Rektor: Sådan har vi det med ranglister

Rankings, ranglister, er som vejrmeldinger. Mange taler om dem, flere er utilfredse og få stoler helt på dem. Alligevel er de ikke til at komme udenom. Debatten om listernes seriøsitet er velkendt. Mange anvender kriterier, som savner gennemskuelighed, ligesom metoderne kan kritiseres. En ekspert, professor Ellen Hazelkorn fra Dublin Institute of Technology, har derfor dette råd: Brug dem ikke.

Ikke desto mindre bliver de brugt. Af politikere og arbejdsgivere, der ser dem som proxy for at tiltrække kloge hoveder. Internationale forskere og studerende bruger dem til at scanne et voksende globalt marked af snart 20.000 universiteter. Endelig bliver de brugt af universiteterne selv. Dels til at sætte prisen på uddannelser (høj ranking = høj pris), og dels i det strategiske arbejde, hvor over halvdelen af universitetsledere ifølge Hazelkorn anvender rankings som begrundelse for beslutninger.

Hvordan går det egentlig for Københavns Universitet? Fra 2011 til 2019 er vi gået frem på tre ud af fire toneangivende lister: ARWU, Leiden og THE. Kun på QS er det gået nedad. Typisk er KU placeret som nr. 50-100 i verden, i top 10 i Europa og helt i toppen i Norden og Danmark.

Den opadgående tendens er flot i en tid, hvor særligt kinesiske universiteter trænger sig på i den videnskabelige elite. Ifølge The Economist har Kina tidoblet investeringer i forskning og udvikling siden år 2000 – og resultaterne er begyndt at vise sig. Fx producerede Tsinghua University i 2013-2016 flest af de en procent mest citerede artikler i verden inden for matematik og computer science.

Hvad betyder det for os?

Aktuelt er KU’s placering på en specifik ranking – THE – blevet trædesten for kritik af universitetets formåen. I den seneste opgørelse ligger KU som nr. 101 i verden – med pæn udvikling siden 2011, hvor KU var placeret som nr. 177.

Men er det godt nok, når fx Cambridge indtager 4. pladsen? Det er fristende at svare nej, men husk konteksten: Cambridge har et budget, der er ca. dobbelt så stort som KU’s, en formue på mere end 50 mia. kr., og de har næsten 900 flere forskere til at undervise halvt så mange studerende som KU. Cambridge har i århundreder været et globalt brand på linje med Oxford. KU er et fremragende forskningsuniversitet i et nordisk velfærdssamfund, der skal tilbyde gratis uddannelse både til eliten og til de mange.

Princeton University’s Law School fik for år tilbage angiveligt en topplacering på en amerikansk liste. Problemet var bare, at Princeton ikke har en Law School.

Generelt klarer KU sig bedre på de lister, der primært måler forskning via bibliometri – og dårligere, hvor surveys med internationale forskeres vurdering af universitetets forsknings- og uddannelseskvalitet indgår. Forskere, der arbejder med surveys, vil vide, at man bør være varsom med skråsikre fortolkninger, fordi de kender de typiske fejlkilder, når man skal måle en så kompleks størrelse som uddannelses- og forskningskvalitet: Udvælgelse af respondenter, svarprocent, usikkerhed om hvad de egentlig svarer på.

Kendthed er en væsentlig faktor i måling af omdømme via surveys, og det har en selvforstærkende virkning, som favoriserer de i forvejen kendte brands som Oxbridge og Ivy League-universiteterne. Fx fik Princeton University’s Law School for år tilbage angiveligt en topplacering på en amerikansk liste. Problemet var bare, at Princeton ikke har en Law School.

Når det gælder rankings går KU derfor pragmatisk til værks. Der er ingen hurtige håndtag at hive i, men alle studerende, forskere og andre medarbejdere kan bidrage til KU’s kendthed ved fx at bruge KU’s navn og logo i alle præsentationer. Også her tror vi på, at det lange seje træk vil bringe os fra quietly brilliant til et globalt anerkendt eliteuniversitet.

Kilder: University World News og Elephant in the lab