Sandøe: Ledelsen lod mig i stikken

Peter Sandøe er ked af det. Ikke over, at han fik en ordentlig omgang prygl i medierne i sommer. Det kan han leve med, men han er skuffet over, at topledelsen på hans arbejdsplads, Københavns Universitet (KU), straks lagde afstand, da det hele ramlede om ørerne på ham, og hans gode ry og rygte som forsker var ved at ryge sig en tur.

Nu hvor eftertanken har meldt sig, kan han se, at sagen måske fik lov at vokse sig stor, fordi den blev håndteret alt andet end optimalt af ham selv og af hans arbejdsplads.

Han ønsker derfor en åben debat om, hvordan KU skal agere i fremtiden, når en forsker kommer i skudlinjen i medierne for sit samarbejde med industrien.

Hvilken støtte kan man som medarbejder forvente at få, og ønsker universitetet i virkeligheden helhjertet at samarbejde med erhvervslivet? spørger han.

Baggrund

Det var Politiken, der i to stort opsatte artikler skrev, at professor Peter Sandøe var involveret i forskning, som »var bestilt og betalt af svineindustrien«. Hans brøde bestod i, at han var leder af et forskningsprojekt finansieret af Videncenter for Svineproduktion (VSP), der hører under dansk landbrugs interesseorganisation, Landbrug & Fødevarer.

Formålet var ifølge Politikens gengivelse »at fremskaffe resultater og oplysninger, der gavner den danske svineindustri.«

Samtidig var Sandøe formand for Det Dyreetiske Råd og sad for bordenden i en ministeriel arbejdsgruppe, der skulle rådgive ministeren om, hvordan svineavlen i Danmark kan foregå etisk forsvarligt.

Sandøe erkendte, at han burde have oplyst ministeren i utvetydige vendinger om den mulige interessekonflikt, og han trak sig fra formandsposten for Det Dyreetiske Råd, da direktøren for Dyrenes Beskyttelse, Britta Riis, som er repræsenteret i rådet, offentlig erklærede, at han var utroværdig.

Det viste sig dog, at Sandøe i sin personlige kontrakt havde sikret sig, at landbrugsfolkene ikke kunne bestemme over resultaterne fra forskningsprojektet. Det var samarbejdspartneren Scottish Agricultural College, der i sin aftale ved en fejl havde accepteret formuleringen om, at projektet skulle være »til gavn for dansk svineindustri«.

Sandøe havde heller ikke fået betaling for sin del af arbejdet, og der er efter alt at dømme også fagligt belæg for de konklusioner, han og skotterne er nået frem til.

Presseblæsten var altså i virkeligheden måske bare en storm i et glas vand.

Ledelsen svigtede

Sandøe understreger, at han er taknemmelig for den opbakning, han fik fra de to institutledere, han refererer til, men topledelsen i dekanatet og i rektoratet er han skuffet over.

»Jeg må spørge mig selv, om det virkelig opfattes som god ledelse på Københavns Universitet at lade en medarbejder i stikken, mens man selv alene interesserer sig for at redde sin egen bagdel, når det brager løs i medierne,« siger Peter Sandøe.

Han henviser til, at den eneste kontakt, han under hele forløbet havde til universitetets ledelse, var en mailkorrespondance med John Renner Hansen, dekan på det nyfusionerede Natur- og Biovidenskabelige Fakultet. Få timer efter sagen brød løs i alle medier, udbad dekanen sig høfligt, men bestemt, at få en skriftlig redegørelse om sagen.

Der kom ingen tilbud om hjælp fra fakultetets kommunikationsafdeling til håndteringen af medierne. Der kom ingen spørgsmål til, hvordan han havde det, eller om der var noget, man kunne gøre for at hjælpe ham. Men værst af alt var følelsen af, at lederne på Københavns Universitet tilsyneladende kun interesserede sig for, om de selv kunne komme i klemme, siger han.

Kort efter hørte Peter Sandøe nemlig fra en pålidelig kilde, som han ikke kan røbe navnet på, at ledelsen undersøgte mulighederne for at fratage ham posten som medlem af og næstformand for Praksisudvalget, der behandler spørgsmål om god videnskabelig praksis på KU.

Han ved også, at man på Det Natur- og Biovidenskabelige Fakultet og Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet overvejede, om han skulle fjernes som ansvarlig for kurset i god videnskabelig praksis, som de ph.d.-studerende på de to fakulteter har pligt til at følge.

Det undrer ham.

»Jeg havde ærlig talt forventet, at det var personalepolitikken på KU først at undersøge, om medarbejderen har gjort noget forkert og eventuelt hjælpe vedkommende, i stedet for som det første at lægge afstand og overveje at fratage ham en række tillidsposter,« siger Peter Sandøe.

Dyb kulturkløft

Han mener, at en del af forklaringen på ledelsens måde at reagere på kan findes i Penkowa-sagen, der har sat sig dybe spor på KU.

Her blev rektor kritiseret for at have bakket Milena Penkowa op for længe og stolet på de oplysninger, hun gav ham. Nu er ledelsen tilsyneladende havnet i den modsatte grøft og behandler medarbejderen som skyldig, indtil det modsatte er bevist, af frygt for ikke at virke handlekraftig.

Sandøe mener endvidere, at sagen blotlægger, at der er en afgrundsdyb kulturkløft internt på KU mellem det tidligere Biovidenskabelige Fakultet (Life) og Det Naturvidenskabelige Fakultet (Nat) i synet på samarbejde med erhvervslivet. Dette kom til udtryk i en ophedet debat i det nyfusionerede fakultets Akademiske Råd i forlængelse af sagen.

Et væsentligt argument for fusionen var ellers, at ledelsen ville kombinere grundvidenskaben på Nat med den større fokus på innovation og erhvervssamarbejde, som der har været tradition for på Life, men nu er Peter Sandøe blevet i tvivl om, hvorvidt operationen kan lykkes.

»Jeg har oplevet det som et voldsomt kulturskifte at blive en del af det nye fakultet i forhold til at være på Life, hvor det var helt naturligt at samarbejde med erhvervslivet. Jeg tror den manglende opbakning fra dekanens side er symptom på, at erhvervssamarbejde på Nat ligesom på andre dele af det gamle KU, historisk set er blevet opfattet som en mærkelig og lidt beskidt ting, som forskere burde holde sig langt fra.«

»Hvis man virkelig mener det seriøst, at man vil kombinere det bedste fra traditionen på de to fakulteter, skal ledelsen sende helt andre signaler og støtte op bag de ansatte, når de får snavs på fingrene gennem samarbejde med erhvervslivet. Ellers bliver Life kørt over,« siger Sandøe.

Frivillig tvang

Han påpeger, at der står i KU’s strategi, som bestyrelsen vedtog i december 2011, at universitetet skal »udvikle nye gensidigt forpligtende samarbejdsmodeller med erhvervsliv […] Det kan bl.a. ske via netværk, hvor samarbejdspartnere kan finde hinanden og udvikle forskningssamarbejder mellem universitet og virksomheder i en tæt, fælles værdiskabende proces.«

Bestyrelsen har altså sendt et meget klart signal til forskerne om, hvad der forventes af dem, og oveni er universiteternes økonomi skruet sådan sammen i dag, at man som lektor, seniorforsker eller professor ikke kan bedrive sin forskning uden at skaffe eksterne forskningsmidler fra enten forskningsråd, private fonde eller erhvervsvirksomheder, påpeger Sandøe.

Han tilføjer, at en stor del af midlerne fra forskningsrådssystemet, ikke mindst dem fra Det Strategiske Forskningsråd, får man kun, hvis man har en samarbejdspartner fra erhvervslivet.

Selv er han sektionsleder for knap 40 ansatte, og deres succes med at skaffe eksterne midler eller mangel på samme er et fast tema, når han holder medarbejderudviklingssamtaler. Forskerne er som udgangspunkt i hans sektion på Fødevareøkonomisk Institut garanteret løn på grundlag af undervisning og administration samt to måneders løn til fri forskning årligt betalt af universitetet, men midlerne til den resterende forskningstid skal de selv finde, lyder forhandlingsoplægget.

Det betyder, at forskerne skal skaffe et sted mellem en og fire måneders løn selv, afhængigt af hvad de har af andre opgaver.

Sandøe forsøger at hjælpe kolleger, der har svært ved at skaffe penge, ved for eksempel at tilbyde dem mere undervisning, men der er ingen tvivl om, at de befinder de sig i en udsat position.

»Det er et pres, for kynisk sagt ved vi alle sammen godt, at der på et eller andet tidspunkt kan komme nye fyringsrunder, og vi ved også, hvem der i den situation ryger først,« siger han.

Ifølge Peter Sandøe har man som forsker inden for den mere anvendte forskning derfor reelt ikke noget valg om hvorvidt man vil samarbejde med erhvervslivet eller ej.

»Også af den grund er det uholdbart, at ledelsen ikke bakker dig klart op, når samarbejdet bliver kritiseret i medierne, hvis du vel at mærke har overholdt universitetets regler på området,« mener han.

Kritiserer sig selv

Peter Sandøe har også brugt sommeren på en god gang selvransagelse, for også han bærer et ansvar for, at hvad der hurtigt blev døbt »svine-gate«, fik lov til at udvikle sig til en stor sag i medierne.

Han mener, at det var hans fokus på hele tiden at skaffe nye midler til forskning og til at få udgivet nye videnskabelige artikler, der bidrog til, at han endte i fedtefadet.

Han vidste godt, at han som formand for Dyreetisk Råd var upopulær i visse kredse, fordi han ofte kommer med kontroversielle udtalelser om dyrevelfærd. Han havde også bemærket sig, at visse kritiske journalister igennem længere tid havde søgt om aktindsigt på ham.

Han skulle derfor have været ekstra påpasselig, men sløsede med papirarbejdet, fordi det skulle gå stærkt, og han involverede sig i for mange projekter.

»Forskningen lider af volumen-syge, og jeg blev også selv ramt af at ville overkomme mere og mere. Vi dyrker jo i den grad forskerne med de store CV’er som helte, så jeg har involveret mig i 50 procent mere end godt er,« siger han.
Det betød, at det gik for stærkt med papirarbejdet på projektet betalt af de danske svineproducenter, og han fik for eksempel ikke læst den skotske samarbejdspartners kontrakt igennem.

Samtidig forsømte han at se kritisk på sine aktiviteter med samfundets øjne.

»Jeg overvejede slet ikke, at der kunne være et problem, fordi jeg vidste, at jeg samarbejdede med nogle de bedste forskere i verden i studiet af velfærd hos svin. Jeg glemte bare, at den almindelige avislæser ikke ved, at Scottish Agricultural College hører til i den absolutte elite og aldrig ville lade sig købe af industrien. Det var selvfølgelig dumt og naivt af mig,« tilføjer Sandøe.

Stof til undervisningen

Sommerens oplevelse har fået ham til at overveje, om undervisningen af de nye ph.d.-studerende på det såkaldte ’Penkowa-kursus’, som det nye kursus i forskningsetik, der blev oprettet som konsekvens af Penkowa-skandalen, er blevet døbt, klæder de kommende forskere tilstrækkeligt godt på.

Medierne spiller nemlig en større og større rolle, så det er blevet afgørende, at du som forsker ved, hvordan journalister tænker, og hvor du skal passe på.

Efter en del diskussioner er der nu lagt et modul ind på kurset, som fokuserer både på interessekonflikter og formidling af forskning, og Sandøe er sikker på, at hans egen sag vil tjene som en vigtig inspirationskilde, næste gang han selv skal undervise i emnet.

Undervisningen handler i øvrigt blandt andet om, at de nye forskerspirer skal sikre sig, at de formelle regler er overholdt.
’Armslængde-princippet’ skal respekteres, hvilket betyder, at erhvervslivet ikke må aflønne dem direkte. Pengene skal gå til universitetet, som så lønner dem på grundlag af de indbetalte midler.

De skal også sørge for at have en samarbejdsaftale, hvoraf det fremgår, at de har ret til at publicere alle resultater.

Samarbejdspartneren og erhvervssponsoren må se forskningsresultaterne før andre og har ret til at kommentere artikeludkastet; men den endelige beslutning om, hvad der skal publiceres, tilkommer altid forskerne.

Endelig skal de åbent lægge frem, hvor finansieringen af forskningen kommer fra, når de publicerer deres resultater.
Reglerne er gode, men det er ikke nok til at sikre mod dårlig presse, mener Peter Sandøe.

»De kommende forskere skal vide, at det ikke altid er nok, at man har papirerne i orden, men også hvordan der i øvrigt ageres og kommunikeres. Man skal læse alle papirerne i forbindelse med et forskningsprojekt minutiøst igennem og spørge dig selv, om der er formuleringer, der kan bruges til at skabe tvivl om din uafhængighed som forsker. Hvis det oven i købet virker som om, man har forsøgt at skjule noget, gør det en ekstra sårbar. Derfor skal alt, inklusiv ens samarbejdsaftale, åbent frem for eksempel på ens hjemmeside,« siger Peter Sandøe.

Han har også har tænkt sig at tage problemstillingen op i Praksisudvalget, hvor han er næstformand.
Han forestiller sig, at udvalget måske kan lave en uformel tjekliste, som forskerne kan tage frem, når ansøgningen om støtte eller kontrakten med en virksomhed skal af sted i en fart.

clba@adm.ku.dk