Psykolog om mistrivsel blandt ph.d.-studerende: »Nogle gange hører jeg om arbejdsvilkår, der lyder meget udfordrende«

Er du eller har du tidligere været i gang med en ph.d. på KU, og har du lyst til at dele din oplevelse med Uniavisen? Kontakt journalist Camilla Skovgaard Thomsen på cst@uniavisen.dk.

»Jeg tager aldrig stilling til, hvorvidt folk skal droppe ud eller ej.«

Gitte Sommer tænker sig om et øjeblik. Så fortsætter hun.

»Men nogle gange hører jeg om arbejdsvilkår, der lyder meget udfordrende. Ph.d.-studerende, som må arbejde 14 timer om dagen i tre måneder for at nå en deadline. Ph.d.-studerende, som i en længere periode ikke har kunnet komme i kontakt med deres vejleder overhovedet. Eller ph.d.-studerende, som får kastet urimeligt mange bolde i luften og selv må forsøge at navigere og prioritere i dem.«

Gitte Sommer er klinisk psykolog og arbejder sammen med Københavns Universitet gennem ordningen Prescriba, hvor KU-ansatte kan få gratis psykologhjælp, hvis de oplever psykiske problemer i relation til deres arbejde.

Og det er der ifølge psykologen mange, der gør – især ph.d.-studerende. I de cirka fem år, Gitte Sommer har været tilknyttet KU, har hun har mødt mange ph.d.-studerende som af forskellige årsager er endt i mistrivsel.

Psykologens betragtninger bekræftes af undersøgelsen ’Arbejdsmiljø for Ph.d.-studerende’, som er lavet i samarbejde mellem Dansk Magisterforening (DM) og PhD Association Network of Denmark (PAND).

Her lyder konklusionen, at mere end hver fjerde ph.d.-studerende har overvejet at droppe ud, ligesom én ud af tre ph.d.-studerende ofte eller altid føler sig udkørte, følelsesmæssigt udmattede eller så drænede, at det går ud over deres privatliv.

Ph.d.-studerende, som må arbejde 14 timer om dagen i tre måneder for at nå en deadline

Gitte Sommer, klinisk psykolog

Spørger man psykologen, skyldes den kedelige statistik først og fremmest, at akademia er et hårdt og konkurrencepræget miljø, hvor der stilles høje krav til de ph.d.-studerende.

»Jeg hører ofte, at de ph.d.-studerende forventes at være mere eller mindre selvkørende. Det gælder for både de danske og internationale ph.d.-studerende, men særligt de internationale ph.d.-studerende har svært ved at bede om hjælp,« siger Gitte Sommer. Hun tilføjer:

»De er ofte af den opfattelse, at man kan spørge om hjælp én, måske to gange, men derfra må man forsøge at løse problemerne selv. Mange af dem kommer fra kulturer, som er meget hierarkiske, og hvor stress er et tabu. Vejlederne typisk ikke opmærksomme på, at man skal huske at tjekke ind.«

»Det svarer lidt til at have en dårlig chef«

Gennem samtaler med de ph.d.-studerende, fornemmer Gitte Sommer, at ph.d.-vejlederne ofte er »superdygtige forskere«, men mangler kompetencer på andre områder.

»Vejlederne er ofte ikke blevet uddannet inden for hverken pædagogik eller projektledelse. Det resulterer måske nogle gange i, at de ph.d.-studerende presses ind i tidsrammer og deadlines, hvor der ikke er taget forbehold for, at tingene kan skride,« siger hun.

»De ph.d.-studerende er ofte både dygtige og disciplinerede. De vil meget nødigt gå på kompromis, hvis der opstår forsinkelser i laboratoriet eller lignende. I den situation kan det være svært at sige, at man ikke kan nå alt det, man selv og ens vejleder troede man kunne.«

De er ofte af den opfattelse, at man kan spørge om hjælp én, måske to gange, men derfra må man forsøge at løse problemerne selv

Gitte Sommer, klinisk psykolog

Relationen mellem den ph.d.-studerende og vejlederen kan indimellem være en udfordring, siger Gitte Sommer. Vejlederne er selv ansat til at forske og har ofte ikke tid til at vejlede, og som ph.d.-studerende kan det være svært at insistere på at tage den tid.

»Det svarer lidt til at have en dårlig chef. Men som ph.d.-studerende er der bare den forskel, at du ikke bare lige kan sige op,« siger psykologen.

Ofte resulterer det høje arbejdspres også i en anden form for mistrivsel blandt de ph.d.-studerende: De bliver ensomme.

»De føler sig meget alene i deres situation. De har kollegaer, men ikke nødvendigvis kollegaer, som sidder med samme type opgaver eller arbejdsområde. Så den eneste, de kan sparre med, er deres vejleder,« siger Gitte Sommer.

Skal ph.d.-uddannelsen være længere?

Brian Arly Jacobsen er bestyrelsesformand for DM Universitet, som står bag førnævnte undersøgelse. Den er blevet lavet tre gange hvert andet år siden 2020.

Han er ærgerlig, men ikke overrasket over de nye konklusioner.

»Når vi sammenligner med sidste undersøgelse, er trivslen blevet en lille smule bedre, men slet ikke så meget, som vi gerne ville have. Sidste gang overvejede hver tredje at droppe ud, nu er det mere end hver fjerde. Det er stadig ikke godt nok,« siger bestyrelsesformanden.

Brian Arly Jacobsen mener den fortsatte mistrivsel skyldes en række forskellige faktorer. Han peger blandt andet på, at ph.d.-studerende er ansat i tidsbegrænsede stillinger med prekære arbejdsvilkår, der i sig selv kan være stressende.

»Hvis de ph.d.-studerende vil gøre sig forhåbninger om en fremtidig karriere i akademia, gælder det om at præstere. Vi betragter faktisk ansættelsesvilkårene som en af hovedårsagerne til mistrivslen. Og det er noget, vi løbende arbejder på at forbedre.«

Der er dog flere ting, universiteterne kunne gøre for at forbedre trivslen, mener Brian Arly Jacobsen. Sidste år udgav DM og brancheorganisationen Danske Universiteter i fællesskab et inspirationskatalog til forbedring af ph.d.-studerendes trivsel.

Her rådgav de blandt andet universiteterne til at lave en velkomstpakke med introduktionskurser til at sikre en god start på forløbet, løbende kurser i projektstyring og pædagogisk sparring til undervisningsdelen.

Ifølge Brian Arly Jacobsen skyldes en stor del af mistrivslen nemlig også, at de ph.d.-studerende ofte har svært at færdiggøre projektet indenfor de tre år, ansættelsen er berammet til.

»Hos DM har vi flere gange foreslået, at ph.d.-uddannelsen forlænges fra tre til fire år, ligesom man har gjort i både Norge og Sverige,« siger han.

I trivselskataloget finder man også en række forslag til at uddanne ph.d.-vejledere yderligere. For ligesom Gitte Sommer, peger Brian Arly også på forholdet mellem vejleder og ph.d.-studerende som en årsag til mistrivsel.

Et ph.d.-univers

Salim Hanna er ph.d.-studerende på SUND og formand for de ph.d.-studerendes forening, PAND, som har bidraget med data til DM’s undersøgelse.

»Vi var ikke overraskede over resultaterne, men vi synes, det er bekymrende,« siger Salim Hanna, som peger på tidsrammen på tre år og det sårbare forhold mellem vejleder og ph.d.-studerende som tungtvejende årsager til mistrivslen.

Vi håber, at flere personlige historier kan bidrage til at skabe fællesskab og samhørighed blandt ph.d.-studerende

Salim Hanna, ph.d.-studerende og formand for PAND

Selv er Salim Hanna ansat som ph.d.-studerende gennem en Novo Nordisk-bevilling på Novo Nordisk Foundation Center for Basic Metabolic Research, som holder til i Mærsk Tårnet. Han har været ansat på centret tre år – første år var han ansat som videnskabelig assistent, derefter fik han en stilling som ph.d.-studerende.

»Dem, der ansatte mig, vidste, at jeg ikke ville kunne gennemføre projektet på tre år, så jeg blev ansat på en anden kontrakt det første år, så jeg havde længere tid. Jeg har stadig oplevet at være presset og have rigtig meget arbejde, men jeg har været glad for at have et ekstra år,« siger han.

PAND er en sammenslutning af ph.d.-studerende på tværs af fagområder, men de ph.d.-studerende opsøger som regel først foreningen, hvis de oplever problemer, som det ikke er lykkedes dem at løse gennem instituttets ph.d.-koordinator eller fakultetets Named Person, siger Salim Hanna.

»Vi blev for eksempel kontaktet af en ph.d.-studerende, der havde brug for hjælp til at søge finansiering til at forlænge sit ph.d.-projekt. Der findes ingen officiel guide til at søge fondsmidler, men vi kunne hjælpe ved at erfaringsudveksle. Og det er i virkeligheden et meget godt eksempel på, hvad PAND er og kan,« siger Salim Hanna.

PAND blev oprettet i 2017. Formålet handlede dengang om at skabe fællesskab og agere talerør for de ph.d.-studerende. For manglen på samme er ifølge Salim Hanna også en tungtvejende årsag til mistrivsel.

»Vi hører ofte, at ph.d.-studerende føler sig meget alene i deres situation, og vi har derfor for nyligt lanceret en bloggen PandaVerse, hvor ph.d.-studerende kan indsende personlige tekster om, hvordan de oplever deres arbejdsliv. Vi har modtaget otte historier indtil videre, og selv om det ikke står direkte, fornemmer man, at flere af dem handler om, at ph.d.-tilværelsen er udfordrende,« siger han.

»Vi håber, at flere personlige historier kan bidrage til at skabe fællesskab og samhørighed blandt ph.d.-studerende.«

Hvad kan du selv gøre?

Gitte Sommer forsøger altid at være løsningsorienteret, når ph.d.-studerende i mistrivsel opsøger hende.

»Når man er stresset – som jeg ofte oplever, at de ph.d.-studerende er – er det er enormt vigtigt, at man sørger for at tage pauser. Mange bliver næsten mere stressede ved tanken om at holde pause. De føler, de spilder tiden – men det er helt forkert,« siger hun.

»Hjernen har brug for pauser, hvis den skal virke ordentligt. For det er i pauserne, kreativiteten opstår, og vi får de gode ideer. Hvis du er stresset og bange for ikke at nå en deadline, kan du ganske enkelt ikke få adgang til det sted i din hjerne, hvor kreativiteten bor. Det er ikke så afgørende, hvornår du holder fri – bare du husker at gøre det.«

Ofte anbefaler psykologen også de ph.d.-studerende at få en ekstra vejleder tilknyttet, så de har flere at gå til, hvis de har brug for hjælp eller kan mærke, at tingene er ved at skride.

»Min erfaring er, at det kan være en rigtig god ide at have mere end en vejleder – særligt, hvis man ikke føler sig tryg ved siden hovedvejleder. Det er en sårbar situation. Og som regel rådgiver jeg dem også til, at de hurtigst muligt skal bede om hjælp til at prioritere i deres arbejdsopgaver,« siger hun.

»Og så vil jeg anbefale universitetet, at man tilbyder et kursus til alle nye ph.d.-studerende, der kan klæde dem bedre på til at håndtere arbejdslivet i akademia. Det ville være godt, hvis de fik større forståelse for, hvordan hjernen fungerer, og hvordan man håndterer arbejdspresset.«