Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Uddannelse

Studievejledere: Vi må ikke individualisere perfektheds-kulturen

Perfekthedskultur — Hvorfor er der så mange studerende, der ikke føler sig gode nok? #deldinefejl siger ministeren, men studievejledere kalder på kollektive løsninger.

»Da jeg selv læste, kunne jeg tage hjem og gå rundt i netundertrøje og lave spaghetti med hytteost,« siger Thomas Braun, og det skal vist fungere som et billede på noget, man ikke ville lægge på Instagram i 2019.

Han er direktør for Studenterrådgivningen, og fra hans kontor kan man se kuplen på Marmorkirken. Det viste han mig, da jeg kom ind, for det er ikke sådan direkte, man kan se den, man skal ligesom stå i en speciel vinkel.

Vi taler om netundertrøjer og hytteost, fordi Thomas Braun siger, at han tit bliver skudt i skoene, at det er letkøbt at pege på de sociale medier, men han holder fast i, at de også spiller en rolle: »Det vilde er, at alle tror, de er alene med de her problemer. De andre har styr på det, siger de studerende, for det kan de jo se på Facebook og Instagram.«

De problemer, som vi taler om, er, at rigtig mange unge ikke føler sig gode nok. Det er ikke et nyt problem, siger Thomas Braun, men omfanget er nyt, han siger, det er markant opskaleret.

#deldinefejl

Perfekthedskultur er det nye buzzword i en række, der også tæller ord som præstationskultur og nulfejlskultur. Man kunne kalde det endnu et forsøg på at karakterisere eller måske ligefrem diagnosticere en ungdomsgeneration, der i stigende grad lider af stress og angst.

41,3 procent af de studerende mellem 25 og 34 år føler et højt stressniveau ifølge undersøgelsen Den Nationale Sundhedsprofil fra 2017. Og det er steget, i 2013 var det tal 29,3 procent.

Og hvem er så skyld i, at unge vil være perfekte? Undervisningsminister Merete Riisager pegede i et interview med Altinget på forældrene, som hun mener nægter at blive voksne – de skaber ikke nok struktur omkring deres børn og fralægger sig ansvaret for deres trivsel, lød det fra hende.

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers siger, at det er de unge, der skal blive bedre til at fejle (måske rigtigt), og tror, at man kan få dem til det ved at starte hashtagget #deldinefejl på twitter (formentlig forkert).

Sagt om  perfekthedskultur

»Vi har ingen præstationskultur af betydning i forhold til stort set alle andre lande. Men vi har en perfekthedskultur, og det er meget værre.«

Undervisningsminister Merete Risager til Altinget

»Der er nogle idealer omkring sport, skønhed, fest, høje karakterer osv., og hvis man så blander det hele sammen, kan jeg godt forstå, at man som ung virkelig føler sig presset.«

Uddannelses- og forskningsminister Tommy Ahlers til Politiken

»Når jeg ansætter … altså jeg bliver nærmest skeptisk, hvis ansøgere har for høje karakterer. Så er der noget galt.«

Direktør for Nationalmuseet Rane Willerslev til Ugebrevet Mandag Morgen

»Sandheden er, at man som regel ikke møder sit livs kærlighed, når man misser toget. Som regel er det bare noget lort, når man misser toget. Og det er det, uddannelsesministeren burde gøre klart: Tilværelsen er fyldt med perspektivløse nederlag uden held i uheld, og det må man bare leve med – også uden at få stress.«

Journalist Nikola Nedeljkovic Gøttsche om Tommy Ahlers #deldinefejl-kampagne i et debatindlæg i Information

I 2017 foretog Djøf en undersøgelse blandt de studerende medlemmer, hvor 62 procent angav ’stort pres for toppræstationer fra mig selv’ som forklaring på, hvorfor de var stressede.

To forskere fra University of Bath og York St John University har forsket i den del af unges kultur. Thomas Curran og Andrew P. Hill udgav i 2017 en artikel med et kæmpestort datagrundlag. Undersøgelsen er foretaget blandt 40.000 amerikanske, britiske og canadiske collegestuderende og hedder Perfectionism Is Increasing Over Time: A Meta-Analysis of Birth Cohort Differences From 1989 to 2016.

Den viser blandt andet, at fordi unge faktisk er underlagt et større socialt og økonomisk pres end deres forældre, bliver de i stigende grad perfektionistiske.

Kort sagt: unge i dag oplever, at andre kræver mere af dem, at de kræver mere af andre, og at de kræver mere af sig selv.

LÆS OGSÅ om Amalie Wessel, der deltog i tv-serien De Perfekte Piger for at vise, at hun ikke havde styr på det.

Bluffer du?

Thomas Braun siger, der ikke er noget i vejen med at ville præstere. »Det er jo fedt at præstere.« Og det kræver samfundet også i høj af grad af unge i dag.

»Man skal ikke underkende, at forventningerne til, hvad vi skal præstere, er blevet hævet. Det er ikke bare den måde, vi opfatter det på,« siger han. Når børn bliver målt tidligt med karakterer i folkeskolen og nationale test, siger han, at de hurtigt får en bevidsthed om, at de forventes at præstere – og helst bedre end andre.

»Jeg stødte på en statistik, som jeg grinte vildt meget af,« siger Thomas Braun, »den viste, at 80 procent af alle bilister vurderer, at de kører bedre bil end gennemsnittet. Det kan jo ikke lade sig gøre. Mindst 30 procent af dem overvurderer sig selv. Og når jeg trækker den frem, er det, fordi jeg tænker, at der er samme forventning blandt unge: 80 procent mener, at de burde være bedre end gennemsnittet, og så bliver der altså trængsel ved kasse 1.«

I modsætning til bilisterne, så føler de studerende dog ikke i samme grad, at de er bedre end de andre, men at de burde være det. Thomas Braun siger, at mange oplever, at der er meget stor forskel på den, de er, og den, de føler, de burde være, og de reagerer ofte ved at forsøge at opretholde en facade – en variation af impostor-syndromet, kalder han det.

Det kaldes impostor-syndromet, når den dygtige, kompetente, intelligente person, som andre ser, ikke stemmer overens med ens selvopfattelse. Derfor kan man have en oplevelse af at bluffe og spille skuespil som en anden bedrager og gå og vente på at blive gennemskuet.

»Du lader, som om du er bedre, end du er, og læringsmæssigt er det katastrofalt, når du hele tiden foregiver at kunne noget, som du ikke kan. Du putter dig selv i en situation, hvor du ikke kan spørge, du forhindrer simpelthen dig selv i at få viden. Og så er du skrækslagen for at blive afsløret.«

Og du får aldrig fri fra det. For det er ikke bare på studiet, at du føler, du skal præstere over evne, siger Thomas Braun. Også privat føler de studerende ikke, at de slår til, og »de kan se på Instagram, at deres medstuderende besøger bedsteforældre, plejer en kæreste, går op i boligindretning, mens de selv føler, at de dårligt kan nå at fodre deres kat.«

LÆS OGSÅ om Zainab Nasrati, der har blanket flere eksaminer for at få tid til fritidsinteresser.

Nulstil gymnasiehjernen

I Mærsk Tårnets aula sidder studerende på høje stole ved høje borde med opslåede bøger hele vejen rundt om den store trappe, som Jacob Bojsen foreslår, at vi sætter os på. Han er studie- og karrierevejleder på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, og han fortæller, at de får flere og flere henvendelser i studievejledningen og længere ventetid på samtaler. Han siger, at de studerende, han møder, er pressede, stressede og har meget høje forventninger til sig selv.

»Forventningspresset har de med, når de starter. Det gennemsyrer fuldstændig folkeskolen og hele gymnasiet, at vi evaluerer os selv hele tiden,« siger han.

Jacob Bojsen mener, at gymnasieelevers fokus på karakterer – som giver mening, fordi de skal bruge dem for at komme ind på videregående uddannelser – forfølger dem ind på universitetet, hvor de burde slippe det fokus til fordel for en større faglig fordybelse.

Vi vil ikke have en kultur, hvor man skal gå i terapi i fire timer for at turde spørge, hvorfor grafen er grøn
Thomas Braun, direktør for Studenterrådgivningen

Thomas Braun fra Studenterrådgivningen er inde på det samme og siger, at »det er nogle sygdomme, de slæber med sig fra ungdomsuddannelserne.« Han peger på, at kun ganske få – nogle studerende på jurastudiet fx – reelt skal bruge specifikke karakterer fra den videregående uddannelse senere i livet, og han ærgrer sig over, at karaktererne alligevel for nogen fylder mere end faglig interesse og begejstring for, ja, tyktarmen måske.

»Der er forskel på at læse op til eksamen, fordi man skal have 12, og på at læse op til eksamen, fordi man synes, det er mega fedt at beskæftige sig med tyktarmens opbygning. Fuck, hvor er den vild, den tyktarm. Det handler om at blive fanget af en faglig interesse i stedet for at blive fanget af en interesse i at se godt ud,« siger Thomas Braun.

Jacob Bojsen oplever, at nogle studerende tager strategier fra gymnasielivets karakterjagt med sig på universitetet. »I gymnasiet findes elever, der lader være med at række hånden op i timerne, så lærerne ikke opdager, at der er noget, de ikke forstår, i håb om at mindske risikoen for dårlige karakter,« siger han. Den strategi kan de ikke bruge til noget på universitetet, men mange tør alligevel ikke snakke om, at der er noget, de ikke forstår, og derfor føler de sig alene, siger han.

»Det er vores biologi, der kupper os. Vi føler, at vi bliver udstillet, vores stress-hormon kører op i kroppen, og vi bliver bange for at blive udskilt fra flokken og efterladt, når den rykker videre til næste vandhul.«

LÆS OGSÅ om Thore Keitum Fisker, der droppede ud af Medicin og skammede sig over, ikke at have en plan.

Uni er hårdt

Det er hårdt arbejde at gå på universitetet, mener Jacob Bojsen, det skal der ikke herske tvivl om, og han gør meget ud af at forventningsafstemme med de studerende, der kommer til studievejledningen. Han mener også, at presset på de studerende er større end nogensinde før, og at det er en kollektiv udfordring, som universitetet bør hjælpe de studerende med at håndtere. Jacob Bojsen tilbyder mindfulnesstræning til de studerende på SUND, men han mener, der kan gøres meget mere.

Mindfulnesstræningen hjælper de studerende med at genfinde fokus, siger han.

»Hvis man oplever, at noget er svært, kan det sætte gang i katastrofetanker – man er ikke god nok, man bliver aldrig færdig. De tanker får vi alle sammen, men hvis man kan se dem som tanker og ikke som sandheder, så vil man i højere grad kunne sige: Det er min biologi, det er bare, fordi jeg er menneske, at jeg reagerer sådan her, lad mig komme tilbage til, at jeg sidder her og prøver at læse.«

Jacob Bojsen kører nu sit femte hold med mindfulness, men han ville ønske, at kurserne kunne udbydes bredere og forebyggende.

»Det er nogle taktikker, alle burde kende til. Hvis folk kendte dem, inden de var nede og bide i græsset, ville det være nemmere at gøre noget. Vi bruger rigtig meget tid på at samle folk op, som har det rigtig skidt, og de søger dispensationer og lægeerklæringer, og vi kunne have gjort noget.«

De [studerende] kommer med deres gymnasiehjerner, som er ret præstationsorienterede

Luise Mandrup Andersen, studie- og karrierevejleder på Institut for Antropologi

Siden Jacob Bojsen fortalte om sit mindfulnesskursus i Uniavisen tidligere i år, er han blevet kontaktet af studerende fra samtlige fakulteter på KU og fra andre universiteter i Danmark, der blandt andet spørger, om de må deltage på hans hold. De kurser, Jacob Bojsen holder, er dog indtil videre kun for studerende på SUND, men han mener, at alle fakulteter bør tilbyde mindfulness.

»Jeg tegner tit en tegning for de studerende inde i studievejledningen,« siger Jacob Bojsen, og jeg rækker ham min blok og kuglepen, »der er ligesom nogle fag og kurser og eksamener og sådan noget,« han tegner en række cirkler, »og nedenunder er der et fundament.« Han tegner en rektangulær boks under alle cirklerne. »Det her er min mentale tilstand,« han peger på boksen, »og der går nogle vibrationer fra den op i alle cirklerne,« han tegner små streger, vibrationer, fra boksen til cirklerne. »Vi glemmer bare at arbejde på fundamentet. Vi sætter ind her,« han peger på cirklerne, »hvor vi skal læse mere og købe et kursus, men alt det hernede,« han peger på boksen, »det mentale helbred, fundamentet, det ryster. Vi skal sætte ind her. Og det skal vi ikke være bange for at gøre sammen.«

Han mener, at universitetet burde gøre en større indsats det første år af uddannelsen og indføre skemalagt, obligatorisk undervisning om at være studerende, hvor man blandt andet taler om, hvordan man er en god studerende, hvordan man passer på sig selv og på andre, og hvordan man tager gode noter og husker det, man læser.

Tilbagelænet med 11 i snit

På Antropologi lavede man i 2018 en ny studieordning, som er mere introducerende til både antropologi og det akademiske håndværk. Inden da havde man i 2017 fjernet karaktererne på første semester. Det gjorde man blandt andet, fordi man oplevede et stort frafald.

»De bliver taget mere i hånden ind i universitetsverdenen, end de gjorde før,« fortæller Luise Mandrup Andersen, der er studie- og karrierevejleder på Institut for Antropologi.

»Vi har konstateret, at de kommer med deres gymnasiehjerner, som er ret præstationsorienterede. På universitetet handler det mere om refleksion, tænkning og teori. Et af vores håb med at fjerne karaktererne var, at de kunne slappe lidt mere af i den nye faglighed.«

De ville gerne skabe et mere afslappet studiemiljø, siger Luise Mandrup Andersen, »så afslappet, som det nu kan blive, når man kommer ind med 11 i snit,« og noget tyder på, at det er lykkedes. Luise Mandrup Andersen siger, at de oplever færre henvendelser fra studerende, der er overvældede og overvejer at droppe ud, end tidligere i studievejledningen.

»Det er ikke, fordi det med karaktererne er et trylleslag, og så er alt godt, det er vigtigt at sige. Det er også, fordi vi har lavet studieordningen om,« siger hun.

LÆS OGSÅ om Emma Marie Hansen, der både vil have topkarakterer og på landsholdet i military-ridning.

Gå efter at være gennemsnitlig

På kontoret med vinkelkig til Marmorkirken fortæller Thomas Braun, at en måde, Studenterrådgivningen forsøger at hjælpe de studerende på, er ved at støtte dem i at afprøve en version af sig selv, som er tættere på, hvordan de faktisk er i stedet for sådan, som de tænker, de bør være. ’Gradvis eksponering’ kalder han det. At turde stille et dumt spørgsmål til forelæsningen eller fortælle sine medstuderende om sin tvivl.

Men han ærgrer sig hurtigt derefter over, at det er de studerende, der er nødt til selv at skabe rummet, hvor der er plads til fejl.

»Det er institutionerne, der skal tage fat i det her og sige: Vi vil ikke have en kultur, hvor man skal gå i terapi i fire timer for at turde spørge, hvorfor grafen er grøn. Det er jo ikke op til de enkelte studerende, som kommer herind og får rådgivning, fordi de har det pissedårligt, at lave kulturændringer. Det er horribelt. Og det er en individualisering af en problemstilling, som aldrig må individualiseres.«

Snart er det faktisk slut med kuppeludsigt, for Studenterrådgivningen flytter fra Indre by og ud til Amager mellem KU’s Søndre Campus og IT-Universitet, og det glæder Thomas Braun sig til. »Så kommer vi til at møde studerende på gaden i stedet for mænd i jakkesæt,« som han siger.

Jeg spørger ham, om han egentlig tror, der er studerende, der har lyst til at være gennemsnitlige. Det kan jo godt lyde lidt kedeligt.

»Det burde der være mange flere, der havde,« siger han. »Nogle vil blive skuffede, når de opdager, at de er gennemsnitlige. Men på et eller andet tidspunkt, når de har ro, vil mange af dem sige: Fuck, hvor er jeg glad for, at jeg er gennemsnitlig, ja måske faktisk lidt under gennemsnittet, og måske kan jeg endda trække lidt ned og blive endnu lykkeligere. Agtigt. Ikke?«

LÆS OGSÅ om Simon Victorson, der lærte at trække vejret en periode med stress-sygemelding.

# Skriv kommentar
Share

Join the discussion

Seneste