Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Campus

Da rektor fik klar besked på Søndre Campus

Rektorrundtur — Rektor Henrik Wegener kom til Søndre Campus for at høre om tingenes tilstand. Mens nogle bragte ham gode nyheder, slog andre alarm.

Rektor kommer et par minutter for tidligt.

Han er let at få øje på, da han vandrer fra Islands Brygge station ned mod Søndre Campus – et hoved højere end de to repræsentanter fra Studenterrådet, der flankerer ham.

Det er seks måneder siden, Henrik C. Wegener overtog rektorposten fra Ralf Hemmingsen – og i løbet af de næste uger skal han besøge Københavns Universitets campusser og tale med studerende og ansatte om KU’s tilstand.

Søndre Campus er første stop. Engang var det Humaniora-land. Så flyttede Jura, Teologi og det Informationsvidenskabelige Akademi ind i det nybyggede KUA3-kompleks ved årsskiftet, og siden har bygningerne ved Njalsgade været hjem for i omegnen af 15.000 studerende og 1.500 ansatte.

Henrik Wegener skal snakke med 16 af dem. Og mens nogen vil bringe ham gode nyheder, vil andre slå alarm. For alt er ikke godt på Søndre Campus.

 

Hov, nu drypper det

Det starter fredeligt nok.

»Har det været en kamp at komme på plads?« spørger Henrik Wegener.

Han står i juristernes Videnscenter – en stor, smuk aula, der fungerer som et summende omdrejningspunkt på Det Juridiske Fakultet – sammen med jurastuderende Bolette Birk Rich og teologistuderende Lucas Antonio Madsen.

Det er klart nemmere for os at komme i kontakt med underviserne her

Bolette Birk Rich, jurastuderende, om flytningen til Søndre Campus

»Nej,« svarer Bolette. »I starten var der nogle, der klagede over, at der manglede læsesale – så fandt vi ud af, at de faktisk var der. De lå bare lidt afsides.«

Lucas er lidt mere forbeholden.

»Studiemiljøet på Teologi har lidt under flytningen. Vores studerende klagede også over manglende læsepladser. Men nu har vi indrettet et undervisningslokale til læsepladser i stedet. Vi havde også et problem med, at vores nye ’vandrehal’ er lidt som en banegård. Men vi har et rigtig godt samarbejde med fakultetet – og løser det blandt andet ved at stille nogle reoler op.«

»Kan man få ånden fra Indre By med?« spørger Henrik Wegener med reference til teologernes gamle bygninger i Købmagergade – lokaler, som mange teologistuderende har været kede af at skulle forlade.

»Nej. Det er noget andet her. Ikke bedre eller dårligere, men noget andet.«

»Hov. Nu drypper det,« siger Henrik Wegener.

Små mørke pletter breder sig på parketgulvet. Det regner udenfor – og også en lille smule inden for i Videncentret. Uniavisen har tidligere rapporteret om problemet, som ifølge projektchefen skyldtes, at de automatiske vinduer var fejlprogrammeret, så de åbnede, når det regnede, og lukkede, når solen skinnede. Det er vist ikke løst helt endnu.

»Har flytningen har bragt jer tættere på underviserne?« spørger Henrik Wegener.

»Det er klart nemmere for os at komme i kontakt med underviserne her,« siger Bolette. »Før skulle vi nærmest booke et møde for at komme i kontakt med dem – og vade på tværs af Indre By. Jeg har lige skrevet bachelor, og det var fedt at kunne mødes en forsker på gangen.«

»Vi var allerede ret tæt på dem i Købmagergade,« siger Lucas. »Men det er efterhånden blevet bedre her.«

»De fysiske rammer er der,« siger Henrik og kigger sig omkring i det store rum. »Nu skal vi få mest muligt ud af dem.«

 

»De studerende er gået i stykker«

»Det er ikke meget her, der er positivt.«

Studielektor Benedicte Fonnesbech-Wulff har netop lukket døren efter os og anvist rektor og Studenterrådets repræsentanter en plads ved et lille træbord, hvor hendes kollega Sheila Aakeson allerede sidder.

Vi har været et stop forbi Institut for Tværkulturelle og Regionale Studier for at høre om udfordringerne for de trængte småfag, og sidder nu tæt sammen i lokale 12.3.18, der huser Studievejledningen på Saxo-Instituttet.

»I har da skønne rammer?« siger Henrik Wegener.

»De er ikke så skønne mere.«

Benedicte smøger skjorteærmerne op, mens hun taler.

»Vi var syv studentervejledere plus mig på halvtid til at vejlede, nu er vi fire på grund af besparelser. Vores arbejde herinde handler om mennesker. Og mange af de studerende, der kommer ind ad den dør dér, deres liv er gået i stykker. Det har fremdriftsreformen sørget for. Vi har haft en markant stigning af nogle meget heftige vejledninger.«

»Det er desværre ikke så overraskende,« siger Henrik. »På min tidligere arbejdsplads, på DTU, kaldte vi den ’frafaldsreformen’.«

»Den har skabt SÅ meget angst, så meget utryghed.«

»Nu har KU jo fået frie rammer, sådan nogenlunde, til hvordan vi implementerer reformen. Mærker I det?« spørger Henrik.

»Nej,« siger Benedicte. »Vi er på vagt. Vi er nødt til at sige til de studerende: ’I dag kan vi vejlede dig sådan. Men vi kan ikke garantere, at det passer i morgen.’«

Henrik vil vide, om de studerende har svært ved at nå det hele.

»Vores studerende er dygtige. Men de har svært ved det,« siger Benedicte.

Hun fortæller, at de af samme grund har måttet file på sværhedsgraden:

»Vi har skruet så meget ned, vi kan. Vi ved, at vi devaluerer. Men der er grænser for, hvor meget vi kan skrue ned. Størstedelen af de studerende, vi ser i vejledningen, bliver klemt. Det er de færreste, der kan klare sig gennem fem år studier uden en eneste uforudset hændelse, der forsinker dem. Vi oplever, at folk der kommer her, har været pressede i mange år. Det har været chokerende at få indblik i, hvor mange unge, der spiser lykkepiller.«

Vi var syv studentervejledere plus mig på halvtid til at vejlede, nu er vi fire på grund af besparelser. [...] Og mange af de studerende, der kommer ind ad den dør dér, deres liv er gået i stykker.
Benedicte Fonnesbech-Wulff, studielektor på Saxo-Instituttet

Benedicte fortæller, at hun også mener, at hendes generation har været dårlige forældre – og at de ikke har rustet deres børn godt nok.

»Du siger, I er gået fra syv til fire ansatte. Kan I følge med? Står der studerende i lange rækker uden for døren?« spørger Henrik Wegener.

»Der går ikke en søndag, hvor jeg ikke svarer på en mails,« svarer Benedicte.

»Vi har travlt,« siger Sheila. »Vi har ikke nok ansatte til at kunne vejlede alle ugens dage.«

Der er ingen studerende, der banker på døren i dag. Vejledningen er lukket om tirsdagen.

 

»En desperat beslutning«

»Vi kalder det et håndbogsbibliotek. Ved du hvorfor?«

Fem minutter senere, en etage længere nede er historiestuderende Ida Nørskov i gang med at forhøre rektor ved indgangen til Saxo-Instituttets bibliotek.

»Fordi I altid kan have bøgerne i hånden?«

»Ja. Vi har et princip om, at man altid skal kunne slå noget op. Vi læser dybt specialiseret materiale, som kun findes i meget få udgaver, og det skal være tilgængeligt for alle.«

»Rent hypotetisk,« siger rektor. »Hvis vi kigger på e-bøger … Hvordan ser biblioteket ud fremad?«

»Mange fag vil være handicappede, når det gælder online-tilgængelighed. Tag for eksempel det kursus, jeg pt. følger. Begge bøger på pensum er udsolgt. De findes kun her på biblioteket.«

»Kan nye digitale udgivelser erstatte de fysiske?«

»Nej, det kan de ikke. Det Kongelige Bibliotek køber adgang til digitale udgivelser – men specialiserede ting udkommer ikke på de store forlag. Der er mange kilder, du ikke kan finde digitalt. Det er farligt at begrave ideen om bøger.«

Bag snakken lurer debatten om bibliotekslukninger. Det Humanistiske Fakultet skal spare 60 millioner, og institutbibliotekerne skal finde tre af dem: Biblioteker kan sammenlægges, bogsamlinger kan flyttes ned i kælderen. I 2016 skete sidstnævnte med biblioteket på Institut for Engelsk, Germansk og Romansk (ENGEROM). Bibliotekslokalet blev inddraget, og bogsamlingerne er nu spredt ud over instituttet gange og kontorer og nede i dets kælder.

»Vi har en fastansat bibliotekar her på SAXO, men desværre lægges der op til besparelser. Vi skal overgå til det Kongelige Bibliotek den 1. juli, men der er ingen klar plan over, hvordan det skal ske. De ansatte skal enten overflyttes eller fyres. Det er skrækscenariet. Og at vi får deltidsansatte bibliotekarer, der ikke har specialviden.«

At lortet lukker, det er skrækscenariet. Vi er meget nervøse over de ændringer, der er på vej.

Historiestuderende Ida Nørskov om fremtiden for Saxo-Instituttets fremtid

Ida stopper op.

»Nej, det virkelige skrækscenarie er det, der skete med institutbiblioteket på ENGEROM. Hvor man lukkede biblioteket over natten, smed bøgerne i kælderen og sløjfede fællesarealer og læsepladser. At lortet lukker, det er skrækscenariet. Vi er meget nervøse over de ændringer, der er på vej. Vi er meget særegne på de forskellige biblioteker. Man kan ikke bare lave en en til en-samling af det hele som på CBS. Jeg er bange for, at vi bliver kvalt, og at universitetet gør sig selv en bjørnetjeneste for at spare tre millioner til. Og Det Kongelige Bibliotek er også økonomisk trængt.«

Hun siger, at det er ærgerligt, det der skete på ENGEROM. At det var en desperat beslutning.

»Jeg har respekt og sympati for dem, der skal træffe de beslutninger. Det er aldrig enkelt at træffe det valg,« siger Henrik Wegener.

Den samlende plastikflamingo

På Institut for Kunst- og Kulturvidenskab letter stemningen. Ganske vist er musikvidenskabsstuderende Johan Boje Mortensen lidt ærgerlig over de mange skriverier om instituttets Beyoncé-kursus. Ikke over det, at der bliver skrevet om kurset, som han synes er fedt og helt berettiget (»vi læser jo for at blive undervist i musik!«) – men over, at det i dele af pressen bliver udlagt som et eksempel på ’ligegyldigheder’, der bliver undervist og forsket i på Humaniora.

»Jeg synes nu, den historie har fået en mere positiv twang, end man kunne frygte,« siger Henrik Wegener. »Erik Steinskog (underviseren, red.) har solgt sit budskab godt og forklaret, hvorfor det er vigtigt, at universitetet underviser i det.«

Han spørger Johan, hvad de gør på IKK for at oplyse offentligheden deres bidrag til samfundet – og om der er noget, han skal gøre i den sammenhæng.

»Det ansvar tager vi på os,« siger Johan. Han skal tit fortælle folk, at hans uddannelse langt fra er så verdens- (og arbejdsmarkeds)-fjern, som den offentlige debat gør dem til.

»Universitetet skal altid forklare sig til den måbende offentlighed,« siger Henrik Wegener. »Vi er så specielle, eller sære, at vi altid skal forklare, hvorfor vi er nødvendige.«

Vi følger Johan ind i de IKK-studerendes bar/café Roland Bar (fik du referencen?, red.), hvor vi møder en plastikflamingo (barens maskot) og studerende Pernille Bille Kjær og Rina Nidam Møller. De to sidstnævnte er med til at drive stedet som frivillige.

»Vi er mange, der ikke ville være kommet så langt på universitetet, hvis vi ikke havde haft Roland Bar som samlingssted,« siger Pernille Bille Kjær.

Her er Uniavisen nødt til at forlade selskabet. Rektor har endnu tre stop på sin Søndre Campus tur. Dagen efter spørger vi, hvad han har taget med sig fra mødet med de studerende og ansatte. Svaret tikker ind pr. mail.

Det gjorde stort indtryk på mig at høre om bekymringerne fra studievejledningen på Saxo.

Rektor Henrik Wegener

»Det glæder mig at se, at de fysiske rammer rykker fakulteterne tættere sammen og har skabt bedre muligheder for at møde forskerne. Vi skal selvfølgelig altid gøre en indsats for at forbedre studiemiljøet, men Søndre Campus har de bedste forudsætninger. Jeg fik selv helt lyst til at blive studerende igen og få en sludder på Roland Bar eller Café Helga.

Det gjorde også stort indtryk på mig at høre om bekymringerne fra studievejledningen på Saxo. Nogle har svært ved at klare de store krav og forventninger, der er til dem i dag, og vi skal gøre vores ypperste for at hjælpe dem på vej. Det var en god oplevelse at være på rundvisning med de studerende som guider, og jeg glæder mig til mine næste campusbesøg

Siden den første rundtur har Henrik Wegener også mødt studerende og ansatte på Frederiksberg Campus. Han besøger Nørre Campus 9. oktober og City Campus (CSS) 25. oktober.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste