Rust og ben knockouter melodrama-forsker

Smagen af Rust og Ben handler om mødet mellem den tidligere bokser Ali og Stephanie, der træner Spækhuggere i den lokale turistmarina. Ali har netop overtaget ansvaret for sin femårige søn, som han knapt kender og er flyttet ind hos sin søster. Han får job som dørvagt til en natklub, og der møder han Stephanie. Da hun kort efter kommer ud for en arbejdsulykke og mister begge ben fra knæene og ned, begynder relationen mellem Ali og Stephanie at udvikle sig.

Vital dysfunktionalitet

I Smagen af Rust og Ben er det karakterernes dysfunktionelle sider, der får dem til at føle sig levende, fortæller Mette Kramer, som forsker i melodrama og den følelsesmæssige filmoplevelse:

»Ali har en aggressiv side, hvor han formentlig får afløb for en del følelser, han ikke kan forholde sig til. Det ser vi i scenerne, hvor han slås; bagefter er han fyldt op med energi, glæde og selvtillid,« siger Kramer og fortsætter.

»Som udgangspunkt er det via den fysiske udfoldelse, Ali kommer i kontakt med livet. I løbet af filmen udvikler han sig og kommer i kontakt med følelser, han ellers ikke har haft forbindelse til af en grund, som publikum ikke kender, men som vi må tænke os til. Det er klart, at Ali må have mistet centrale byggesten i livet, såsom basal omsorg som barn.«

Sanselig film

Mette Kramer har bidt mærke i hvordan filmen benytter sig af en æstetik, der tydeliggør betydningen af det sanselige:

»Filmen dvæler ved mødet mellem mennesket og naturen, som når Ali og Stephanie er på stranden, og Stephanie for første gang siden ulykken er i stand til at nyde solen, lade sin krop mærke havvandet og den friske luft i ansigtet,« siger Mette Kramer.

Begge hovedkarakterer er i en vis forstand ofre for den krop, de er bundet til. De er tvunget til at forholde sig til dens behov. Stephanie er gået fra at være en smuk langbenet skønhed til at måtte håndtere alle de psykiske og fysiske udfordringer ved at være uden ben, mens Ali besidder en trang til at udlede sin frustration via boksning og tilfældige seksuelle møder. Kropslige sammenstød, der også medfører smerte og forløsning.

Underspillet melodrama

Smagen af Rust og Ben er en subtil form for følelsesmæssigt melodrama, mener Mette Kramer:

»Der er filmet i nærbilleder hver gang, der er et følelsesklimaks, og scenerne akkompagneres med stemningsskabende musik. Den anvender altså de samme midler som et klassisk Hollywood-melodrama, men den gør det uden at blive påtrængende sentimental. Den bevarer nuancerne i fortællingen,« siger Mette Kramer og uddyber:

»Det er en kompleks film. Den er uforudsigelig i sin menneskeskildring, men behandler universelle følelser og problematikker. Det universelle gør filmen relevant som menneskeskildring.«

Film om at miste

Det er en film, der handler om at miste. Og det er en fundamental frygt hos alle mennesker:

»Det jeg var mest bange for og som påvirkede mig stærkest ved filmen, er den underliggende fornemmelse af, at der kan komme til at ske noget med Alis søn,« siger forskeren og tilføjer:

»Vi ved ikke, hvad der skal ske, og det er det, der gør fortællingen så alarmerende og revsende. Især Ali er utilregnelig, og i den forstand har filmen en nerve af indre spænding i sig. Vi venter på det fatale, men aner ikke hvornår eller omdet kommer, fordi filmen hele tiden tager nye drejninger. Og fordi karaktererne ikke er standardiserede Hollywood-typer. Vi ved derimod ikke, hvor vi helt har dem, og det skaber uro, bryder vores genreforventninger.«

Identificerbar

Selv om karaktererne i filmen er sat i nogle ekstreme og krævende situationer, er deres følelsesliv meget genkendeligt, siger Mette Kramer:

»Ali fremstår voldsom og ubetænksom over for sin søn, men han portrætteres aldrig som en ond person. Han er frustreret over sin søns behov, men vi ved, at han indeholder en genuin og kærlig side, som blandt andet kommer til udtryk over for Stephanie og i enkelte momenter med sønnen. Hans relation til Stephanie vokser jo ud af hans umiddelbare tilgang til hendes handicappede krop, der er aldeles usentimental.«

Ali hjælper således Stephanie til at genfinde sin seksualitet og blive komfortabel med sin krop. Hos ham er der ikke plads til ynk, og han behandler hende ikke som en, der er begrænset – udover at bære hende rundt, når det er nødvendigt. Og den kropslige intimitet, som opstår imellem dem i de situationer, er rørende og nærværende.

Ubehagelig og smuk film

Mette Kramer karakteriserer filmen som smuk og ubehagelig på samme tid, fordi den minder hende om kærlighedens slagside – at det gode også kan gøre ondt:

»Hvis man elsker et andet menneske, har man også noget at miste. Det gælder både i kærlighedsrelationer til et voksent menneske og i forhold til børn. For mig er filmen ubehagelig, fordi den spiller på kærlighedens dualisme. Sønnen Sam er for mig en vigtig karakter i filmen, og i sidste ende bliver det jo også ham, der tvinger en udvikling frem – en nødvendighed der kræver at Ali rykker følelsesmæssigt og erkender sine egne fundamentale behov. Relationen mellem Ali og Stephanie bliver et billede på både styrken og sårbarheden i tosomheden: sammen er de stærke men at gøre sig afhængige af hinanden medfører en sårbarhed.«

At Smagen af Rust og Ben er en ubehagelig film, er i denne sammenhæng det, der gør den kraftfuld:

»Det der gør filmen smuk og ætsende er, at den har netop denne dybde. Karaktererne opleves meget troværdige, fordi de er sammensatte: Ali er både primitiv og samtidig fyldt op af en kæmpe eksistentiel ambivalens og kærlighed,« siger Mette Kramer.

ja tak!

Mere Jacques Audiard. Mere Matthias Schoenaerts. Ja tak!

Sjældent bliver jeg så berørt af en film, som jeg blev af denne.

Det er stor filmkunst om små mennesker, der rummer meget. Den er lige så fængende i sin æstetiske præcision og filmiske bevidsthed, som den er uforfængelig med sine karakterer. Den giver de små bevægelser betydning og løfter ethvert dilemma, enhver følelse, hvert et lille udtryk op på et universelt og vedkommende plan, som når kameraet dvæler ved Sams generte og nysgerrige kropsholdning i mødet med Stephanies benprotese. Det er så ægte, så ømt og så simpelt.

Smagen af Rust og Ben er en overvældende film. Jeg overgiver mig til alle de følelser den bringer op i mig og fyldes samtidig op af beundring over det filmiske og menneskelige overskud den lægger for dagen. Det er filmkunst på sit højeste niveau.

Line.hjorth@admk.ku.dk