Rio, min Rio: Viden eller våben?

Bailefunk-rytmerne banker igennem kroppen, og på dansegulvet ryster kvinderne bagdelene op af mændene i bevægelser, der med lidt mindre tøj ville have hørt en pornofilm til.

Det er her, til Festa de Baile Funk i Rios største slumområde, eller favela, Rocinha, at min ven falder i snak med en knægt på omkring 12-13 år. Drengen hænger ud i udkanten af dansegulvet, og med hans ranglede, lidt usikre fremtoning kunne han lige så godt have været en teenager til sodavandsdiskotek i Valby.

Hvis ikke det var for geværet, han har hængende over skulderen, nonchalant på skrå som hans jævnaldrende i en københavnsk forstad ville gøre det med en Eastpak-taske.

Drømmen om magt

Min ven læser sociologi på et amerikansk universitet, og er på besøg i favelaen for at lave feltarbejde til sit speciale. Han spørger drengen med geværet, om han går i skole. Ja, det er han tvunget til, forklarer han, men han glæder sig til snart at blive færdig, for skolen er spild af tid.

Hvorfor, spørger min ven, hvad vil han da gerne lave, når han bliver voksen?

Knægten peger over på en gruppe mænd, the guys, som de så neutralt kaldes i Rocinha. Det er druglordens håndlangere, mænd, der bevæbnet til tænderne overvåger narkohandlen i området og udgør både den lovgivende, dømmende og udøvende magt i favelaen.

At blive som dem – det er det, drengen drømmer om.

Offentlige skoler skraber bunden

En stor del af Brasiliens børn går i skole, og Lula-regeringens sociale tiltag Bolsa Familia, der støtter fattige familier økonomisk, har gjort det muligt for endnu flere familier at sende deres børn i offentlig grundskole.

Men hvad der på papiret ligner en stor succes, dækker over en noget mere nuanceret virkelighed.

Skolernes kvalitet varierer voldsomt, og ikke overraskende befinder de absolut dårligste skoler sig i de fattigste områder – mens alle, der har råd til det, sender deres børn på privatskoler, som har bedre lærere, nyere materialer og elever fra ressourcestærke familier.

Private universiteter er som brugtbilsforhandlere

Tankevækkende nok skifter billedet længere oppe i uddannelsessystemet. Når det gælder universiteterne, er de offentlige universiteter, hvor det er gratis at studere, langt de bedste.

Overalt i Rio finder man mere eller mindre suspekt udseende private universiteter med malede reklameslogans på facaden, som om det var brugte biler, de solgte. Man kan købe tilbudspakker og oprette afbetalingsordninger hos dem, men langt de fleste kan kun tilbyde væsentligt ringere uddannelser end de statslige universiteter.

Flere brasilianere har forklaret mig, at en kandidatgrad fra et af disse universiteter for mange arbejdsgivere ikke betyder andet, end at man har haft råd til at købe sig til et diplom.

Nåleøjet til gratis uddannelse

De offentlige universiteter har derimod en streng kvalitetssikring af niveauet for de studerende, de optager (hvordan kvaliteten af undervisningen er, er til gengæld en anden diskussion – se sidste uges blog). De kan nemlig tillade sig at være kræsne, fordi de ikke er profitorienterede forretninger.

LÆS: Rio, min Rio: Ingen tænker selv, tak.

Når jeg fortæller folk her, at jeg går på det føderale universitet i Rio, er reaktionen altid, at så må jeg være »meget klog.« Mit universitet har nemlig, ligesom de andre statslige universiteter i Brasilien, en efter sigende ufattelig svær optagelsesprøve, der skal bestås, før man lukkes ind på drømmeuddannelsen.

En klog gut fra Rocinha understregede det paradoksale i situationen for mig.

Han kendte meget få unge fra favelaen, fortalte han, som gjorde sig håb om at komme på universitetet. Men der havde været én – »den klogeste unge knægt, flittig som bare fanden,« som studerede hårdere end nogle andre for at bestå optagelsesprøven.

Uddannet til social taber

Da den ambitiøse unge mand dumpede prøven, gik han ikke uden for en dør i flere måneder, og familie og naboer blev bekræftet i uretfærdigheden i uddannelsessystemet, da lokalsamfundets unge håb ikke blev optaget på universitetet.

Den grunduddannelse og ungdomsuddannelse, der er tilgængelig for unge fra fattige familier er så ringe, at det er stort set umuligt at komme ind på de offentlige universiteter.

I stedet er det unge fra middelklassen og privatskolerne, der snupper de gratis uddannelsespladser, mens dem, der er afhængige af gratis uddannelsestilbud, må nøjes med at forsøge at spare sammen til en discount-bachelor på et dårligt privatuniversitet.

Jeg ved ikke, hvordan min amerikanske ven reagerede, da den unge knægt til festen fortalte om sine karriereplaner, der involverer våben, vold og stoffer.

Sikkert er det dog nok, at i det nuværende brasilianske system er netop de fremtidsplaner langt mere realistiske for drengen fra favelaen end drømme om socialt avancement gennem videregående uddannelse.

uni-avis@adm.ku.dk

Bliv opdateret med nyheder om Københavns Universitet i Universitetsavisens nyhedsbrev.