Universitetsavisen
Nørregade 10
1165 København K
Tlf: 21 17 95 65 (man-fre kl. 9-15)
E-mail: uni-avis@adm.ku.dk
—
Politik
STUDENTERPOLITIK - Det er ikke sundt, at Studenterrådet har stort set monopol på studenterpolitikken på landsplan. Det vil Konservative Studerende rokke ved, og på det sidste har de haft stor succes på Jura og Sund på Københavns Universitet. Det vil de også have på alle de andre fakulteter.
Konservative Studerende (KS) vil ind og være en reel modspiller i studenterpolitikken til Studenterrådet (SR).
KS’ formand Philip Giede Bøving ser det først og fremmest som et problem, at SR stort set har monopol på landsplan.
»Når det gælder demokratiske valg fungerer det ikke, at der næsten kun er SR at stemme på ved studentervalgene. KS skal være alternativet til SR over hele landet, og vi har den politiske platform og baggrund, der gør det muligt for os at blive det,« siger han.
Efter at det nu hedengangne borgerlige Moderate Studenter gik sammen med SR i 1995, opstod der et tomrum i studenterpolitikken, mener Philip Giede Bøving. KS falmede også, især i perioden fra 2000–2005, men det sidste års tid er den trend vendt.
»Vi er allerede slået stort igennem på Jura på KU. Vi fik 40 procent af stemmerne ved studentervalget på KU i efteråret 2013. Forklaringen er, at vi har nogle meget aktive folk på jura, og at de studerende er trætte af lidt for meget gruppearbejde og ønsker færre obligatoriske elementer i undervisningen,« siger han.
Også på Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet er det ved at lykkes for KS at bide sig fast. Alene Svend Erik Garbus fik 353 stemmer til KU’s bestyrelse. Han var opstillet af KS på Sund, og hans resultat blev kun overgået af SR’s afgående formand og spidskandidat Gwen Gruner-Widding.
Philip Giede Bøving mener, at dér hvor kandidaterne fra KS engagerer sig, dér stiger valgdeltagelsen også. Derfor er planen at skaffe flere engagerede folk på alle fakulteterne, som så skal og fortælle om KS’ grundprincipper.
»For os handler det om at få frihed på studiet og om at kunne tage ansvar for egen læring. De studerende er meget forskellige, nogle har børn og familie og arbejdsliv ved siden af, og de skal have mulighed for i højere grad selv at sammensætte deres studie. Vi tror, at KS kan trække stemmer på det, ikke bare påJjura men også på de andre fakulteter på KU,« siger han.
Stemmerne eller medlemmerne til KS kan også komme fra studerende, der bare forbinder sig med holdninger, der er anderledes end SR’s, uden at de behøver at være konservative. Philip Giede Bøving håber, at de så går ind i KS, fordi det er et alternativ.
KS har lige været igennem en større rokade. Den 11. februar 2013 var der ordinær generalforsamling i foreningen, hvor formand, næstformand og en del af bestyrelsen blev skiftet ud. Ifølge Philip Giede Bøving er det en del af fornyelsen.
»Det er udtryk for et generationsskifte, der skal sikre KS’ fortsatte aktiviteter ude på fakulteterne,« siger han.
Som såkaldte ‘fraktionsledere’ for KS er Mikkel Wrang valgt på Jura, Svend Erik Garbus på Sund, Andrea Petersen på Humaniora, Andreas Weidinger på Statskundskab og Astrid Torndal på Økonomi.
anfj@adm.ku.dk