Uniavisen
Københavns Universitet
Uafhængig af ledelsen

Politik

»Så flyt dog selv!« Studerende protesterede mod udflytning over hele landet

Udflytningsaftalen smadrer unges fremtidsmuligheder, lød det fra de vrede studerende, der demonstrerede foran Christiansborg. Ifølge arrangørerne er der flere protester på vej.

Kitt Mørk står forrest i menneskemængden og knuger det skilt, hun lavede aftenen forinden. Hun skrev det første, der faldt hende ind: »Så flyt dog selv!«

Det er en opsang til de politikere, der står bag aftalen om at udflytte studiepladser fra de store byer til provinsen.

Og så er det udtryk for det, hun føler:

»Jeg er vred. Jeg er faktisk vred. Vred og skuffet,« siger Kitt Mørk, der for få uger siden færdiggjorde sin uddannelse i Historie på Københavns Universitet.

Det er en følelse, mange af de mennesker, der står omkring hende, deler. Cirka 100 studerende er mødt frem på Christiansborg Slotsplads onsdag den 12. januar for at lufte deres utilfredshed over udflytningsaftalen med en blanding af blid fællessang og dundertaler.

Det sker samme dag, som universiteterne har sendt en samlet plan til ministeriet, der viser, hvordan de vil opfylde de reduktionskrav, som politikerne har pålagt dem. En plan, der fjerner langt flere studiepladser, end den udflytter.

»Det er en aftale, som smadrer vores universiteter, og en aftale, som smadrer unges fremtidsmuligheder,« næsten råber den første taler, Elizabeth Nielsen, fra CBS, så det sidste ord ekkoer ud over slotspladsen.

Det samme budskab kommer fra den eneste politiker på talerstolen, Radikale Venstres uddannelsesordfører Katrine Robsøe, hvis parti står uden for udflytningsaftalen.

»Jeg får helt ærligt ondt i maven, når jeg ser tallene for uddannelseslukninger komme ind. Jeg ser tusindvis af uddannelsespladser, der lukkes, det er tusindvis af unge mennesker, der får ødelagt deres drømme, udelukkende fordi de drømme fører til en af de største byer,« siger hun.

»Vi vil ikke finde os i det mere«

Imens skiftevis nikker og hujer Kitt Mørk fra forreste parket.

Sammen med en flok andre studerende fra den bevægelse, der kalder sig Studenteroprøret ’22, har hun været med til at stable demonstrationen på benene og ikke bare i København: I Aarhus protesterer omkring 55 studerende imod udflytningsaftalen, mens lidt færre er mødt frem i Odense, omkring 20-25 studerende. Det bekræfter de lokale arrangører.

De er alle troppet op trods eksamener og januars bidende kulde.

»Vi er her for at vise, at nu er det nok,« siger Kitt Mørk, mens hendes meddemonstranter synger en Halfdan Rasmussen-sang fra Højskolesangbogen – i en hyldest til den dannelse, de mener er truet.

»Udflytningsplanen er bare seneste eksempel i en lang årrække med forringelser og nedskæringer i uddannelsespolitikken. Nu gider vi ikke mere. Vi vil simpelthen ikke finde os i det mere. Det er derfor, vi kalder det et studenteroprør, og ikke bare nogle enkelte demonstrationer.«

Lasse Pedersen, psykologistuderende på Københavns Universitet og en af dagens talere, har samme analyse:

»Det er lidt, som om det er dråben, der får bægeret til at flyde over.«

Senere puster han til de studerendes kampgejst fra talerstolen:

»Vi skal turde sige fra, som vi gør det i dag. Vi skal ikke tage noget for gode varer, bare fordi en ledelse, en dekan eller en politiker siger det,« brøler han.

»Næste gang nogen siger, at I er urealistiske, eller at I ikke kender jeres plads, så smil, og sig tak for komplimentet.«

Han gestikulerer mod tilhørerne og fremprovokerer et kollektivt »yeah!«

Det er oprørssæson

Protesterne overskrider politiske skel på Slotspladsen.

Anders Mortensen, der sidder i Københavns Universitets bestyrelse for Studenterrådet, Rasmus Pilegaard Petersen, formand for Djøf Studerende, og Steffen Sjørslev fra Konservative Studerende er alle mødt frem for at protestere imod udflytningsaftalen.

Katrine Robsøe, uddannelsesordfører for Radikale Venstre
billede: Rasmus Friis/Uniavisen
Elizabeth Nielsen, tidligere studerende på den snart nedlagte uddannelse Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS
billede: Rasmus Friis/Uniavisen

Ingen af dem er en del af studenteroprøret, men de roser alle demonstrationen.

»Når vi er enige om noget, så skal vi stå sammen. Og udflytningsaftalen er et politisk projekt, der er fejlet,« siger Steffen Sjørslev, med henvisning til at de fleste studiepladser står til at blive fjernet, ikke udflyttet.

»Jeg synes, det er vigtigt, at vi får sendt et signal om, at det er en dårlig aftale. Det er fantastisk at se studerende forsvare deres uddannelser og det, de tror på,« siger Anders Mortensen fra Studenterrådet.

Det vil de studerende blive ved med. I hvert fald hvis man spørger Elizabeth Nielsen, hvis uddannelse i Politisk Kommunikation og Ledelse på CBS får kniven som følge af udflytningsaftalen.

»Det er oprørssæson,« siger Elizabeth Nielsen, efter hun har leveret sin tordentale fra scenen.

»Der kommer meget, meget mere.«

Seneste