Rumvæsener kommer for at voldtage os

Prometheus er Ridley Scotts nye sci fi-film og navnet på det rumskib, der fragter et hold af forskere ud til en fjern planet i en søgen efter menneskehedens oprindelse. Arkæologerne Elisabeth Shaw og Charlie Holloway er forskerkæresteparret, der har opsporet en stribe grottepiktogrammer, som alle peger på samme klump stjerner langt ude i rummet. Vi kommer derfra, mener de.

Men vel ankommet destinationen bliver deres håb om at finde medmenneskelige skabninger og eksistentielle svar erstattet med en grusom og mørk virkelighed, der truer med at udslette ikke blot dem selv men hele menneskeheden.

Change of sceneri

Ved min side i biografen skulle astronom Anja C. Andersen have siddet. Hun er prisbelønnet forsker ved KU’s Dark Cosmology Centre, men desværre blev hun nødt til at melde afbud to timer inden filmvisningen. Derfor så jeg mig nødsaget til i al hast at inddrage en ny medanmelder.

Det blev min kollega, uniavisen.dk-redaktør og sci-fi-fan Christoffer Zieler. Han ved ingenting om mørk kosmologi, men særdeles vigtig viste hans rolle sig at blive, da jeg selv var ude af stand til at indtage filmen i dens fulde længe. Omtrent halvdelen har jeg kun en auditiv oplevelse af, da jeg gemte hovedet og 3D-brillerne bag det uddelte pressemateriale.

Sikket uretfærdigt grundlag at bedømme filmen ud fra. For ikke at tale om min begrænsede erfaring med genren og mit skrøbelige sind, der ikke evner at håndtere den insisterende suspense, de mørke grotter og de slimede rumvæsener der vokser inden i andre væsener og jagter mennesker, inficerer dem og dræber dem. Heldigt at Zieler har glædet sig til filmen som en anden fanboy i et halvt års tid.

Så vellavet at man bliver glad

Det første jeg bemærker ved Zieler, er hans smilende tilfredshed på vej ud af biografen. Jeg havde lige taget en (meget lang) tissepause i filmens afsluttende klimaks og dermed fået en tiltrængt pause fra grusomhederne. Høj puls, sved i hænderne og under armene, dirrende fødder – det er mine ufrivillige reaktioner. Zieler derimod, ser afslappet og rolig ud mens han tripper nedad trapperne.

»Filmen var så smukt lavet, at det er til at blive helt glad over. Indledningen er flot som en screensaver, og Prometheus er helt tydeligvis et kvalitetsrumskib, hvor dørene åbner og lukker sig med et perfekt pneumatisk suk, hvor kaptajnens ror ligner en synthesizer i 20.000 kroners-klassen, og alle sofaer og paneler er betrukket med cremefarvet læder.«

Sofaer? Det kræver et vist overskud at lægge mærke til den slags. Og det er lige netop det Zieler har:

»Der sker noget fantastisk, når nogen slipper en fyr som Ridley Scott løs. Han har et ego som en planet, en fantastisk sans for billeder, og nogen har givet ham henved en milliard kroner, som han har valgt at brænde fuldkommen af på lys og kulisser og smukke 3D-effekter og hvidt læderbetræk. Selv køretøjerne i filmen virker solide og realistiske, og bilerne er ellers traditionelt sci-fi-filmenes akilleshæl, rystende og skrøbelige.«

Løse ender og umotiverede handlinger

Trods Zielers umiddelbare glæde ved filmoplevelsen får vi hurtigt afklædt historieforløbets mangel på mening og plottets mange løse ender. På en eller anden måde har filmholdet glemt at skrive et manuskript, der snørrer effektpølsen sammen om en meningsfuld historie.

»Prometheus var figuren i den græske mytologi, der stjæler ilden fra guderne og giver den til menneskene. Han er en helt, men han betaler en høj pris, fordi Zeus lænker ham som straf og udsætter ham for evig tortur,« siger Zieler. »Og her i filmen er det en stor, muskuløs, homoerotisk space-græker, der i åbningssekvensen udsletter sig selv for at befrugte Jorden og give os mennesker en mulighed for at eksistere, men derefter løber filmen hurtigt sur i sin store evolutionsidé.«

Det er ellers en spændende tanke at lade filmens Shaw og Holloway rejse ud i rummet og konfrontere menneskehedens skaber. Desværre vil Scott hellere, når det kommer til stykket, lave en ny Alien-film, hvor folk løber bange rundt i mørke gange og bliver penetreret og slået ihjel af penislignende monstre eller på anden vis inficeret med alien-dna, der efterfølgende kan briste frem i en blodig finregn.

»Det er Ridley Scott så til gengæld så dygtig til, at han jog dig ud af biografen, Line,« påpeger Zieler.

Uoriginalt genbrug af sci-fi klicheer

Ifølge Ridley Scott indeholder Prometheus-idéen tre nødvendige faktorer for en god film: ærlighed, originalitet og gennemslagskraft.

Men det virkelig originale i denne film, skal man lede længe efter, mener Zieler, der synes filmen primært anvender genkendelige og genbrugte sci-fi-klicheer, hvoraf blot nogle er:

1) Mangel på karakterudvikling: Folk dør, når deres lille bidrag til filmens plotafvikling er leveret.
2) Overdreven brug af sminke: Den gamle rigmand, der er ekspeditionens bagmand, spilles af Guy Pearce med makeup som Benjamin Button, men da karakteren er (cirka) lige gammel i hele filmen, kunne man have sparet sminken og hyret en ældre skuespiller til rollen i stedet.
3) Gamle rigmænd spiller aldrig ærligt spil: Den gamle rigmand, der er ekspeditionens bagmand, tror, fejlagtigt, at han kan opnå evigt liv, men giver ikke fem øre for menneskets oprindelse.
4) Dramatisk fremdrift ved at gøre alle karakterer til idioter: Besætningen på rumskibet udgøres uden nærmere forklaring af lutter vrangvillige afvigertyper.
5) Abrupt smadreafslutning efter to timer, fordi filmen må slutte: Alting går i stykker i filmens finale.
6) Kunstig intelligens er farlig: Androiden med den kunstige intelligens træffer et eksistentielt valg og tager kontrollen over sin og besætningens skæbne.
7) Robotterne er følsommere end vi er: Androiden har ingen sjæl, men hans blik er uendelig fuldt af smerte og følsomhed, hans latter af bitter sarkasme.
8) Slap misantropi: Ligesom i den tilsvarende stort anlagte Avatar støder den store idé om mødet mellem menneske og rumintelligens øjeblikkelig på grund i hovedpersonernes tåbeligheder og meningsløse kævl.
9) Rumvæsenerne kommer for at voldtage os: Alt for mange penetrationer med tentakler.

Ikke meget astrofysik i sci-fien

Ved nærmere eftertanke, var det måske passende at astronomen Anja Andersen ikke skulle blive stillet den opgave, at drage sin viden i anvendelse om Prometheus. Filmen siger knapt noget om rummet eller kloden eller menneskene. Settingen ude i en fjern galakse er blot en mystisk omgivelse. Det er for meget, at forlange, at en astronom disker op med et detailkendskab til rumvæsener.

I sidste ende er der mangel på mål og mening i filmen. Dens budskab er måske, at der findes gode mennesker og onde mennesker og nogle tvetydige af slagsen. Og så findes der aliens – og nogle sammensatte og delvist gode af dem også. For ikke at glemme robotterne.

Med andre ord: alle ingredienser er der og de lever op til det fælles mål – at underholde os. På bekostning af en reel historie.

»Det var en virkelig dårlig film,« siger Zieler, »men jeg tror, jeg vil se den igen.«