Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

Rektor svarer 96 kritiske biologer

SVAR - På vegne af bestyrelsen svarer rektor på kritik fra 96 lærere på Biologisk Institut. Rektor giver en anderledes udlægning af de økonomiske realiteter på faget, ligesom han slår fast, at biologerne på flere punkter har det ret godt. Han opfordrer til, at kritikerne fortsætter dialogen på et lavere niveau

Når 96 lærere ved et stort fag giver sig til at sende åbne breve til universitetsbestyrelsen (cc. medierne) uden om deres institutleder, dekan og rektor, så giver det rystelser på Københavns Universitet.

Rektor Ralf Hemmingsen har taget tyren ved hornene og svarer på vegne af bestyrelsen, efter aftale med formand Nils Strandberg Pedersen.

LÆS: Hele rektors svar på vegne af bestyrelsen

Uenighed om, hvorvidt Biologi er truet

I det kritiske brev til bestyrelsen skrev de ansatte fra Biologi, at faget er i en kreativ og vigtig udviklingsfase, og at det biologiske forskningsmiljø på Københavns Universitet (KU) efter fusioner med Life og Farma, kunne klare sig internationalt, hvis altså ikke man var i færd med at skære hårdt ned.

»De gennemførte nedskæringer har på et enkelt år ødelagt flere forskningsområder, som det har taget årtier at opbygge, og som der netop i disse år, fokuseres på i udlandet,« skrev biologerne.

LÆS: Biologernes åbne brev til KU’s bestyrelse

Rektor svarer, at han glæder sig over sine kritikeres vurdering af udviklingen inden for biologien. »Jeres fag er en helt central videnskabelige disciplin med stor betydning for både samfundet og menneskelig erkendelse. Den vurdering deler jeg fuldt og helt,« skriver rektor.

Her hører enigheden imidlertid op. Ralf Hemmingsen accepterer ikke sine kritikeres vurdering af faget biologi som værende truet.

»Jeg er glad for, at I vurderer, at det fusionerede Biologisk Institut står stærkt i forhold til at kunne konkurrere internationalt. Det var netop hovedformålet med fusionen mellem det tidligere Biologisk Institut og Institut for Molekylærbiologi,« skriver rektor.

Andre må også holde for, ofte i ringere lokaler

Ralf Hemmingsen bemærker også, at nedskæringerne på Naturvidenskab rammer andre fag end Biologi, og at faget har gode praktiske forhold på KU.

»Alle institutter på NAT har gennemført besparelser. For Biologisk Institut og Institut for Geografi og Geologi er der imidlertid en ubalance vedr. indtægter og udgifter, i hovedsagen fordi evnen til at producere STÅ og indhente eksterne bevillinger ikke matcher udgiftsniveauet. De sidste 7-8 år er der år for år sket et markant fald i STÅ-indtægterne, som efterhånden har givet et større hul i budgetterne på trods af, at STÅ-kurven i år måske vender.«

»Der er mange andre dele af naturvidenskab som ikke har så gode rammer for forskning og uddannelse. Det er i øvrigt en myte, at midlerne til de kommende byggerier går fra forskningen. Pengene kommer fra staten (forligspartierne) øremærket via den såkaldte SEA-ordning og dele af globaliseringsmidlerne.«

Ingen abonnementsordning med kritikere

Rektor bemærker, at de ansatte ved Biologisk Institut ved flere lejligheder har fået en grundig orientering om besparelserne på deres fag, ligesom samarbejdsudvalget og Akademisk Råd har deltaget i budgetprocessen.

Rektor takker for engagementet hos de 96 lærere, men lægger op til, at henvendelser direkte til bestyrelsen forbliver undtagelsen. I stedet opfordres biologerne til at tage eventuelle fremtidige slagsmål med deres institutledelse og dekanatet. Det formulerer rektor således:

»Ansvaret for at redegøre for Biologisk Instituts fremtid ligger hos fakultets- og institutledelsen. Jeg opfordrer til, at I indgår i dialog med ledelsen herom og takker for jeres engagement. Min og den øvrige KU-ledelses tillid til jer og ledelsen ved jeres fakultet er usvækket.«

Seneste