Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
SMALKOST - Universiteterne skal spare to milliarder kroner i 2013 i følge aftalen om genopretningen af dansk økonomi. Uladsiggørligt uden afskedigelser, vurderer Jørgen Honoré, universitetsdirektør på Københavns Universitet.
»Jeg overdriver ikke, når jeg siger, at jeg er virkelig overrasket. Der er tale om en meget voldsom besparelse, der tilmed rammer universiteterne uforholdsmæssigt hårdt.«
Sådan siger Jørgen Honoré, universitetsdirektør på Københavns Universitet (KU) om aftalen om genopretning af dansk økonomi som regeringen netop har indgået med Dansk Folkeparti.
Aftalen betyder, at universiteterne samlet mister lidt over 300 millioner kroner i indtægter i 2012 og to milliarder i 2013. Da universiteterne omsætter for cirka 22 milliarder kroner årligt er der tale om en nedgang på otte til ti procent.
KU står for cirka en tredjedel af omsætningen i universitetssektoren, så landets ældste universitet kan se frem til at have i omegnen af 600 millioner kroner mindre at gøre godt med i 2013.
»Vi kommer ikke igennem uden afskedigelser, hvis det bliver så slemt,« siger Jørgen Honoré og tilføjer.
»Det er helt uforståeligt, da universiteterne står for at tilvejebringe ny viden, der kan udvikle erhvervslivet, og uddanner de unge mennesker, der skal bære samfundet fremover. Det harmonerer ikke med målsætningen om at gøre Danmark til et førende videnssamfund. De sparer uforholdsmæssigt hårdt et sted man i virkeligheden burde investere,« siger Jørgen Honoré.
Ifølge rektor Ralf Hemmingsen vil spareplanen koste KU mellem 400 og 700 stillinger.
Ifølge forliget hentes en milliard af besparelsen ved at laboratorieinvesteringer bortfalder i 2013.
Daværende videnskabsminister Helge Sander (V) underskrev i februar i år en aftale med universiteterne om fordelingen af i alt seks milliarder kroner til forbedring af laboratorier, hvoraf de 2,5 milliarder kroner gik til KU.
Jørgen Honoré går da også ud fra, at en aftale og en aftale, så renoveringer af laboratorier og planlægningen af nybyggerierne fortsætter som planlagt.
125 millioner kroner i 2012 og 250 millioner kroner i 2013 skal hentes ved at effektivisere universiteternes administration.
KU´s andel vil være 40 millioner kroner i 2012 og 80 millioner kroner i 2013, men universitetet er allerede i fuld gang med sin egen effektiviseringsplan, der skal skære 120 millioner kroner af de administrative omkostninger i perioden 2007 til 2010.
»Vi er overbevist om, at det lykkes at nå de 120 millioner, men en yderligere administrativ besparelse af den størrelsesorden vil være meget vanskelig at gennemføre,« siger Jørgen Honoré.
Den resterende besparelse på 200 millioner kroner i 2012 og 748 millioner kroner i 2013 skal ifølge genopretningsplanen findes ved at universiteternes forskningstilskud tilpasses, så det udgør en procent af bruttonationalproduktet (BNP). Den økonomiske krise med en faldende BNP betyder altså færre penge til KU.
Jørgen Honoré forventer, at BNP begynder at stige lidt igen, så situationen vil blive lidt lysere. Derudover arbejder man hårdt på at fastholde en fortsat vækst i støtten, der hentes hjem fra forskningsråd og private fonde.
Der er også stadig en ufordelt reserve i globaliseringspuljen for 2011 og 2012, som universiteterne arbejder for at få mindst halvdelen af som basismidler. Det er de frie midler til forskning fra staten som universitetet selv kan råde over, og som blandt andet bruges til grundforskning og til at sikre, at alle uddannelser er forskningsbaserede.
»Hvis politikerne skærer i basismidler igen, har vi et alvorligt problem, som vi så må forholde os til. De burde skære i de andre poster på finansloven,« siger Jørgen Honoré.
KU´s ledelse vil orientere bestyrelsen om situationen på et møde den 14. juni, hvor medlemmerne også vil blive præsenteret for en opdateret prognose for universitetets økonomi.
clba@adm.ku.dk