Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Regeringen vil forlænge forhadt omprioriteringsbidrag efter 2022

Finanslov 2019 — To procentbesparelsen på uddannelse skal fortsætte, fremgår det af VLAK-regeringens finanslovsforslag, men fra 2022 skal pengene føres tilbage til sektoren.

Artiklen opdateres løbende

Københavns Universitet vil have mistet samlet cirka 930 mio. kr. til at uddanne de studerende i perioden 2016-2021 som følge af regeringens omprioriteringsbidrag, der skærer 2 procent af bevillingen til uddannelse årligt.

’Grønthøsteren’ skulle oprindeligt været stoppet i 2020, men blev så forlænget til 2021, og nu lægger regeringen op til, at det skal fortsætte i 2022 og fremefter – altså uden udløbsdato.

»Omprioriteringsbidraget fortsætter til og med 2021 – og for 2022 og fremefter bliver pengene på hvert område,« siger finansminister Kristian Jensen (V) til DR.

Det betyder, at gymnasier, universiteter og museer skal spare 800 mio. kr. årligt de næste tre år, men fra 2022 skal pengene føres tilbage til de tre områder, skriver DR.

Usikkert hvordan pengene fordeles

Det vil være sådan, at regeringen hvert år tager stilling til, hvordan pengene skal bruges

Finansminister Kristian Jensen

Det er dog langt fra sikkert, at hver enkelt institution får pengene, som de skal spare tilbage.

»Det vil være sådan, at regeringen hvert år tager stilling til, hvordan pengene skal bruges. Er det gymnasierne, folkeskolen eller et andet område, der har brug for at få et løft? Det vælger man år for år,« siger finansminister Kristian Jensen (V) til DR og tilføjer:

»Vi vil hvert år politisk vælge, om pengene skal tilbage til den enkelte institution – eller de skal prioriteres inden for hvert område.«

DF er imod

Regeringen fremsætter forslaget til trods for, at et flertal i Folketinget vil afskaffe omprioriteringsbidraget på uddannelses- og forskningsområdet.

Regeringens støtteparti Dansk Folkeparti er blandt de partier som vil af med den årlige besparelse, har partiets forskningsordfører Jens Henrik Thulesen Dahl tidligere udtalt til Altinget.

Han afviste dog at ville stemme for et eventuelt forslag fremsat af oppositionen, og han ville heller ikke komme med ultimative krav om, hvornår regeringens omprioriteringsbidrag skal afskaffes.

Nye toner

Regeringens forslag om, at pengene skal føres tilbage til området skal derfor også ses som en imødekommelse af DF inden finanslovsforhandlingerne går i gang.

Partiets finansordfører René Christensen udtaler dog i forbindelse med præsentationen af finanslovsforslaget, at regeringens besparelser går for langt.

»Der ser vi nogle faresignaler, så det glæder vi os til at diskutere med regeringen. Vi ser gerne, at der kommer en udløbsdato – altså, hvor man slet ikke omprioriterer længere,« siger finansordføreren til DR.

SF håber at bringe regeringen i mindretal

Socialdemokratiet går til valg på, at 2 procents besparelsen bliver droppet hurtigst muligt, og SF vil ifølge Jyllands-Posten kalde Kristian Jensen i samråd »for at få ham til at forklare besparelserne, og hvad der konkret skal ske efter 2022.«

SFs Uddannelsesordfører Jacob Mark håber ifølge avisen at bringe regeringen i mindretal ved at gå sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet.

Mette Fjord Sørensen, chef for forskning og videregående uddannelse i Dansk Industri, kritiserer også de fortsatte besparelser.

Hun siger, at det kan skade Danmarks konkurrenceevne, hvis de danske virksomheders medarbejdere ikke har samme kvalitet på grund af dårligere uddannelse.

Også Camilla Gregersen, formand for Dansk Magisterforening, er kritisk. Hun kalder det »kortsigtet og uambitiøst, når regeringen ikke vil investere i de unge.«

»Fortsatte besparelser vil give dårligere uddannelser, og det vil de unge og arbejdspladserne kunne mærke. De unge kommer til at betale med deres fremtid – det er et generationstyveri, der giver bagslag for hele Danmark,« udtaler DM-formanden.

 

.

 

Seneste