Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Videnskab

Psykologiens Indiana Jones

Portræt — Peter Elsass har boet med indianere i Colombia, besøgt Jonestown kort inden massakren i 1978 og været tilbageholdt af FARC. I mange år kunne han ikke selv føle frygt. Nu har den 71-årige professor emeritus i psykologi skrevet en bog om frygt, og hvad vi kan lære af den.

Igennem sin 40-årige universitetskarriere har professor emeritus i psykologi Peter Elsass været i utallige livsfarlige situationer. Set udefra virker det nærmest som om, han er draget af fare.

Det var dog tæt på at gå helt galt, da han i 1978 besøgte Jonestown i det lille land Guyana, hvor amerikaneren Jim Jones havde stiftet og isoleret den religiøse sekt Folkets Tempel langt ude i junglen.

Blå bog

Født 1947.

Professor i sundhedspsykologi
ved Aarhus Universitet i 1988-96.

Professor emeritus i klinisk psykologi ved Københavns Universitet siden 1996.

Har skrevet 13 bøger, 250 artikler og lavet en række film bl.a. ’Jorden er vores mor’ (1987) og ’Rejsen tilbage’ (1993). Filmene kan ses på KU’s Videoportal.

Aktuel med Kunsten at være bange om frygt og helte (Gyldendal).

»Jeg tog afsted, fordi jeg har en stor interesse for folk, der isolerer sig. Da jeg var der, så jeg ting, som jeg ikke skulle have set – blandt andet folk i lejren, der levede meget tæt som i en kz-lejr. Jeg fik fremvist nogle særlige områder af lederen Jim Jones, men jeg så også nogle steder, hvor folk overhovedet ikke trivedes,« siger Peter Elsass, der var tæt på at forlænge sit ophold i lejren.

Ti dage efter hans besøg begik 918 medlemmer af sekten kollektivt selvmord. Historien er kendt som det største masseselvmord i moderne historie og blev dækket intensivt i medierne.

Jeg havde en periode af mit liv, hvor jeg ikke kunne føle frygt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg var jo sådan en drengerøv, der havde drømme om at komme ud i verden

Peter Elsass, professsor emeritus i psykologi

»Det var en frygtelig oplevelse, og jeg overlevede traumet ved at nægte at tale om det i mange år. Det var så uhyrligt og skræmmende, det der var sket – og at jeg havde besøgt lejren kort forinden. Men så kom jeg i kontakt med Rikke Wettendorff, som var ved at lave et radioprogram om massakren. Hun havde oprindelige lydfiler fra lejren, hvor jeg holdt en tale for sektens medlemmer, inden jeg tog afsted. Så for nylig hørte jeg det igen. Jeg taler om, at hvis man isolerer sig for meget fra omverdenen, så kan det blive en konspiration, som man bliver en del af. Og det var jo det, der skete,« siger Peter Elsass.

Selv om han var rystet over besøget i lejren og massakren ti dage senere, gjorde oplevelsen ham ikke bange.

»Jeg havde en periode af mit liv, hvor jeg ikke kunne føle frygt. Jeg ved ikke, hvor det kommer fra, men jeg var jo sådan en drengerøv, der havde drømme om at komme ud i verden. Selvfølgelig har jeg frygt i mig, for hvis du ikke har frygt i dig, så er du psykopat,« siger Peter Elsass.

At forstå frygten

Den 71-årige Elsass har været ansat på Københavns Universitet siden 1996, hvor han blev professor i klinisk psykologi. Han har rejst meget som en del af sin forskning og har blandt andet besøgt indianere i Colombias jungle, boet alene i en hule i Nordindien for at undersøge ensomhed og forsket i, hvordan tibetanske torturoverlevere har bearbejdet deres traume efter kinesiske fængsler. Og så har han været tilbageholdt af guerillagruppen FARC i Colombia i 1992.

De vilde rejser har givet ham tilnavnet psykologiens Indiana Jones. Men oplevelserne i Jonestown har haft flere konsekvenser for Elsass.

»Jeg har allergi over for ensporede religiøse ledere fra både Scientology og islam. Jeg kan slet ikke snuppe dem. For jeg har set, hvad det kan føre til, når man isolerer sig, og religion bliver en fastlåst ideologi,« siger han.

Jeg skrev bogen, fordi jeg ville forstå min egen frygt – eller mangel på samme – lidt bedre. Jeg har altid haft et problematisk forhold til frygt
Peter Elsass, professor emeritus i psykologi

De farlige situationer, han har været i, har inspireret ham til at skrive sin nye bog »Kunsten at være bange«, hvor han undersøger forskellige former for frygt – lige fra frygten for terror, krig og katastrofer til frygten for stress, alvorlig sygdom og død.

»Jeg skrev bogen, fordi jeg ville forstå min egen frygt – eller mangel på samme – lidt bedre. Jeg har altid haft et problematisk forhold til frygt. Mens angst er noget indre, er frygt kendetegnet ved at have en ydre årsag,« forklarer Peter Elsass. Han tilføjer, at vi kan lære noget af frygten, fordi den fungerer som en slags alarm, når der er fare på færde:

»Det er derfor, man taler om »at se frygten i øjnene«. Frygt er med til at sikre, at vi reagerer, hvis vi oplever fare – fx i form af en bil, der kører imod os i høj fart, eller hvis vi får en kræftdiagnose. Men det er vigtigt at skelne mellem den rationelle frygt og den irrationelle, fx er frygten for terror stor sammenlignet med risikoen for at dø i en trafikulykke. Men medierne er meget optagede af terror, og det kan være med til at forstærke frygten.«

Da han gik i gang med at skrive bogen, blev han nedtrykt over at sidde og læse om forskning i terror, kræft og ulykker. Men så fik han en idé: At inkludere en række helte inden for bogens forskellige temaer.

»Helte er folk, der handler uden at tænke over risikoen for dem selv. I bogen hylder jeg fx holocaust-overleveren og nazijægeren Simon Wiesenthal og den østrigske neurolog og psykiater Viktor Frankl, der udviklede logoterapien. Den går ud på, at mennesker kan overkomme svære traumer som fx et KZ-ophold ved at finde mening i livet. Forfatterne Susan Sontag og Barbara Ehrenreich er også helte, fordi de har været med til at give os et nyt sprog til at tale om kræft.«

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Peter Elsass bor i en stor herskabslejlighed på Østerbro omgivet af sydamerikansk kunst, mellemamerikanske masker og ikke mindst masser af bogreoler.
image: Daniel Hjorth
image: Daniel Hjorth

De hvide gummisko

I sin forskning har Peter Elsass ofte inddraget metoder og teorier fra både antropologi, filosofi, sundhedsvidenskab og historie, og han har skrevet en lang række bøger – blandt andet om indianerliv, sundhedspsykologi og torturoverlevelse. Men den røde tråd i hans akademiske karriere er rejserne og båndet til mennesker i hele verden – fra buddhistiske lamaer til tibetanske torturoverlevere og Colombias oprindelige folk.

»Omdrejningspunktet i mit liv har været relationerne. Jeg har tætte samarbejdspartnere i både Colombia, Nordindien og Tibet. Jeg har altid haft et lidt ambivalent forhold til psykologi, selv om jeg er professor i det. Jeg har haft brug for at komme væk fra kontoret og ud i verden for at kunne skrive om psykologien,« forklarer Peter Elsass.

Nogle af de mennesker Peter Elsass har knyttet sig til, er Arhuaco-indianerne i Colombia. Han besøgte dem første gang i 70’erne og er vendt tilbage til deres isolerede landsbyer mere end 15 gange. I 80’erne lavede han flere film om indianerne, blandt andet Jorden er vores mor. Ud over at blive personlige venner har indianerne givet ham et nyt perspektiv på mange af livets aspekter. For eksempel, da han var blevet skilt, og indianerstammen ikke kendte til konceptet skilsmisse.

Jeg har haft brug for at komme væk fra kontoret og ud i verden for at kunne skrive om psykologien
Peter Elsass, professor emeritus i psykologi

»De havde tidligere mødt min kæreste, og derfor spurgte de mig, hvordan hun havde det. Jeg svarede, at vi ikke boede sammen mere. Det forstod de ikke rigtig. Hos dem bliver man sammen hele livet. Senere spurgte de en colombiansk sagfører, Guillermo, som jeg har arbejdet sammen med, til hans kone. Han sagde, at de heller ikke var sammen mere. Så samlede indianerne sig, og jeg kunne forstå, at de sagde: »Okay. Det forstår vi ikke. Lad os snakke om noget andet.« Men dagen efter spurgte en af de unge fra stammen mig, om mig og Guillermo så boede sammen nu. De kan simpelthen ikke forstå, at man kan bryde relationer og bo alene,« siger Elsass og ler.

Hos Arhuaco-indianerne blev han kendt som manden med gummiskoene, fordi han under en rejse fik sin baggage stjålet og måtte købe nogle hvide gummisko. Indianerne var ved at dø af grin over den danske mand, der gik rundt i junglen i store, hvide gummisko i størrelse 45.

Skoene fik dog også en anden betydning mange år senere. I 1999 var Elsass udsendt af WHO til Pristina i Kosovo. Han kom ned i en kælder, hvor der var blevet henrettet 20 kosovoalbanere kort forinden.

»Jeg kunne stadig mærke liglugten, som var meget ram og sødlig. Og så så jeg, at ovre i hjørnet stod et par blodige, afskårne fødder i et par hvide gummisko, der lignede dem, jeg havde gået rundt i. Jeg brød fuldstændig sammen. Jeg har oplevet mange vilde ting, men det syn gik lige ind. Det var her jeg omsider lærte frygten at kende og kom tæt på min egen dødelighed.«

Den livsfarlige bakterie

For fire år siden var Peter Elsass selv tæt på at dø. Han var på vej til et møde, da han pludselig fik vejrtrækningsproblemer. Han vendte cyklen og kørte direkte til Rigshospitalets traumecenter og blev straks lagt i respirator. De viste sig, at han var blevet angrebet af en sjælden dræberbakterie. Han lå i koma i en måned og gennemgik tre operationer. Flere gange var hans tilstand så kritisk, at han var ved at dø.

Under forløbet blev Elsass psykotisk – muligvis på grund af den traumatiske oplevelse – eller morfinen. Han fik hallucinationer og endda en nærdødsoplevelse.

Døden er alt for ofte beskrevet salvelsesfuldt som noget trist og ulykkeligt. Men opholdet på den intensive afdeling viste mig, at den også er så meget andet

Peter Elsass om sin nærdødsoplevelse i 2014

»Da jeg var ved at dø, blev min bevidsthed fuldstændig forenet med universet. Døden er alt for ofte beskrevet salvelsesfuldt som noget trist og ulykkeligt. Men opholdet på den intensive afdeling viste mig, at den også er så meget andet,« siger Peter Elsass og uddyber:

»Jeg ligger i min hospitalsseng, og pludselig kommer der et lille vitrinealter frem ved fodenden af min seng med Jesus i. Musikken er skøn. Så tager jeg en brændeknude, der ligger ved hovedgærdet og kyler mod vitrineskabet, som går i stykker med et kæmpe brag. Langsomt kommer der den mest vidunderlige stilhed, og så ser jeg et blåt hjerte. Det blå hjerte sidder lige her til højre ved min skulder. Og der har det været lige siden,« siger Peter Elsass og peger på det sted på kroppen, hvor det usynlige hjerte er.

Den voldsomme oplevelse gjorde, at han sagde sit professorat op, så han i dag er professor emeritus.

»Jeg er ikke et særligt spirituelt menneske, men oplevelsen gjorde stort indtryk på mig. Det var en utrolig smuk oplevelse. Og jeg følte jo på en måde, at jeg var blevet reddet og født på ny.«

Var han bange?

»Nej. Hvis det er sådan at dø, så frygter jeg ikke døden. På en af mine rejser i Tibet hørte jeg om en ældre tibetansk lama, som lå for døden. I sine sidste timer blev han omgivet af en gruppe lamaer, som sad og vågede over ham med sørgmodige miner og sukkede og græd. Han slog pludselig øjnene op og vendte sig mod dem med ordene: ’Hvorfor er I så kede af det? Der er ingen grund til at være triste over, at jeg skal dø. Døden er utrolig interessant. Noget af det mest fantastiske, jeg har oplevet. I kan glæde jer.’«

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste