med en hurtig løsning. At tale om det her som et problem, der skal fikses, er helt forkert. Trivselskrisen er meget større og handler om noget fundamentalt i vores samfund. Om måden vi forstår os selv og andre.«

Hvor meget kan man gøre som universitet, hvis problemet er meget større?

»At det er et større samfundsproblem, er ikke en undskyldning. Sociale medier, accelerationen af vores samfund og klimakrisen spiller en rolle. Jeg forstår sgu godt meningstabet. Det understreger kun universitetets rolle.«

En lille intervention med store resultater

På turen til USA, blev Kristian C. Lauta præsenteret for et forsøg udført af forskere på Stanford University. Det gav prorektoren inspiration til, hvad der kan gøres grundlæggende anderledes:

Forskerne bad halvdelen af en gruppe afroamerikanske førsteårselever på et college om at læse en undersøgelse, der viste, at de fleste førsteårselever, uanset race eller køn, bekymrer sig om, hvorvidt de hører til på college. Men at undersøgelsen også viste, at de senere ville føle sig hjemme.

Forsøget viste, at de studerende, der havde læst undersøgelsen, forbedrede deres karakterer gennem deres fire år på college. Det samme gjorde sig ikke gældende for kontrolgruppen. For ikke blot er det trivselsfremmende, hvis studerende, der føler sig anderledes, mindes om de hører til. Det gør, at de studerende arbejder hårdere, og derfor afspejler det sig også i deres faglighed.

»Vi kan ikke bare duplikere interventionerne og tro, den hellige grav er velforvaret. Men vi skal tænke det her mindset ind, så vi indgyder forståelsen af at høre til,« siger Kristian C. Lauta.

De store historier

Allerede da Kristian C. Lauta trådte til som prorektor tilbage i juni, havde han en vision om at styrke fællesskabet – blandt andet til gavn for trivslen. Dengang sagde han, at hvorvidt han lykkes med missionen, skal måles på, hvor mange der i fremtiden går rundt i merchandise med Københavns Universitets logo på.

Stanford-forsøget har bekræftet Kristian C. Lauta i, at hvis vi minder hinanden om det at høre til, er det trivselsfremmende.

»Vi skal huske at fortælle hinanden meningen. Konteksten. De store historier. Det skal vi gøre hele tiden og på 1000 forskellige måder, for ellers stopper vi med at tro på dem. Og vi skal blive ved med at finde nye måder at overbevise de studerende om, hvorfor de er her. At underviserne stiller svære spørgsmål, fordi de vil de studerende og deres læring.«

Hvorfor har vi glemt at fortælle de store historier?

»Vi er blevet for presset af systemets præmisser og er begyndt at tænke på uddannelse for industrielt. Jeg tror også, at det i en årrække har været for nemt at tale om os og dem, de studerende og underviserne, ledelsen og underviserne. Hvis vi kan starte med at blive enige om, at vi gerne vil have et sted, der er mere venligt, og vi arbejder mod fælles mål, tror jeg, vi kan nå rigtig langt med bittesmå ændringer.«

Hvordan gør man det, når man har én forelæser, der ikke kender navnene på de flere hundrede studerende i forelæsningssalen?

»Forelæseren har et ansvar for at forklare, hvad forelæsningsformatet skal kunne. Men det er rigtigt, at det bliver svært at skabe følelsen af en fælles identitet i en forelæsningssal. Det er måske noget, der især skal ske i holdundervisningen, mellem de studerende, mellem de ansatte og på gangene.«

Du får ikke en prorektor på Københavns Universitet til at sige, vi skal have færre studerende. Jeg har ikke tabt drømmen om, at vi skal løfte så mange som muligt til akademisk niveau.
Prorektor Kristian C. Lauta

Måske får man mere følelsen af at være på et samlebånd, som det er i dag. Kan man gøre det, du foreslår uden flere midler, som kan give flere undervisere til færre studerende?

»Jeg tror, vi kan gøre meget. Men det er klart, at det er nemmere, jo færre studerende, der sidder foran underviseren. En del af skylden ligger også i masseuniversiteterne fra 70’erne, hvor der blev flere studerende. Det bevirkede, at relationerne blev afkoblet. Men nu har vi nogle nye rammer, vi må navigere inden for. Jeg appellerer bare til, at vi i det omfang, det er muligt, lodder enderne sammen og finder tilbage til, hvad universitet var.«

Hvis masseuniversitetet er en del af problemet, er færre studerende så en del af løsningen?

»Du får ikke en prorektor på Københavns Universitet til at sige, vi skal have færre studerende. Jeg har ikke tabt drømmen om, at vi skal løfte så mange som muligt til akademisk niveau. Det er en gave at gå på universitetet. Et samfund bliver ikke fattigere af, at borgerne bliver klogere. Arbejdsmarkedet efterspørger også mennesker, som er grundlæggende forandrede. Vi skal tilbage til, at formålet med uddannelse er at forandre mennesker, skubbe dem nye steder hen og lære dem at forandre sig selv.«

Der er også studerende, som efterspørger et universitet målrettet arbejdsmarkedet og ikke ved, hvad de skal bruge de store tanker, de har tænkt på universitetet til.

»Det er det, vi skal hjælpe dem til at se.«

Mere foreningsliv

Københavns Universitet skal blive bedre til at minde studerende om meningen med det hele. Hvilke konkrete ændringer betyder det?

»De studerende skal blive aktive medborgere i Republikken Københavns Universitet. Det skal være klarere, hvad det er for nogle forventninger, vi har til dem. For modsat hvad mange tror, så trives man ikke med mangel på krav.«

Mange studerende vil ellers sige, at der er for mange krav. Blandt andet om at komme hurtigt igennem uddannelsessystemet. Hvilke krav vil du stille?

»Vi skal stille klare krav, og det kan også godt være færre krav. Vi skal fjerne alle de ting, der gør det svært for studerende at navigere. Vores uddannelser skal være lavet på en måde, så man kan gennemføre dem på fem år og stadig have et godt liv. Men vi skal ikke på kompromis med de faglige krav, for jo mere ambitiøse vi er på hinandens vegne, jo bedre et sted bliver det at være.«

Men hvis jeg sad her over for dig og havde ondt i livet, hvad er det så for nogle meget klare krav, du vil stille til mig?

»Måske er budskabet mere til dem, der har det godt lige nu. De skal invitere dem, der har det svært på en kop kaffe. Jeg forstår, at det er svært, og det her emne er fyldt med paradokser. Men jeg tror på, at den eneste måde at komme trivselskrisen til livs på, er at formulere klare forventninger om, at de studerende engagerer sig i fællesskabet. Det hjælper ikke at tale til mennesker, som var de syge. Relationer bærer studerende igennem studiet, når det bliver svært.«

Seneste